OPTAKT: Ugens prædiken
Nyheder

3. søndag i fasten

Af Janne Meibom, sognepræst, Ringsted Sogn

Hvilken sætning i teksten er den mest centrale, mener du?

"Engang var han [Jesus] ved at uddrive en dæmon, som var stum." 

Hvorfor er den det? 

Denne sætning er central, fordi den peger på den problematiske tavshed. Det dæmoniske er forbundet med tavsheden. Nogle gange kan vi finde på at sige "tale er sølv, tavshed er guld". Men det er jo ikke sandt. Tænk, hvis tavsheden herskede, og vi aldrig fik sagt det væsentlige og dermed heller ikke fik sagt fra overfor det onde - det er noget nær det værst tænkelige, der kan ske. 

Hvordan forestiller du dig, at prædikenen på den baggrund skal gribes an? 

Prædikenen vil tage afsæt i erfaringer med den problematiske tavshed, som vi alle nok har erfaring med. Tavshed sammen med tomhed giver plads og rum til det onde, påpeger Jesus i teksten. Derfor må vi aldrig dyrke tavsheden, men i stedet forsøge at være modige nok til at sige fra - og gøre vores til at stå det onde imod. 

Denne søndag skal jeg også døbe to børn ved gudstjenesten, og det giver anledning til at knytte an ved de store spørgsmål vi stiller til gudmor/gudfar. Spørgsmål, der handler om, at vi siger fra overfor det onde og siger ja til den treenige Gud. Det er vigtigt, at vi ikke er tavse på børnenes vegne, men netop siger ja ved døbefonten. Børnene skal nemlig ikke vokse op med tavshed omkring sig eller uden værdier. De skal rustes gennem deres opvækst til at leve med tro, håb og kærlighed. Og det kræver, at de og vi lærer at sige fra overfor det onde og ja til det gode. Men også, at vi forsøger at leve med tillid til, at når vi har sagt vores lille ja, så lyder samtidig Guds store ja til os - et ja, der står fast. Et ja, der aldrig bliver tavst. 

 

TEKSTEN: 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig. Men nogle af dem sagde: 

»Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.« 

Andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn fra himlen af ham. Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem: 

»Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus. Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå? I siger jo, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer. Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder. Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.« 

Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte: 

»Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!« 

Men han svarede: 

»Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!« 

Lukasevangeliet 11,14-28