Seneste nyheder
Nyheder

Biskoppens påskeprædiken: Det ender godt!

Påskedag prædikede biskop Peter Fischer-Møller i Niløse Kirke. Læs hans prædiken her


Prædikentekst, påskedag 2021: Markusevangeliet kapitel 16, vers 1-8

Salmer: DDS 236, 218  og 234

Det ender godt!

Det var Johannes Møllehaves sammenfatning af det kristne evangelium i en interviewbog, der udkom for nogle år siden. Det var hans påskebudskab til alle, der gad høre på det: Det ender godt!

Synes I det lyder lidt for let?

Er det sådan en gang virkelighedsfjern optimisme?

Er det en måde at gøre kirke og kristendom mere spiselig for en ung generation, som ikke gider høre om synd og død og helveds plage?

Nej. Vi ved kun alt for godt, at livet også er svært og bøvlet, lidelsesfuldt og umuligt. Det er netop derfor, vi i den grad, har brug for at høre påskens glædelige budskab: Det ender godt.

De mest tungnemme af os har brug for at gå i kirke mindst en gang om ugen, for at blive mindet om det.

Det ender godt. Det er det budskab, der nu lyser os i møde, når vi går i kirke her i Niløse Kirke. Den opstandne Kristus ser os lige i øjnene, og med en håndbevægelse inviterer han os nærmere og lyser sin velsignelse over os. 

Han er selv den himmelstige, der forbinder jord og himmel, tid og evighed. Han forbinder os med den Gud, som har skabt verden og givet os livet og sået kærligheden i vores hjerter.

Han kalder sig selv vintræet og os for grenene. Han deler sit liv med os i nadverens brød og vin, han er her for os og sammen med os, når vi holder gudstjeneste.

Det ender godt. Det er påskens lysende glædelige budskab til os i dag.

Men det er ikke noget, vi kan sige os selv.

Den opstandne Kristus ser os lige i øjnene

Peter Fischer-Møller

Det kunne man se her i Niløse Kirke for to dage siden, da altertavlen stod i sin ”sørge position”, da den viste os den korsfæstede mellem de to røvere og den romerske officer ved korsets fod.

Påskens drama, som vi har kunnet følge det den sidste uge, er til benet realistisk. Utroligt er det, at disciplene havde mod til at fortælle om, hvor galt det gik – også for dem selv.

Det var rigtig nok begyndt godt. De havde mødt en tømrersøn fra Nazareth, en omvandrende prædikant, som med sine ord og sine handlinger, med den afslørende, tilgivende og livgivende kærlighed, han mødte dem med, havde kaldt på dem og kaldt det bedste frem i dem. Og sammen med ham havde livet åbnet sig for dem. De havde troet, at det her var begyndelsen på det Guds rige, deres folk havde drømt om i generationer. Men det var ikke alle, der var lige begejstrede. For den måde Jesus var der med sin opmærksomhed og kærlighed for enhver på tværs af alle samfundets grænser, det truede systemerne.

Påskens drama udfolder, hvor galt det kan gå her i verden.

Peter Fischer-Møller

Modstanden var vokset, og de var selv blevet bange. En forrådte ham, en anden nægtede at kende til ham, og resten stak af, da han blev taget til fange, dømt og henrettet som oprører og gudsbespotter.

Påskens drama udfolder, hvor galt det kan gå her i verden.

Hvor sårbart og skrøbeligt livet er, hvordan kærlighed og sandhed kan blive trådt under fode af magthaverne. Hvor let vi selv kommer til at fejle og svigte.

Vi kan genkende det i dagens nyhedsstrøm. Borgerkrigen, der bliver ved i Syrien, udbredt sult på grund af klimaforandringer i Sydsudan, regimer i Myanmar og Hong Kong, der undertrykker deres befolkninger. En corona-pandemi, som fortsat verden over dagligt koster tusindvis af liv. Hver kan vi fortælle vores historie om det, som er tungt og svært og værre end det.

