OPTAKT: Ugens prædiken
Nyheder

Midfaste søndag

Af Karen Marie Bøggild, Sct. Peders Kirke, Næstved.

Hvad er den vigtigste sætning i prædikenen?

Du er elsket og tilgivet alligevel.

Hvorfor er den det?

Vi har så travlt med at gøre alt det rigtige og får samtidig uafladeligt tudet ørene fulde af, hvordan vi skal leve på den rigtige måde. Men i evangeliet møder vi også en anden virkelighed, som er ganske befriende, når man tænker over det.

Hvordan vil du på den baggrund gribe prædikenen an?

Man kan vist roligt sige, at vi er helt utroligt fokuserede på mad og på sundhed i vore dage. Vi mangler ingen pjecer eller gode råd om, hvordan vi skal spise, fra hverken fra Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen, Sundhedsstyrelsen, Madmagasinet eller de mange TV-kokke, der for tiden hitter på skærmen. Eller hvor det nu ellers er, vi får vores gode råd og velmente formaninger fra.

Jeg remser op: 600 g. grøntsager om dagen, økologiske naturligvis og kun 110 gram kød, helst lyst kød, 2 l vand heraf en ½ l med i håndtasken, ikke for meget kaffe og the’en skal helt være grøn, begynd dagen med 2 glas vand før morgenmaden og spist helst kun frugt indtil frokost. Skær ned på alkohol, men husk alligevel et glas rødvin engang imellem. Husk at tage trappen og sørg for at bevæge dig 30 min. om dagen. Støvsugning og vasketøjet tæller heldigvis med. Jeg kunne blive ved med chokoladen, tarmskylningerne, parabenerne, cigaretterne og meget mere.

Fastetiden stiller skarpt på maden, og på besynderlig vis falder fastetiden sammen med den tid på året, hvor mange i forvejen overvejer slankekure og kostomlægninger, og hvor motionscentrene har kronede dage med masseindmeldelser.

Men nutidens faste handler mere om mig end om, at den er til Guds ære. Sundhedritualiseringen af vores hverdag har let og elegant flyttet vores fokus fra vores næste og nabo til os selv som centrum i vores eget liv og skaber, hvad man måske kan frygte en sand overbelastning af ”jeg’et”s betydning.

Midfaste søndags tekster handler også om mad - så meget, at var man virkelig fastende, ville det være en hård dag at gå i kirke på. Vi er midt mellem 1. søndag i fasten, hvor Jesus bliver fristet af Djævelen, efter han har fastet i fyrre dag og Skærtorsdag, hvor nadveren indstiftes. Vi hører både om manna i ørkenen og bespisningen af de 5000 med den lille drengs fem bygbrød og to fisk.

Men hvor nutidens fasteritualer altså har ”Jeg-et” i centrum, foregår der en omvendt centrifugalkraft i søndagens tekster. De handler ikke om, hvad jeg kan få og opnå, om sundhedsfremmende virkemidler og en måde at udskyde døden på. De handler om at få noget givet- udefra- fra Gud, fra Jesus. De handler om overflod og gavmildhed og om, at vi får givet Guds kærlighed for intet. Vejen til evigt liv gives os som en gave, vi hverken kan eller skal gøre os fortjent til, og som vi ikke skal knokle os til igennem gode gerninger. Vejen til tilgivelse og syndernes forladelse, som vi møder i nadveren i højmessen, kan vi blot ydmygt falde på knæ og modtage sammen. Og her kan vi alle være med uanset, om vi har fået vores 30 minutters motion i dag eller om vi kom til at tage en smøg omme bag garagen.

 

TEKSTEN:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Derefter tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge. Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. 

Påsken, jødernes fest, var nær. Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip: 

»Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?« 

Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre. Filip svarede ham: 

»Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver.« 

En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham: 

»Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?« 

Jesus sagde: 

»Få folk til at sætte sig.« 

Der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem tusind. Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have. Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple: 

»Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.« 

Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker af de fem bygbrød, som var tilovers efter dem, der havde spist. Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de: 

»Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden.« 

Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene. 

Johannesevangeliet 6,1-15