Seneste nyheder
Nyheder
Billede af julekrybbe

Biskoppens prædiken til juledag

Læs Peter Fischer-Møllers prædiken til juledag 2020  


Evangelieteksten 
Luk. 2, 1-14

Prædiken
Rigtig meget handler lige nu om corona-virus.

Om smittetal og kontakttal og smitteprocenter, som takket være de seneste restriktioner har stabiliseret sig. Om presset på sygehusvæsnet. Om dem, der rammest hårdest, om dem der bliver så syge, at de dør af corona-infektionen, om dem der mister deres nærmeste og kæreste. Om de mest sårbare, som må isolere sig for ikke at blive smittet, om plejehjemsbeboere, som kun kan få ganske få besøg. Om lukkede virksomheder og lukkede forretninger, om bekymringer for fremtiden. Og om, at corona-udfordringerne er endnu større i mange andre lande og særligt i den fattigste del af verden. Og om vaccinen, der nu kommer til landet, og som vi håber, kan give os en mere almindelig hverdag igen.

Oven i dette kom så sundhedsstyrelsens meldinger lillejuleaften, som gjorde det nødvendigt at aflyse julens planlagte gudstjenester.

Corona fylder meget i medierne og i vores tanker.

Men corona må ikke fylde det hele. For der er noget, der er endnu vigtigere for os hver især og for os alle sammen. Og det er livet her på vores lille grønne og blå planet, det er det liv, vi som mennesker har fået betroet af Gud, og det ansvar vi har fået for at tage vare på planeten og hinanden. Det er den kærlighed, som bærer os tværs igennem det hele.

Det er netop det, julen handler om. Det er netop det, julen vil åbne vores øjne og ører og hjerter for. At det er kærligheden, der bærer vores liv.

Julemorgen viste Gud verden sin kærlighed.

Vi kan høre hans hjerte slå i et nyfødt lille barn i en stald i Betlehem.

Evangeliet er, at det hjerte også banker for os.

At gennem barnets øjne ser Gud på os. Og vi kan se på hans øjne, at han holder af os.

For barnet er kærligheden ikke så meget noget, man tænker over, som noget man lever ud fra - eller som man savner. Jo ældre man bliver, desto mere opdager man, at kærligheden er det bærende i vores liv. Der, hvor der er nogen, der holder af os, som vi er, der hvor vi selv holder af andre, der har livet mening. Det er ikke noget, vi selv skaber, det er noget, der åbner sig for os, det er et livsrum, vi får lov at træde ind i, og hvor vi får kræfter til at bære selv de tungeste byrder. Mon ikke vi alle sammen har oplevet - i hvert fald glimt - af det her. Men vi kender nok også til, at kærligheden er skrøbelig i vore hænder. Vi kommer så let til at svigte og overse hinanden, også dem vi holder af, vi slår skår i kærligheden, og nogle gange taber vi den helt på gulvet. Og først når det var for sent, opdagede vi, hvad det var, vi havde sat over styr.

Jeg er overbevist om, at alle mennesker har en længsel efter at være set og accepteret og elsket, som dem, vi er. Vi oplever i glimt at være det. Men en stor del af vores tid har en anden overskrift. Den handler om at kæmpe for en plads i solen, at til­tvinge os opmærksomhed, at leve op til det, vi tror, andre mennesker forventer af os.

Juleevangeliet fortæller os, at Gud blev et menneske som os, at også for ham er kærligheden det bærende og afgørende. Det er ham ikke nok som himlens og jordens skaber, som en kejser Augustus af en højere orden, at sidde i sin himmel og kunne styre sin verden. Han holder af sine mennesker. Vi er ikke ligegyldige for ham, han følger med i vores liv, han vil ses og kendes og elskes af os.

Derfor lagde han sin guddommelige majestæt fra sig, og kom os i møde som et menneske.

Om det har den skarpe, dybsindige og til benet realistiske danske filosof, Søren Kierkegaard, skrevet det dejligste lille eventyr: Kongen og blomsterpigen.

Kongen i historien er Gud - sådan som det jo også er tilfældet i mange af Jesu lignelser. Kierkegaards konge forelsker sig i en simpel blomsterpige på torvet i kongens by.

Hver dag sørgede han for, at han under turen gennem byen kom forbi torvet og pigens blomsterbod for at få et glimt af hende. En dag bliver han klar over, at han elsker hende, og at han ikke kan leve uden hende. Men hvordan skal han gribe det an? For han er jo konge, og hun kun en simpel blomsterpige. Skal han komme i guldkaret trukket af seks ædle heste? Med hornorkester og marcherende soldater? Skal han stoppe op ved blomsterpigen og rulle den røde løber ud? Nej, det opgiver han. For vel vil pigen blive imponeret, men det er nu engang ikke det samme som at holde af.

