OPTAKT: Ugens prædiken
Nyheder

5. søndag efter påske

Af Kristine Stricker Hestbech, sognepræst, Havdrup

Hvad er den vigtigste sætning i prædiketeksten?

”Beder I faderen om noget i mit navn, skal han give jer det.”

Hvorfor er den det?

Den er SÅ provokerende, for det er ikke min erfaring som menneske.

Hvordan vil du på den baggrund gribe prædikenen an?

Jeg ville starte min prædiken der. Med provokationen. Og give eksempler fra mit eget liv, hvor mine bønner ikke blev hørt. Som barn bad og bad jeg for at min mor måtte blive helbredt fra sclerosen som langsomt åd hende op, stump for stump. Jeg bad også om, at min dumme bror måtte dø.

Så ville jeg reflektere lidt over, om vi måske beder om det forkerte? At vi beder om at være et andet sted end virkeligheden er? Også her ville jeg komme med konkrete erfaringer. Som da jeg sad hos en gammel kone på plejehjemmet, og hun bare ønskede at dø, og hun spurgte mig hvorfor Gud ikke bønhørte hende? Og jeg anede ikke hvad jeg skulle svare. Følte mig magtesløs. 

Bagefter har jeg tit tænkt på, at hun bad om det forkerte. Som at bede Gud om at gøre den grønne stol gul. Hun var jo levende. Træt af livet, men levende. Kunne jeg have haft hjulpet hende til at bede Gud om at give hende styrke til at være i det liv, træt af det som hun var? 

Altså lidt overvejelser om, at når vi beder til Gud, må bønnen være en bøn om hjælp til at være der i mit liv, hvor jeg er, og ikke en bøn om at virkeligheden bliver lavet om. Det ville jo være magisk tænkning.

Og måske også tænke lidt kritiske tanker om aktiv dødshjælp. At når Gud nu ikke vil gøre den grønne stol gul, så må vi gøre det. Lytter han ikke til dødsønsker, så må vi indfri dem. 

En film som kunne bruges er Bruce den Almægtige som beder til Gud om helt konkrete ting og er rasende over at Gud ikke indfrier dem, indtil han selv får ansvaret som Gud, hvilket går rivende galt, og derigennem indser at vi som mennesker ikke kan bede Gud om at handle for os, det må vi selv.

Jeg ville slutte min prædiken med tanker omkring hvorfor overhovedet at bede?

Hvad er bønnen godt for, når Gud nu kender alle mine tanker inden jeg overhovedet har sat ord på dem?

Er det nærværet? Når jeg beder bliver jeg nærværende overfor Gud men også overfor hvad der overhovedet er på færde i mig selv.

Er det en trosbevægelse? At jeg igennem bønnen accepterer at virkeligheden er som den er, med lidelsen, modgangen, bekymringen. Altså en form for overgivelse og derigennem oparbejde kræfter til at stå det svære igennem.

TEKSTEN:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Jesus sagde: 

»Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen. Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen. Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.« Johannesevangeliet 16,23b-28