Seneste nyheder
Nyheder
Billede af stiftsrådsmedlemmer i landemodesalen

Det talte de om på stiftsrådsmødet

Stiftsrådet godkendte nye udvalgsmedlemmer, talte om samskabelse, placering af fremtidige provstestillinger og bevilligede penge til to landsdækkende projekter


Af Sidsel Drengsgaard

Få her et indblik i drøftelserne på stiftsrådsmødet tirsdag den 18. maj 2021 i Landemodesalen i Roskilde Palæ.
 

Folkekirke og Religionsmøde

Konstitueret generalsekretær i Folkekirke og Religionsmøde, cand.theol. Ane Kirstine Brandt, orienterede Stiftsrådet om arbejdet i institutionen. 

Folkekirke og Religionsmøde er den institution i folkekirken, der specifikt arbejder med religionsmøder - i et samfund, der i stigende grad præges af forskellige religioner og livstydninger. 

Folkekirke og Religionsmøde er et samarbejde mellem landets 10 biskopper, der har til formål - med udgangspunkt i evangeliets forkyndelse - at styrke folkekirkens møde andre religioner og livstydninger i Danmark.

Ane Kirstine Brandt fortalte, at Folkekirke og Religionsmøde har indført et årsmøde, hvor repræsentanter fra vært Stift inviteres til at deltage. Første årsmøde afvikles 26. marts 2022.

Man har i Folkekirke og Religionsmøde også vedtaget en ny organisering af arbejdet. Den kan man læse mere om på deres hjemmeside: https://religionsmoede.dk/


Støtte til julekalender og kirkeblad til fængsler

Viborg Stift har inviteret alle stifter til et samarbejde om en fælles video-julekalender under overskriften ”Glæde findes mange steder”. Idéen er, at man i 26 afsnit besøger kirker i alle stifter samt i fængsler og på hospitaler. Her skal nyere kunst danne rammen for en fortælling, om det vi går og glæder os over i adventstiden. Og om julen, som baggrunden for glæden.

Sidste år havde Viborg Stift stor succes med en lignende video-julekalender, som stadig kan ses her.

Stiftsrådet bevilligede 11.000 kroner til projektet. Der er i alt produktionsomkostninger for godt 235.000 kroner. Viborg Stift dækker de fleste af udgifterne selv og via en donation.

Sogne- og arresthuspræst Eva-Maria Schulz blev bevilliget 10.000 kroner til udgivelse af et alternativt kirkeblad målrettet fængsler, arresthuse og pensioner.

Idéen er, at indholdet skal produceres i samarbejde med de indsatte og eksempelvis bestå af en kalender med oversigt over årstidens højtider og mærkedage, inspiration til madlavning, håndarbejde, læsning, bibelstudier, bønspraksis og motion.

Der er godt 3000 indsatte i Danmark.

Stiftsrådet gav støtten i form af et engangsbeløb og opfordrede til, at ansøger vender tilbage vedrørende finansiering af fremtidig drift.
 

Fremtidig placering af provstestillinger

I nær fremtid bliver tre provstestillinger ledige. Biskoppen drøftede sine tanker om en fremtidig placering af stillingerne med stiftsrådet.

I den forbindelse orienterede han om, at provstier følger kommunegrænserne, og at man i Roskilde Stift – som er et landstift – gerne ser provster fra både land og by.
 

Himmelske Dage opruster på kommunikationsfronten

Domprovst Anne-Sophie Olander Christiansen orienterede stiftsrådet om, at det nu er tydeligt for lokalkomitéen, at der er brug for en ansat kommunikationsmedarbejder. Man er gået i gang med at slå stillingen op.

Himmelske Dage i Roskilde har også fået egen hjemmeside siden sidste stiftsrådsmøde. Den finder man her.
 

Orientering fra møde i Den Fælles Kapitalforvaltning 

Danmarks 10 stifter råder tilsammen over 5,2 mia. kroner, som man er gået sammen om at forvalte bedst muligt. Det sker i Den Fælles Kapitalforvaltning, hvor stiftets repræsentant er Kirsten Vej Petersen. Hun er næstformand i bestyrelsen.

Pengene kommer især fra indtægter i forbindelse med vedligeholdelse af gravsteder, men også fra andre økonomiske aftaler, der har rødder tilbage i historien. Af de 5,2 mia. er de 1,7 mia. udlånt til folkekirkens sogne og provstier til anlægsarbejder, byggeri og andre større projekter.

De resterende 3,5 mia. kroner er ikke udlånt – og dem er de 10 stifter gået sammen om, at forvalte bedst muligt. 

Se den gældende investeringspolitik 

Se referater fra møderne i Den Fælles Kapitalforvaltning på Aarhus Stifts hjemmeside

 

Orientering om budgetsamråd vedrørende fællesfonden

Fællesfonden er folkekirkens fælles kasse og dækker en række fælles udgifter. Kirkeministeriet administrerer midlerne og fællesfondens indtægter kommer primært fra landskirkeskatten.

