Seneste nyheder
Nyheder

Biskopperne fortolker Haugen Sørensen

Læs Peter Fischer-Møllers fortolkning af et lille hjørne af billedet her. 

Arne Haugen Sørensens maleri "Den Store Fortælling", som blev malet til Aarhus Valgmenighed, blev afsløret i august 2017. Nu har landets biskopper fortolket hver deres lille hjørne af maleriet. Det blev til bogen om maleriet, der udkom her i efteråret 2019. Her finder du Roskilde-biskop Peter Fischer-Møllers fortolkning af det hjørne af billedet, der er gengivet ovenfor.

En ny begyndelse – Da Gud blev menneske

Et beskedent rødt skur med grønt tag.

En spinkel, nøgen teenagepige med fødderne solidt plantet på jorden sidder på noget der ligner en bænk i et omklædningsrum. Hun afskærmes nænsomt med et blåt klæde af en hengiven mand i grønt. Begge fremstillet i en stil, som giver mindelser om Picassos og Chagalls værker. Kvinden, hvis krop ikke bærer tegn på for nyligt at have født, har tilsyneladende ikke blik for andet end det nyfødte barn, som hun holder i sine arme. Hendes ansigt og bryst oplyses – måske af barnet, som på Geertgen tot Sint Jans billede fra 1490 af Jesu fødsel. På bænken ved siden af kvinden gemmer sig en skabning – er det en okse eller et æsel i miniformat?

Ind ad vinduet kigger en nysgerrig. Han ligner mere en turist end en hyrde. Og i forgrunden med frit indsyn til familien – som vi selv har det – står endnu et par skikkelser: den ene enkel og grov med udstrakte hænder, den anden forbløffet som en direktør, der lige har opdaget, at nogen er stukket af med hans Armani-jakke med tilhørende tegnebog. Som pletter på de grønne flader omkring huset ligger fårene og kigger hver sin vej.

Arne Haugen Sørensens fremstilling af Josef og Maria med den nyfødte Jesus i stalden i Betlehem omgivet af hyrder og får føjer sig ind i en lang kunsthistorisk tradition.

Sjældent har jeg dog set inkarnationens mysterium, som det er fortalt af evangelisten Lukas i hans juleevangelium (Luk. 2, 1-20), skildret så enkelt, blottet for al pomp og pragt.

Jeg kommer til at tænke på åbningsscenen fra Monty Pytons ”Life og Brian”.

Her følger vi i hælene på de tre vise mænd, der følger ledestjernen. Vi følger dem gennem byens snævre gader indtil de står foran et beskedent hus. Her tager Brians cockney-mor imod kongerne. Det hele er virkelig meget jordisk – også samtalen mellem kvinder og de vise mænd. Gaverne bliver afleveret og de tre tilbeder den nyfødte. Kvinden takker for gaverne (særligt for guld og myrra – røgelsen må de godt lade blive hjemme en anden gang). Kvinden når lige at glæde sig over herlighederne, inden kongerne kommer løbende tilbage og snupper gaverne fra hende. Og udenfor får vi forklaringen: her ser vi en scene, som vi kender den fra utallige julekrybber: Maria og Josef og den nyfødt med glorier over hovederne, så ingen er i tvivl om, at der er noget ekstraordinært på færde.

Julekrybben er næsten blevet en kliche. I den romersk katolske verden – jeg oplevede det meget stærkt i Mexico, som jeg besøgte i december måned for år tilbage - er der virkelig fuld fart på englesang, guirlander og stjernedrys ikke kun i kirkerne, men også på markedspladser og hjemme hos folk. I det sekulariserede Danmark er vi kommet godt efter det i de sidste årtier. Og det begynder nu allerede i midten af oktober – af hensyn til forretningslivet. Man kan hurtigt komme til at synes, at det er for meget af det gode.

Set i det (jule)lys er Arne Haugen Sørensens fremstilling af Jesu fødsel i værket ”Den store fortælling” befriende nøgtern. Her er kun det helt centrale med.

Man kan sige, at vi stiger ind i juleevangeliet, der hvor vi normalt slutter fortællingen, efter englesangen. Der hvor Lukas skriver: ” Da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: ”Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os.” De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben.”

Arne Haugen Sørensen lader os se inkarnationens mysterium gennem hyrdernes øjne. Og det går op for os, at vi er midt i en temmelig barsk historie uden meget glimmer og glamour.

En ung kvinde var blevet med barn. Det var i sig selv en mere end almindelig svær situation, når faderen ikke var så let at identificere. Det fandt Maria og Josef dog ud af med Guds hjælp og fælles forståelse. Så var det at kejser Augustus ville have styr på sine undersåtter – vel sagtens for bedre at kunne få sat dem i skat – og selvom vinteren i Palæstina ikke er kold og sludfyldt som på vores breddegrader, så var det alligevel ikke nogen fornøjelsesrejse for en højgravid kvinde at skulle bevæge sig fra Nazareth til Betlehem på æselryg. Da de så kom frem var der i forvejen fyldt op med rejsende, så det var kun med nød og næppe og i sidste øjeblik, at de fik stillet et udhus til rådighed for en fødende kvinde, som der i halmen mellem dyrene fødte sin søn. Og de første barselsgæster var altså en håndfuld hyrder. Hyrder som passede landsbyens får og geder, men som af deres landsmænd blev set på med skepsis og nedladenhed. Ikke noget særligt udsøgt selskab.

Vi ser dem på maleriet stå der udenfor stalden og kigge ind. Og øjet fanges særligt af hyrden i forgrunden: en grov mand, groft malet. Et menneske, der ser et nyt lille menneske. Måske tænker han: ved den lille mon hvilken barsk verden det er han er ankommet til? Måske ser han lyset der breder sig over Marias ansigt og bryst. Måske reflekteres lyset også ud på ham selv. I hvert fald hæver han armen. Ikke for at slå, ikke for at værge for sig, men af forundring.

Og det er der god grund til. For historien her er den allermest forunderlige i hele verden: at Gud, himlens og jordens skaber, den magt, der er bag alt i universet fra de mindste atomdele til de største galakser – at Gud blev menneske. At Gud ville dele dette sære svære, forunderlige og forfærdelige menneskeliv med os.

Det var det ikke til at forstå for hyrderne, selvom de nok mærkede, at der var noget uendelig værdifuldt på færde i den kærlighed mellem mor og barn, de var vidne til. Det er ikke til at forstå for os, der står og ser på Arne Haugen Sørensens maleri. Men vi kan lade lyset fra den store fortælling og ikke mindst lyset fra ”en ny begyndelse” falde på os og i det lys genkende hinanden som medmennesker.

Peter Fischer-Møller