OPTAKT: Ugens prædiken
Nyheder

2. søndag efter Trinitatis

Af sognepræst Maren Pitter Poulsen, Svinø og Køng sogne

Hvad er den vigtigste sætning i prædikenen?

Den sætning der gentages 2 (3) gange af de forskellige indbudte. ”Jeg beder dig have mig undskyldt.”

Hvorfor er den det?

Det er den sætning der umiddelbart antænder mig denne gang, i mit arbejde med denne prædikentekst. For gør de nu også det?

Temaet vil blive undskyldninger, beklagelser. For mener de det virkelig? Er de virkelig kede af at de ikke kan komme, eller er de bare optaget af deres eget og egentlig ligeglade. Og bruger de blot undskyldningen som en floskel?

Det får mig til at tænke på en oplevelse, jeg havde en gang på et hotel ved Tiberias. En meget, meget varm junidag boede jeg der med mand og to små børn. Det hotel var valgt specifikt, fordi det have pool. 

Ja, nu bliver det profant, men da vi så kommer ned lørdag morgen og vil i, er den ikke åben. Min mand går ind i receptionen og få følgende svar: 

”I am terrible sorry sir” gentaget lidt for mange gange. Det viste sig, at den ikke var åben, fordi livredderen ikke var mødt til tiden. Tiden gik og der kom flere og flere børnefamilier med trang til et svalende dyp. Hver gang vi og andre gik ind, blev man mødt af et:” I am terrible sorry sir” men ingen handling, kompensation eller lignende. Livredderen dukkerede op, 1 ½ time for sent, med tydelige tømmermænd bag solbrillerne efter fredags aftens sabbatsfejring, og tydeligvis ikke i stand til at redde nogen som helst, hvis det skulle være tilfældet.

Siden hen er den sætning gået ind i familien, som noget vi gentager når vi netop får stukket den slags undskyldninger i hovedet. Undskyldninger, der reelt ikke er undskyldninger. Undskyldninger der skriger til himlen, fordi de ikke på nogen måde bliver fuldt op af ægte anger eller forsøg på at finde en anden løsning på det, der undskyldes for.

Hvordan vil du på den baggrund gribe prædikenen an?

Måske jeg vil begynde med den historie om den manglende livredder, eller en anden lignende historie. Og så i øvrigt søge mig ned igennem situationer, hvor undskyldninger er på spil. Prøve at komme frem til, hvorfor vi nogen gange kan acceptere undskyldninger for selv de værste ting, fordi de er dybfølte. Og hvorfor vi anfægtes at den slags ”tomme undskyldninger” for noget, der tilsyneladende blot er en pool, eller i evangeliets tilfælde, en fest blandt mange.

Jeg vil forsøge at grave frem, at det ikke blot er festen, der bliver sagt nej til, men også Gudsriget. Og forsøge at fremtrække den meget menneskelige følelse som huset herre/Gud ender med at lade være gældende for, hvem han så indbyder næste gang.

TEKSTEN:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Jesus sagde: 

»Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Da festen skulle begynde, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: 

Kom, nu er alt rede! Men de gav sig alle som én til at undskylde sig.

 

Den første sagde til ham: 

 

Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. 

 

En anden sagde: 

 

Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. 

 

Og en tredje sagde: 

 

Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme. 

 

Tjeneren kom tilbage og fortalte sin herre dette. Da blev husets herre vred og sagde til tjeneren: 

 

Gå straks ud på byens gader og stræder og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind. 

 

Og tjeneren meldte: 

 

Herre, det er sket, som du befalede, men der er stadig plads. Så sagde herren til tjeneren: 

 

Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt. For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.

« Lukasevangeliet 14,16-24