Og det er så her, vi kan slå følge med kvinderne i daggryet påskemorgen. På vej ud til graven for at salve den døde og græde over det, de troede, de for altid havde mistet.

De havde ingen forestilling om, at noget nu kunne ende godt. De havde kun sorgen og savnet og deres knuste håb og drømme.

Men der skete der noget forunderligt og gådefuldt den morgen ved graven. Det er stadig et mysterium. De tre kvinder blev mødt af et overvældende syn, som først gjorde dem bange og tavse. For hvem i alverden ville tro på dem, når de fortalte om den meget store sten, der var væltet væk, om den tomme grav og mødet med en lysende skikkelse, der talte om opstandelse og nyt liv. Men de kunne ikke bare holde det for sig selv. Det var for stort. Og englen havde jo også sagt, at de skulle fortælle det videre.

Så det gjorde de. Og de selv og disciplene opdagede, at det englen havde sagt, var sandt. Så ubegribeligt det end var, så var Jesus virkelig opstået, og han var hos dem. Han kom til dem med trøstende ord, med håb og med nyt livsmod. I troen på ham blev de den første kristne menighed, som brugte resten af deres liv på at bære hans budskab videre: Det ender godt!

Når vi bliver mindet om det, kan vi også i glimt få øje på det. I foråret, der lige nu folder sig ud med påskeliljer og lærkesang. Og i livet med hinanden.

Jeg husker enken, hvis mand havde hængt sig, men ingen måtte vide, hvordan manden var kommet af dage. Hun var så grå og forknyt af at bære det alene.

Peter Fischer-Møller

Jeg har nu været præst i 37 år, og dér tror jeg, jeg har set en hel del glimt af opstandelseslyset.

Jeg husker en barnebegravelse. De knuste forældre. Den lille hvide kiste. Den skygge dødsfaldet kastede over hele familien. Men nogle år efter, da familiens ældste datter bar sit barn til dåben, vendte livet og glæden tilbage. Og efter dåben blev der sat en kæmpe buket blomster på den lille døde morbrors grav.

Jeg husker enken, hvis mand havde hængt sig, men ingen måtte vide, hvordan manden var kommet af dage. Hun var så grå og forknyt af at bære det alene. Og så en dag fik hun modet til at tale om det, der var sket, og farven kom tilbage i kinderne, underfuldt genvandt hun livsmodet og livsglæden.

Og et af de første par, jeg viede. De var begge skilsmissebørn og ville så gerne have det til at lykkes. Men efter et par år, hvor de havde fået et par børn, blev de skilt. Det var rigtig svært. Men så en dag 10 år senere stod de på præstegårdens dørtærskel. De havde fundet hinanden igen, og nu ville de gerne giftes med hinanden i kirken for anden gang.

For mig er det opstandelser midt i livet. Med forældrenes sorg og enkens fortvivlelse og skilsmissens kludder, er vi inde i et mørke i tilværelsen, vi ikke selv kan se igennem. Vi kan være der for hinanden, og det skal vi. Men vi kan ikke få hverken sorgen eller fortvivlelsen eller bruddet til at gå væk. Det er som om, der er en stor sten, der spærrer.

Som i Markus’ påskeevangelium, vi hørte før. Der skulle en stor hånd til at vælte den sten fra indgangen til graven. Det er den hånd, vi mærker, når tunge sten falder fra vores hjerter. Når vi uden rigtig at forstå det, løftes ud af sorgen og mismodet og de fastlåste konflikter og oplever, at livet vender tilbage.

Det ender godt. Det er påskeevangeliet til os i dag.

Det er ikke noget, vi kan sige os selv.

For det er et budskab på trods. På trods af alt det meget svære og mørke, tilværelsen og vi selv rummer.

Guds kærlighed i den korsfæstede og opstandnes ansigt lyser os i møde her i Niløse kirke i dag for at kalde troen frem og give håbet og kærligheden plads i vores liv med hinanden.

Det ender godt!

Glædelig påske