Seneste nyheder
Nyheder

Er GRØN KIRKE er vigtigt fokus for Folkekirken?

Det synspunkt deler teologerne Martin Ishøy og Rasmus Dreyer. Grøn Kirke har både sine tilhængere og skeptikere i Folkekirken. Læs debatten her. 

Ishøy: Ja. Selvfølgelig skal kirken gå forrest i kampen for den skabte, økologiske verden, som vi er en del af. Skabningen længes efter, at mennesker springer ud som Guds børn. Det siger både Grøn kirke og Det Nye Testamente. Lykken afhænger af hele skabningens blomstring. I dag lever kirken i en verden, hvor evangeliet må svare på den grundlæggende klima- og miljøkrise. Kirken må ikke dementere sin grønne, livsbekræftende forkyndelse med sort praksis. Ordet blev kød i Kristus, og ordet kræver handling.

Dreyer: Nej. Jorden er Guds skabning; det samme er vi. Men vores gudsbillede begynder og slutter ikke med skaberguden. Gud har givet sig til kende igennem sin søn, Jesus Kristus. Gud tager i Jesus del i skaberværket og vores menneskeliv – inkl. vores fald og fejltagelser. Jesu gerning er accept af, hvem vi er, og han gør op med de jødiske regler. Derfor skal vi ikke indføre nye moralske skillelinjer. Grøn Kirke opdeler i elitekristne og knap så dygtige kristne. Men Gud elsker vel også klimasyndere?

Martin Ishøy, er Grøn Kirke i færd med at indføre nye moralske skillelinjer, hvor der er elitekristne og knap så dygtige kristne?

Ishøy: At Grøn Kirke skulle indføre nye moralske skillelinjer er en virkelighedsfjern fordom. Hvis ikke kirken skulle tage de grønne etiske fordringer alvorligt, hvem skulle så? Gud elsker netop alle os syndere. Skulle vi så ikke elske Guds skaberværk i praksis? Grøn kirke repræsenterer den kirkelige kamp for klima og miljø, som mange deler. Over for illusionen om teknologiske fix skal vi gøre etiske, åndelige, sproglige horisonter gældende. Vi skal ikke verdensfjernt ignorere skabningens ødelæggelse.

Rasmus Dreyer, er det ikke netop vigtig for kirken at tage aktivt del i de udfordringer, vi som mennesker står overfor – så kirken undgår at være en verdensfjern institution?

Dreyer: Når kirken taler med på klimadagsordenen, gør vi en politisk sag religiøs. Derved er kirken med til at øge byrden af det åg, som klimaproblematikken har vist sig at være. Det overdrevne fokus på menneskers individuelle ansvar for at redde klimaet risikerer at gøre mennesker skamfulde og føle sig syndige. Men de fleste danskere lever ansvarsfuldt og ærligt – og i respekt for naturen og klimaet. Kirken risikerer for alvor at blive verdensfjern i forhold til menneskers almindelige liv, hvis vi tynger dem yderligere ned. Vi risikerer også at skræmme børn, hvis kirken tilslutter sig den svenske pige Greta Thunbergs budskab, klimastrejker osv., hvor meget har præg af moderne dommedagsforestillinger. Som kirke bør vi prædike et større og mere frisættende budskab. Kristus elsker mig, selvom jeg kører i en dieselbil. Kirken skal være et sted, hvor vi kan få lettet hjertet for vore sorger, også sorgen over vores utilstrækkelighed i forhold til at redde klimaet.

Ishøy: Grøn kirke hverken politiserer eller ”religiøsiserer”. Verdens udfordringer er ofte både politiske, religiøse, sproglige, etiske, økonomiske m.m. Idet kristendommen åbner det religiøse perspektiv, lægger den ikke ekstra byrder på nogen, men åbner for styrken og befrielsen i Guds ord, som giver os alle tro, håb og kærlighed samt sprog og drømme til at kæmpe den omfattende kamp for den grønne omstilling. Det er det modsatte af den moraliserende individualisme, som er den eneste etik, liberalismens mainstream kan forestille sig.

Guds nåde er gratis, men virksom. Min modstander i dag, Rasmus Dreyer, gør den billig. Det er for nemt. Det er den måde som i årtier har tømt kirken for relevans og betydning for den store del af danskerne. At komme i kirken og får lettet sorgen over ”dieselbilen”, uden det ændrer ens forhold til ”dieselbilen”, er præcis den automatik, som Luther med flere protesterede voldsomt over.

Dreyer: Er Guds nåde bundet til, at vi går ud af kirken og gør grønne gerninger? Hvad så, når det ikke lykkes? Nej, Guds nåde er accepten af, hvem jeg er. Ved jeg, at jeg er god nok, vil jeg handle derefter. At være kristen er leve et ansvarsfuldt liv. Overforbrug er skidt, men familiens møjsommelige opsparing til en rejse, selvom den er med fly, kan også være et udtryk for kristne dyder som sparsomhed og nøjsomhed.

DEBAT PÅ EMAIL: Debatten blev også bragt i det seneste nummer af STIFTSBLADET, der bad en repræsentant for begge synspunkter om at sætte sig til tasterne og gør sig klar til maildebat med Rasmus Birkerod som skriftlig ordstyrer. 

FOTO: Rasmus Birkerod