Seneste nyheder
Nyheder

Biskoppen rejser til Madagaskar

I uge 41 og 42 vil biskop Peter Fischer-Møller nærmest befinde sig så langt fra bispekontoret i palæet i Roskilde, som han overhovedet kan. I rollen som formand for Danmissions bestyrelse, vil han nemlig for syvende år i træk være ude at besøge et af de områder, hvor Danmission arbejder - og denne gang går turen til Madagaskar.

Tekst og billede af Jørgen Michael Rasmussen

Madagaskar er et af verdens mest fattigste lande og turen er netop planlagt til nu, da vejret på denne årstid er tørt og imødekommende i landet. I regnsæsonen kan det være yderst problematisk overhovedet at komme rundt i landet, da der næsten kun findes grusveje.

I Madagasker er henad halvdelen af landets befolkning kristne – enten protestanter eller katolikker – en lille del er muslimer og en del dyrker stadig en afart af den oprindelige forfaderdyrkelse fra området. Den kristne menighed i landet er hurtigt voksende. Den er teologisk konservativ, men har også enkelte elementer af gamle traditioner fra den lokale kultur indarbejdet.

Danmission har en lang række projekter i landet. Man støtter aktivt opbygningen af nye menigheder og lokalt missionsarbejde. Man arbejder med fattigdomsbekæmpelse. Man arbejder med teologisk uddannelse. Man arbejder med skovplantnings-projekter. Og man har fokus på religionsdialog, især i områder, hvor der også bor mange muslimer.

Adspurgt om, hvad han forventer at få med hjem fra turen, så siger biskop Peter Fischer-Møller, at han, udover at få et indgående indtryk af Danmissions arbejde i området, er sikker på, at han får en masse ny inspiration med hjem: ”Kristendommen lever af at blive delt, og mission er en gensidig proces, hvor vi kan få nye ideer og tanker med hjem i posen om, hvordan evangeliet også kan formidles. Formidling af kristendom tager sin egen skikkelse forskellige steder i verden, og vi kan alle lære af hinanden.”