Seneste nyheder
Nyheder

Biskoppen på Stiftsdagen: Jagten på det unikke bærer skuffelsen i sig

Peter Fischer-Møller talte under sin prædiken i domkirken imod tidens trang til det unikke. Læs prædiken.

Prædiken af biskop Peter Fischer-Møller, Roskilde Domkirke, 30. marts.  

Gud lad os leve af dit ord som dagligt brød for denne jord. Amen

Er der musik i et rugbrød? Har bagning og salmesang noget med hinanden at gøre? Og hvad er det for et budskab, der klinger i luften, når Jesus, som vi hørte det før siger: ”Jeg er livets brød”?

Lad os begynde med det almindelige brød, rugbrødet.

For 40 år siden fik jeg en rugbrødssurdej af en kammerat. På opskriften, der fulgte med skrev han, at surdejen kom fra Færøerne og var 90 år gammel. Nu har den så rundet de 130 år. En antikvitet. Men ikke parat til at komme i glas og ramme på et museum endnu.

En gang om måneden bliver den æltet sammen med 2 liter vand, 3 spiseskefulde salt, 2 kilo økologisk rugmel og 1 kilo rugkerner, og i løbet af et døgns gæring og 2 timers bagning har den forvandlet melet til 3 nybagte rugbrød.

Det er helt almindeligt. Basalt men ikke banalt. Det er nærende og godt. Vi bliver ikke trætte af det. Det er som en gave hver gang det kommer ud af ovnen. Jeg tænker med taknemmelighed på den færøske kone, der i sin tid lagde surdejen, på min gode ven, som gav mig den. Jeg glæder mig over, at nogle af dem, jeg i tidens løb har givet aflæggere af surdejen også bager på den. Det er godt at vide, hvis jeg en dag skulle glemme selv at få taget en surdej fra inden bagningen.

Brød har været basal næring i de fleste kulturer i årtusinder. Brødet sikrer vores overlevelse. Brød er godt og nærende. Nybagt rugbrød er rigtig godt.

Men mennesket lever ikke af brød alene.

I Danmark er der ikke mange, der savner det daglige brød, ikke mange, der må gå sultne i seng.

Men der er mange, der hungrer efter at finde retning og mening i deres liv. Der drømmer om at finde deres livs melodi. Eller måske rettere: at ramme deres egen helt unikke tone.

Vi ser det afspejlet i reklamernes lokkende budskaber om de helt specielle, enestående oplevelser.

Vi går efter suset. Tiden er til ekstremsport. Det er ikke nok at opleve den store natur ved at vandre i bjergene. Nej man skal kaste sig ud med drage fra stejle klipper eller bestige Mount Everest og helst uden ekstra ilt.

Vi hungrer efter at finde retning og mening i tilværelsen.

Vi prøver at købe os til det, at konkurrere os til det, at arbejde os til det – det helt specielle, enestående.

Vi får dannet os en forestilling om at vi er vores egen lykkes smed, om lykken som noget der vinker et sted forude, hvis vi er heldige eller dygtige nok. Om lykken som lukker nogle inde og andre ude. Det er hårdt for dem, der dømmes ude, dem der ikke får lov at komme med til koncerten. Men også for dem, der når toppen, dem der får plantet flaget på Mount Everest eller hvor det nu er, kan denne drøm om det specielle en høj pris. For er det ikke som om det kun kan gå nedad deroppefra? Og var det nu virkelig lykken man mødte deroppe?

Sådan bærer den ensomme jagt på det unikke tit en skuffelse i sig, og med skuffelsen følger den gamle umulige og fortegnede drøm om de gode gamle dage, hvor alting hang bedre sammen end nu.

Og her kan vi så slå følgeskab med de gamle israelitter, vi hørte om i den gammeltestamentlige læsning.

I husker måske forhistorien om, hvordan israelitterne først var blevet inviteret som gæster til Ægypten, men med tiden var sunket ned til at blive en slags slavearbejdere.

Moses havde af Gud fået overdraget den opgave at føre israelitterne ud af det ægyptiske slaveri og ind i det forjættede land. Kong Farao var ikke meget for at give slip på den arbejdskraft, han havde hårdt brug for til sine pyramider, og hvad han nu ellers gik og byggede af drømmeslotte, men efter at i alt 10 plager havde hærget landet gav han til sidst Moses og hans folk lov til at rejse.

Folket havde i generationer sukket under elendigheden og ufriheden i Ægypten, men ikke så snart var de kommet over Det Røde Hav og på vej mod den fremtid, de havde drømt om, før de begyndte at klage over kosten. På vejen gennem ørkenen sultede og tørstede de, og de klagede deres nød til Moses. Hvorfor førte du os herud? spurgte de. For at vi skulle dø af sult og tørst? Hvad er meningen?

Havde vi det i virkeligheden ikke bedre i Ægypten? Der kunne vi da i det mindste spise os mætte!

