Seneste nyheder
Nyheder

15 imamer på besøg i domkirken

Biskop Peter Fischer-Møller har netop haft besøg af 15 tyrkiske imamer – alle fra Sjælland - til kaffe, religionsdialog og rundvisning i domkirken


Af Sidsel Drengsgaard

”Det er ikke hver dag, man får mulighed for at stå foran altertavlen i Roskilde Domkirke sammen med 15 imamer og dér udfolde julens fortælling om, hvordan Gud blev menneske. Og påskens drama med Jesu lidelse, død og opstandelse,” siger biskop Peter Fischer-Møller.

Men det fik han lov til i sidste uge, hvor han havde besøg af 15 tyrkiske imamer fra Sjælland, heriblandt den danske leder af det muslimske netværk Diyanet, som er knyttet til den tyrkiske ambassade. Imamerne var samlet på et kursus og havde i den forbindelse kontaktet biskoppen, fordi, de gerne ville møde ham og se domkirken. 

Den vigtige dialog
”Jeg glæder mig over lejligheder som disse, hvor vi kan mødes og drøfte religion og medborgerskab uden at lægge skjul på de religiøse forskelle mellem kristendom og islam,” siger Peter Fischer-Møller.

Som tak for værtskab, kaffe og dialog modtog biskoppen et lille maleri af et tyrkisk tegn, der betyder ’ingenting’.

Biskoppen forklarer, at tegnet spiller en vigtig rolle i den tyrkisk-muslimske mystik knyttet til sufismen, og at det derfor er et maleri, der kalder mennesket til at slippe sig selv og sin optagethed af alt det, man selv vil, for i stedet at give plads for Gud og det liv, han hver dag skænker os. 

”Jeg takkede og sagde, at jeg gerne ville supplere billedet af ’ingenting’ med et billede af ’alting’, fordi, det også er vigtigt at huske, at verden og alt levende er skabt af Gud, og derfor er værdifuldt. Og at vi som mennesker er skabt i Guds billede med den opgave at værne om Guds hele skaberværk og dets mangfoldighed,” runder Peter Fischer-Møller af. 

 

Peter Fischer-Møller viser rundt i domkirken, da han har besøg af 15 tyrkiske imamer, der alle virker på Sjælland. Her foran Margrethe den førstes grav. Biskoppen glæder sig over lejligheder som disse, hvor man kan mødes og drøfte religion og medborgerskab uden at lægge skjul på de religiøse forskelle mellem kristendom og islam.