Skal han i stedet overøse hende med gaver, forære hende guldkareten og hornorkesteret, smykker og brokadestoffer? Taknemmelig ville hun uden tvivl blive, men vil hun elske ham? Det er jo ikke hendes beundring eller hendes taknemmelighed, han længes efter, men det, at hun vil elske ham, som han hende. Han drømmer om ligeværdighed, om det at kende og acceptere, det at være på bølge­længde, det at vælge hinanden, det at godtage hinanden, det at elske hinanden.

Og da ved kongen, hvad han må gøre. Han forlader sit slot ad bagdøren, forklædt som tigger. For kun når han møder hende sådan, som en af hendes egne, som et ligeværdigt menneske, ansigt til ansigt, åbnes muligheden for, at hun frit kan gengælde hans kærlig­hed.

Sådan en kærlighedshistorie er det, vi er vidne til her i julen. Gud valgte at forlade sin himmel og klæde sig i menneskeskikkelse for at være som en af os, for at kunne se os i øjnene, for at kunne høre at han - som vi - har et hjerte, der slår.

Han kunne være kommet med eksploderende stjerner. Han kunne være kommet ned fra himlen på en vældig trappe af solens stråler. Men han, som har hele verden i sin hånd, han for hvem den stormægtige kejser Augustus ikke er andet end en myre i en afkrog af universet, han valgte en anden forklædning. Han kom i skikkelse af et lille barn, et fattigmandsbarn, født under forhold så simple, at selv de foragtede hyrder kunne opfatte ham som en af deres egne.

Det begyndte i stalden, og det fortsatte i det spor. Han kom til vores verden som en fattig ydmyg outsi­der, fordi han ikke ville, at en eneste af os skulle føle sig mindreværdig og udenfor sammen med ham.

Han kom til verden, fordi han holder af os, fordi han ville vinde vores kærlighed, fordi han ikke kan leve uden os. Tænk, at Himlens Gud ser sådan på os, som barnet ser på Maria og Josef her juledag. Som barnet, der er afhængig af deres omsorg og pleje for at leve. Sådan - fortæller juleevangeliet os - er det af­gørende for Gud at møde vores kærlig­hed. Han var faktisk helt bogstaveligt parat til at dø for den kærligheds skyld.

Han gjorde det.

Han ville ikke opgive sin kærlighed, selv ikke da magthaverne syntes, at nu havde han lavet uorden nok ved at bryde alle de skel mellem mennesker ned, som de så flittigt havde stillet og og vedligeholdt for at få lidt orden på foretagendet, da de tog ham til fange og fik folket til i skuffelse at vende sig fra ham, da hans nærmeste lod ham i stikken og flygtede, selv da slap han ikke den kærlighed, han havde viet sit liv til.

Det, er det stadig lige ubegribelige, vi får at høre her til jul: At Gud virkelig elsker os, som vi er. Ikke som i Peters jul: Kun de søde og artige, men hver eneste af os, som jo altså ikke er så søde og artige, som vi gerne vil bilde os selv ind eller have de andre til at tro på, at vi er.

Vi skal ikke lave os om for at være værdige til at møde ham, vi skal ikke først love bod og bedring, før han vil have med os at gøre og tænde lysene på vores juletræ. Gud elsker os med en kærlighed så åben og sårbar som vores egen, han kommer til os i et menne­skes skikkelse med den risiko, at vi vender ham ryggen, at vi trækker på skuldrene og siger, at den slags eventyr kan vi prøve at binde småbørn og tosser på ærmet, at det her, har vi virkelig ikke tid til, for der er så meget andet, der presser sig på denne jul – corona for eksempel.

Han kommer til os som et menneske, fordi det er den eneste måde, han kan nå vore hjerter.

Vi kæmper med vores liv, med planer og projekter og bekymringer, om vi duer, om vi kan lykkes, om livet kan blive, som vi drømmer om det. Vi kæmper med coronaen og den helt nødvendige grønne omstilling og alle de andre store udfordringer, vi som samfund og som mennesker i verden står overfor. Og ikke mindst kæmper vi med den kærlighed, som bærer os i hverdagen, den kærlighed som kaster lys over vores liv, som giver og håb og retning i dagligdagen. Sådan er det med os og vores skrøbelige kærlighed. Ind imellem bæres vi af den. Ofte forsømmer vi den. Nogle gange går den helt i stykker for os.

Derfor er julens budskab så vigtigt – også selvom vi i år på grund af corona, ikke kan samles om det i kirkerne og synge det ind i sind og hjerter på os selv og hinanden. Vi har så meget brug for at høre englenes budskab om, hvordan Guds kærlighed viste sig for verden i barnet fra Betlehem. En kærlighed, der holdt til mere end vores, en kærlighed, der bærer os, også når vi svigter, en kærlighed, der er parat til at tilgive og lade os begynde på en frisk.

Ingen af os skal herefter nogensinde kunne sige, at vi ikke er elsket af nogen. Det var, hvad Gud ville sige os, da han kom til verden.

Det kan vi ønske hinanden en glædelig jul på.

Amen