Seneste nyheder
Nyheder

Biskoppens prædiken Skærtorsdag

Peter Fischer-Møller fortæller om et måltid i Libanon tidligere på måneden, der gjorde indtryk - på godt og ondt.

UDDRAG FRA PRÆDIKENEN (link til hele prædikenen her).

... Jeg sad jeg i Beirut omkring et spisebord sammen med en gruppe mennesker fra Syrien. De deltog i en workshop, som var arrangeret af Danmission og en af vores lokale samarbejdspartnere. De var taget fra det borgerkrigshærgede Syrien for at få inspiration til, hvordan de kunne være med til at genopbygge deres ødelagte land, hvordan de kunne hjælpe de mange forældreløse børn og de mange gamle, hvis familier er omkommet eller flygtet under borgerkrigen. 

Vi havde været med til et par timers undervisning, og nu sad vi så omkring frokostbordet, som bestod af en masse små retter fulde af farve, smag og struktur – mezze kalder libaneserne det – hummus, krydrede pølser, tabboleh, små blæksprutter, salater og en slags fladbrød – alt sammen til deling. 

Det er bare at række til og hjælpe de andre ved bordet til det, de har mest lyst til. Det at række de små retter til hinanden fik gang i samtalen, som så hurtigt kom til at handle om hvor svært det stadig er i Syrien, selvom der nu de fleste steder ikke længere er krigshandlinger, og om de håb de midt i alt det svære havde for fremtiden. 

Hvorfor er du ikke flygtet, spurgte jeg en kvinde fra Hamma. Fordi jeg elsker Hamma svarede hun. Og fortalte om det hjælpearbejde for forældreløse børn, hun var i gang med. 

Hver havde sine historier og sine drømme, som blev delt, mens vi delte de gode små retter med hinanden. 

Det var dejlig mad. Det har vi brug for, fordi vi er mennesker af kød og blod. Vi har brug for næring og vi nyder velsmag. Men det som gjorde det her måltid til noget helt særligt var samværet og samtalen. Det at dele erfaringer og tanker og drømme og håb med hinanden. Et opløftende måltid var det, men samtidig vidste vi også, at der blandt de 30 deltagere ganske sikkert var et par stykker, som havde til opgave at melde tilbage det præsident Assads brutale regime i Syrien, og at det derfor kunne få konsekvenser for de øvrige deltagere, hvis de var for åbenmundede. 

Ikke noget at sige til, at en muslimsk kvinde ikke ønskede at stille op til den fælles fotografering, og på tomandshånd fortalte mig om sine kristne venner i Aleppo og om de konflikter der ulmede forskellige grupper imellem, og som hun frygtede igen kunne føre til voldelige sammenstød.

Vi havde ikke mødt de 30 syriske aktivister før. Vi havde kun været sammen et par timer. Vi var fremmede, men vi blev mødt med venlighed og tillid, og måltidet blev et lille glimt af lys og håb midt i en plaget region.

LÆS HELE PRÆDIKENEN HER.