OPTAKT: Ugens prædiken
Nyheder

1. søndag efter påske

Af Henriette B W Andersen, Herslev, Gevinge og Kornerup

Hvad er tekstens mest centrale sætning?

”Salige er de, som ikke har set og dog tror”.

Hvorfor er den det?

Jeg vælger denne sætning, fordi omdrejningspunktet for mig i evangelieteksten handler om ”at se og tro” som modsætning til ”ikke at se og tro”. Handler om tvivl/skepsis om, at tvivlen er troens tvilling repræsenteret i Thomas. 

Thomas repræsenterer alle dem, som kun kan tro, når de ser, og hvor tvivlen råder, når dét man skal tro ikke kan ses. Thomas repræsenterer dem, som skal have faktiske, fysiske, direkte beviser, for at kunne tro. Thomas repræsenterer dén, det moderne menneske kan spejle sin egen tro og tvivl i – en splittet Thomas – et splittet moderne menneske.

Men med den væsentlige pointe, at troen netop er: Ikke at se, ikke behøve have håndfaste beviser, men tro alligevel – et vilkår for alle kristne efterfølgende. Jeg kan selvfølgelig ikke læse denne evangelietekst uden at knytte an til Paulus Brev til Hebræerne kap. 11, 1: ”Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses”.

Hvordan forestiller præsten sig, at prædikenen på den baggrund skal gribes an?

Jeg skal denne søndag prædike i den fantastisk smukke Kornerup kirke, hvor den sengotiske fløjaltertavle skal danne baggrund for min prædiken. I midten er Apostlen Andreas med Andreaskorset, og alle de øvrige apostle er også afbilledet deriblandt Thomas. Altertavlen med apostlene giver derfor god anledning til at tage udgangspunkt for prædikenen. Menigheden har visuelt oplevet disciplene/apostlene afbilledet, når prædiken tager menigheden videre ind i det følgende scenarie:

At vi skal huske på, hvordan disciplene havde det efter Jesu korsfæstelse Langfredag. Alt var kaos og forvirring. De to disciple, som møder Jesus på Emmausvejen, siger jo: 

”Vi havde håbet, det var ham, der skulle forløse Israel”. 

I deres ord ligger der underforstået: Det var det håb, vi havde, men vi tog fejl. Tilbage står de uden håb, i forvirringens kaos. Og disciplene gemmer sig bag lukkede døre af frygt for jøderne. De skal ikke lide samme skæbne som Jesus gjorde. Og nogle af apostlene på altertavlen i Kornerup kirke er afbilledet med det instrument, som de led martyrdøden med – så deres frygt og angst var reel nok. De er en sølle forsamlet skare, ikke meget værd i forhold til at skulle være grundlaget for den kommende kristne kirkes mission. De er tvivlende og skeptiske.

Men midt i angsten, frygten, tvivlen og deres skepsis, er de nu samlet og den genopstandne Kristus viser sig for dem og lyser sin fred over dem. De glædes over at se deres Herre.

Dog er én af disciplene ikke til stede, nemlig Thomas, også kaldet Didymos – som betyder ”Tvilling” – som bl.a. henviser til hans to sind; en discipel som bekender sig til Jesus, men som også stiller spørgsmålstegn ved hans lære. Thomas Tvivleren – Den tvivlende Thomas – Den vantro Thomas er han også kaldt. Thomas vil ikke tro på, at Jesus er opstået fra de døde, før han har set det med egne øjne. Tvivlen er troens tvilling personificeret i Thomas. Han vil have fysiske beviser, SE naglemærkerne, stikke fingeren i naglemærkerne og kunne stikke hånden i Jesu side. FYSISKE HÅNDFASTE beviser MÅ Thomas have FOR at kunne tro.   

8 dage efter er disciplene atter samlet deriblandt Thomas og Jesus viser sig igen for dem. Jesus henvender sig til Thomas og giver ham muligheden for både at se, mærke og føle – her er dine håndfaste beviser Thomas – og med en opfordring til ikke at være vantro men tro!

Og Thomas svar er: ”Min Herre og min Gud” – og forstår nu, at det ER den genopstandne Jesus, og at han IKKE behøver håndfaste beviser for at tro. Dog er Jesu svar til ham, at dem, som tror uden at have set, er salige.

Og så står vi ved sagens kerne; nemlig at tro er fast tillid til dét, som der håbes på og overbevisning om dét, som ikke kan ses. At de der tror uden at have set, er velsignede/salige – og det er de kristnes vilkår også i dag: At tro uden at have set.

Prædiken skal også kort indeholde den videre fortælling om Thomas´ apostel gerning samt visuelt henlede menighedens fokus på lansen, som han er afbilledet med på altertavlen i Kornerup kirke.

 

TEKSTEN:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: 

"Fred være med jer!" 

Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: 

"Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer." 

Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: 

"Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt."

Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: 

"Vi har set Herren." 

Men Thomas sagde til dem: 

"Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke."

Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: 

"Fred være med jer!" 

Derpå sagde han til Thomas: 

"Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende." 

Thomas svarede: 

"Min Herre og min Gud!" 

Jesus sagde til ham: 

"Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror."

Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.

Johannesevangeliet 20,19-31