Kirkeministeren fastsætter fællesfondens samlede budget og landskirkeskatten efter høring af en budgetfølgegruppe, der består af en biskop, en stiftskontorchef, en repræsentant for Landsforeningen af Menighedsråd, Danmarks Provsteforening og Kirkeministeriet.

Budgetfølgegruppen afgiver indstilling om budgettet efter drøftelse med et budgetsamråd, der består af en repræsentant fra hvert af de 10 stifter samt en observatør for Den danske Præsteforening og en fælles observatør for de øvrige faglige organisationer i folkekirken.

Poul Otto Nielsen er Roskilde Stifts repræsentant i budgetsamrådet vedrørende fællesfonden.

Læs budgetter, referater og årsrapporter vedr. fællesfonden 
 

Folkekirkens grønne omstilling

Biskoppen orienterede om, at biskopperne på et bispemøde i 2020 besluttede, at støtte Folketingets målsætning om en reduktion af CO2 med 70 procent inden 2030.

Han fortalte også, at et udvalg bestående af repræsentanter for bispekollegiet, Provsteforeningen, Landsforeningen af Menighedsråd og Kirkeministeriet har udformet en ansøgning til omprioriteringspuljen om en bevilling løbende over fire år til etablering af et sekretariat med fokus på folkekirkens grønne omstilling.

Biskop Peter Fischer-Møller var gæst i Kristeligt Dagblads nye podcast-serie ”Tro Om”, hvor han talte med vært Philip Christoffersen om folkekirken og den grønne omstilling. Læs mere 
 

Samskabelse er ”det nye sort”

Biskoppen orienterede Stiftsrådet om eksisterende og planlagte samskabelsesprojekter i Roskilde Stift. 

Samskabelse på stiftsplan har følgende formål:

  • At finde løsninger på nye og/eller komplekse problemstillinger, som vi ikke kan løse med nuværende redskaber og samarbejdspartnere.
  • At øge kvaliteten af allerede igangværende projekter og samarbejder.
  • At synliggøre kirkens tilstedeværelse i samfundet og dens bidrag til samfundsudviklingen.

Februar-udgaven af Stiftsbladet havde samskabelse som tema. Læs det her. 


Kirken på landet

Formand for Stiftsrådet, Bodil Therkelsen, udgør sammen med provst i Odsherred, Karin Bundgaard, og sognepræst i Sorterup, Gitte Rasmussen, stiftets lokale netværk for Kirken på landet.

Bodil Therkelsen orienterer Stiftsrådet om, at næste møde i det landsdækkende netværk vil handle om diakoni i relation til kirken på landet.

Læs mere om det landsdækkende netværk
 

Nye udvalgsmedlemmer

Stiftsrådet godkendte, at sognepræst og formand for menighedsplejen i Roskilde Domsogn, Ane Bisgaard LaBranche, indtræder i Stiftsrådets diakoniudvalg.

De godkendte også, at sognepræst i Hvalsø-Særløse Pastorat,Anne Spangsberg, og formand for menighedsrådet i Sankt Peders Sogn i Slagelse Provsti, Linette Darling, indtræder i Stiftsrådets religionspædagogiske udvalg.
 

Kommende møder
  • Stiftsrådsmøde den 1. september 2021 klokken 17.00 
  • Stiftsdag i Roskilde Kongrescenter den 11. september 2021 klokken 10.00
  • Stiftsrådsmøde den 12. oktober 2021 klokken 17.00


Læs referatet her
 

Hvad er et stiftsråd

Der er i hvert stift nedsat et Stiftsråd, som i henhold til lov om folkekirkens økonomi af 29. marts 2014 har til opgave at bestyre stiftsmidlernes forvaltning. 

 

Stiftsrådet bestyrer midlerne på menighedsrådenes vegne og fastsætter herunder en politik for udlån af stiftsmidlerne til de lokale kasser. Stiftsmidlerne, som består af kirkernes og præsteembedernes kapitaler udgør på landsplan godt fem milliarder kroner.  

 

Lov om folkekirkens økonomi medførte tillige, at Stiftsrådet kan udskrive et bindende stiftsbidrag fra kirkekasserne til aktiviteter i de enkelte stifter. En af Stiftsrådets primære opgaver er derfor udskrivning og forvaltning af det bindende stiftsbidrag. Det bidrag, som udskrives, kan ikke overstige én procent af den lokale ligning i de enkelte ligningsområder i stiftet. 

 

Stiftsbidraget kan betegnes som stiftets dispositionsbeløb til støtte og udvikling af det kirkelige liv i stiftet og kan anvendes til opgaver indenfor kommunikation, formidling af kristendom og udvikling af projekter inden for undervisning, diakoni, medier, kirkemusik og lignende.