OPTAKT: Ugens prædiken
Nyheder

22. søndag efter Trinitatis

Af Helle Brink, sognepræst Raklev Kirke

Hvilken sætning i teksten er den vigtigste/mest centrale, mener du?

”Således er det jeres himmelske fars vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.”

Hvorfor er den det?

Jesus indleder med at fremhæve barnet som et forbillede, som vi skal vende os om mod og komme til at ligne. At tage imod et barn i hans navn, er at tage imod Jesus selv.

Derfor har de små og udsatte hans allerstørste opmærksomhed. Det understreges af den dom, der fældes over den, som bringer en af de små til fald.

For Gud gælder det samme; den, der forvilder sig væk fra ham, har det den største betydning at få hjem igen. For ikke en eneste må gå fortabt.

Jeg vil lade et billede fra den gammeltestamentlige læsning lyse ind over evangeliet:

”Glemmer en kvinde sit diende barn?

Glemmer en mor det barn, hun fødte?

Selv om de skulle glemme, glemmer jeg ikke dig.”

 

Hvordan skal prædikenen på den baggrund gribes an?

Jeg spørger mig selv, hvorfor det vigtigt at høre, at jeg aldrig vil blive glemt. Det spørgsmål vil jeg inddrage menigheden i.

Ligger der en grundlæggende angst i os for at blive overset, glemt og dermed gå fortabt?

Måske er det en forklaring på vores trang til manifestere os i vores omverden; enten med karriere og handlinger, ved at binde andre mennesker til os, eller ved at bruge sociale medier til at dokumentere vores liv.

Ind i den angst taler Jesus: Det er Guds vilje, at ikke en eneste skal blive glemt og gå fortabt. For Gud glemmer aldrig sit menneske.

Det er gode ord til det urolige sind; vi må vende os om, for at de får en dybere betydning for os. Vende os fra helst at ville godtgøre vores egen betydning og til at tage imod Guds tilsagn til os som virkeligt og skabende – det kan forvandle os. Det handler om tillid og overgivelse.

 

Teksten

På den tid kom disciplene hen til Jesus og spurgte:

»Hvem er den største i Himmeriget?«

Han kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem og sagde:

»Sandelig siger jeg jer:

Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig.

Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb.

Ve verden for det, der fører til fald. Vel må der komme fald, men ve det menneske, som bliver årsag til fald.

Hvis din hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; du er bedre tjent med at gå lemlæstet eller vanfør ind til livet end med begge hænder eller fødder i behold at kastes i den evige ild.

Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; du er bedre tjent med at gå ind til livet med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvedes ild.

Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer:

Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt. For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte.

Hvad mener I?

Hvis en mand har hundrede får, og ét af dem farer vild, lader han så ikke de nioghalvfems blive i bjergene og går ud og leder efter det vildfarne?

Og lykkes det ham at finde det, sandelig, jeg siger jer, han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, der ikke fór vild.

Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.«

Matthæusevangeliet, kap. 18