Seneste nyheder
Nyheder

Den levende julekalender i Kalundborg

Ved Vor Frue kirke i Kalundborg har man taget konkurrencen op med de snart mange julekalendere på tv. Hver mandag til torsdag, når klokken slår præcis 16.24, fra 1 december og frem til jul kan børn og voksne opleve Den Levende Julekalender under hvælvingerne i den 5 tårnede kirke.

Tekst og billeder af Jørgen Michael Rasmussen

” Det er andet år i træk, at vi tilbyder en levende julekalender her i Vor Frue kirke i Kalundborg”, fortæller initiativtager pensioneret sognepræst Leif Jensen, ”men vi er inspireret af Tersløse sogn, som har haft denne tradition igennem mange år. Tanken er at lave en hyggelig julestund, som indeholder elementer, som er rettet både imod børnene og imod de voksne. Og så handler det også om forkyndelse.”

Den Levende Julekalender er bygget op af en række helt faste elementer hver dag. Allerførst skal dagens kalenderlåge åbnes af et barn. Og kalenderen? Ja den er intet mindre end en tro kopi af Vor Frue kirke tilført jule-låger, som man kan åbne. Kalenderen er placeret lige inden for døren ved den sydlige indgang til kirken. Den enestående julekirke er produceret på et lokalt beskyttet værksted og resultatet må kilde fantasien hos enhver julestemt sjæl. Gemt bag hver låge er der en ting med relation til dagens bibellæsning og denne ting skal højtideligt placeres på et Drømmebillede, som først afsløres i løbet af seancen.

Når lågen er blevet åbnet finder folk ind i selve kirkerummet, hvor der hver dag startes op med et stykke musik - for det meste leveret af musikanter fra Kalundborg Musikskole. Herefter er der salmesang, bibellæsning og mere musik.

Når dagens kalenderfigur er placeret på drømmebilledet, er det startskuddet til en tusmørkefortælling, hvor man hver dag hører et kapitel om barnet Sofie, som altid besøger sin farmor på vej hjem fra skole og i dialogen med farmoren bliver klogere på både Bibelen og livet.

Efter tusmørkefortællingen rundes af med salmesang og et musikstykke inden folk sendes hjem med et lille stykke chokolade.

Efter fremmødet den tilfældige torsdag aften i Kalundborg, hvor artiklens skribent kiggede forbi, må man sige, at der bestemt er liv i Den Levende Julekalender.