Så var det at Gud forbarmede sig over de utaknemmelige og utålmodige og lod mannaen dale ned fra himlen - og på en sådan måde, at det ikke nyttede at skrabe til sig og opbygge lagre, for så rådnede det bare. Men hver morgen lå det der udenfor teltene, lige præcis nok til en dag. Sådan skulle israelitterne mærke Guds gavmildhed, at der var nok til alle, når de var parat til at dele med hinanden, ast Gud ikke havde glemt dem, at det var Gud der ledte dem frem mod det forjættede land.

Se den historie kendte ethvert barn i Israel på Jesu tid. Og den historie dukkede af sig selv op i folks tanker, da der efterhånden var blevet så stor opmærksomhed omkring det Jesus sagde og gjorde, at tusindvis af mennesker var fulgt efter ham ud i de øde områder ved Genesareth sø – og han så derude, hvor folk var langt hjemmefra og var begyndt at blive sultne – da han derude delte 2 fisk og fem brød og sendte disciplene rundt med det beskedne måltid, og de oplevede, at der blev nok til alle.

Det var utvivlsomt herligt for folk at blive mætte. Det var også ganske spændende at være med til sådan en helt speciel og ret mærkelig begivenhed. Men det var ikke kun mæthed og sensationsbegejstring, der tændte folk. Det var også den gamle drøm om at blive ført af Gud til det forjættede land, til livet og lykken.

Derfor var det, de opsøgte Jesus igen. Derfor var det folk ville gøre ham til konge. De opfattede ham som en ny Moses, og de ville gerne ledes væk fra den kedelige og besværlige hverdag og frem mod det store og helt specielle, Guds rige.

Det er her vi møder Jesus i dag. Han siger til os: ”Det er her allerede! Jeg er her som livets brød for jer. Som den, der her midt i jeres almindelige og besværlige hverdag åbner døren til Guds rige for jer – sammen. I skal ikke ledes et andet sted hen for at komme dertil. I skal ikke fortjene jer vej til det eller konkurrere jer vej til det. I skal ikke skubbe til andre for selv at få plads og komme frem, for det er her allerede, midt iblandt jer. I skal ikke gøre andet end at tro på det budskab om Guds grænseløse og betingelsesløse kærlighed, som jeg bærer med mig. Tro på, at Gud synes, at du duer som du er på trods af alt det kludder du ind imellem får lavet i dit eget og andre menneskers liv.” Lad det være jeres livs grundtone.

Og I tænker måske: det har vi hørt præster sige mange gange før. Kan du ikke komme med noget andet end gamle gentagelser! Kan du ikke spille en lidt mere original og medrivende melodi?

Som en læge ved et selskab sagde det til mig forleden. Bliver det ikke lidt trættende i længden, sådan et vende bunken af prædikener hvert andet år og begynde forfra?

Jeg svarede ham: Hvad synes du selv. Bliver det kedeligt hver morgen at stå op og tage fat på en ny dag. Bliver det trivielt at sætte kaffen over og mærke duften brede sig i huset. Er det ensformigt at møde de samme gamle (og unge) patienter og prøve at hjælpe dem med de samme gamle sygdomme? Er det trist at sætte tænderne i et godt stykke 125 år gammelt rugbrød til frokost? Hvad siger I – bliver I trætte af at synge Den signede dag, som I helt sikkert har sunget 117 gange før?

Det vi får her i kirken er ikke en smutvej til helt specielle nye og enestående oplevelser, det vi får er ikke svaret på livets gåde og en billet til et paradis et andet sted. Nej, her i kirken får vi lov at spejle vores almindelige dagligliv i de gamle bibelhistorier og i Jesu ord og gerninger, i beretningen om hans liv og død og opstandelse. Vi hører ham sige ”Jeg er livets brød”, jeg er her for dig midt i din hverdag. Jeg er Guds kærligheds nærvær midt i det helt almindelige.

Sådan hører jeg evangeliet i dag.

Jesus er livets brød. Vi har brug for brød.

Den jord Gud har betroet os er rig nok til at sikre brød til alle, hvis vi er parate til at dele med hinanden. Det skal vi øve os på og blive bedre til.

Samtidig og undervejs sker det midt i den almindelige hverdag, hvor vi deler liv og brød med hinanden, at Jesus åbner en sprække. Han siger: ”Tro på mig og min kærlighed. Lad den tro gennemsyre dit liv. Lad den tro være grundtonen i din tilværelse. I den er Guds rige på færde.”

Det er her allerede brudstykkevis.

Som kærtegn fra din kone, et gækkebrev fra din nevø, et smil fra den tyrkiske grønthandler, en buket anemoner på morgenbordet. Toner der føjer sig sammen og bliver til brudstykker af en ny melodi. En god humpel rugbrød. Det samme gamle rugbrød, og alligevel nyt og godt hver gang. Ikke til at blive træt af. Amen.