PRÆSTENS ORD
Nyheder

Provsterne kort

Stiftets provster har fået til opgave at vælge et stykke fra Bibelen, der siger dem noget særligt om den tid, vi lever i nu. De har fået 750 tegn til at kommentere bibelstykket. Her peger Ulla Thorbjørn Hansen fra Slagelse Provsti på beretningen om helbredelsen af 10 spedalske, Lukasevangeliet, kap. 17. 

Ulla Thorbjørn Hansen:

Krise og sygdom gør, at vi - som samfund og som individer - erkender, at vi er i nød og har brug for hjælp. Nogle gange er krisen og sygdommen så alvorlig - son nu med covid19 - at man mærker, at man er udsat og bliver sat uden for fællesskaberne. Man bliver isoleret næsten som de 10 spedalske, der måtte stå på (sundhedsmæssig forsvarlig) afstand og råbe om hjælp.

Jesus helbreder dem, de bliver alle sendt til templet for at blive anerkendt og genoptaget i fællesskabet. Men kun én af dem vælger at vende tilbage til Jesus og sige tak.

Hvad skete der med de andre? Glemte de, at de lige før var udsatte, at livet var skrøbeligt, at de ikke havde magt over livet? Og at de nu havde al god grund til at være taknemmelige over for Jesus?

Hvad fortæller det mig? At Gud ønsker fællesskab med os. Og at glemsomhed fører til utaknemmelighed, og utaknemmelighed er lig med afstand til Gud. Det er vigtigt at holde sig for øje, også når det fælles mareridt er slut.

 

Lukasevangeliet, kap. 17:

Under sin vandring mod Jerusalem fulgte han grænsen mellem Samaria og Galilæa. Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham og råbte: 

 

»Jesus, Mester, forbarm dig over os!«  

 

Da han så dem, sagde han: 

 

»Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!« 

 

Og mens de var på vej derhen, blev de rene. Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. Jesus spurgte: 

 

»Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni?  Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?«  

 

Og han sagde til ham: 

 

»Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.«