OPTAKT: Ugens prædiken
Nyheder

Søndag seksagesima

Af Camilla Diderichsen, Endeslev, Himlingøje og Vråby

Hvilken sætning i teksten er den mest centrale, mener du?

"Hør her! En sædemand gik ud for at så."

Hvorfor er den det? 

Mit selvgode jeg blev fanget i Sædemandslignelsen. Jeg kunne ikke styre mig for at spekulere over, om jeg mon selv var den fede muld, det tynde jordlag, den tidselbestrøede mark eller den stenede vej. Og jeg var lige ved at forsøge at gøre det sammen med dem omkring mig. Det overraskende for mig er, at det handler ikke om mig. Det handler om Gud. Sædemanden. Han smider gavmildt om sig uden at stikke en finger i jorden først.

Hvordan forestiller du dig, at prædikenen på den baggrund skal gribes an? 

Jeg tror, det er vigtigt at få tydeliggjort den farer, der ligger i lignelsens struktur, så man ikke deler folk op i forskellige kategorier alt efter hvilken jordtype, de tilhører. Jeg tror, det vil give et bedre afkast, hvis man finder de forskellige jordtyper i os alle som utilnærmelige, ligegyldige, angst, bekymring, begejstring…

Sædemandslignelsens pointe er for mig, at Gud ikke giver op. Han bliver utrætteligt ved med at så sit ord søndag efter søndag, dage efter dag, for at det må spire og gro i os. Men det er også et vilkåret for os andre. Vi er kun Herrer over det, vi giver fra os, ikke over, hvordan det bliver taget imod.

TEKSTEN:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:

Jesus gav sig igen til at undervise nede ved søen. Og en meget stor skare flokkedes om ham, så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd ude på søen, mens hele skaren stod på bredden inde på land. Og han lærte dem meget i lignelser, og i sin undervisning sagde han til dem: 

»Hør her! En sædemand gik ud for at så. Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte. Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold.« 

Og han sagde: 

»Den, der har ører at høre med, skal høre!« 

Da han var blevet alene med sine ledsagere og de tolv, spurgte de ham om lignelserne. Og han svarede dem: 

»Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse. Og han sagde til dem: 

»Forstår I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå de andre lignelser? Sædemanden sår ordet. Med dem på vejen, hvor ordet sås, er det sådan, at når de har hørt det, kommer Satan straks og tager det ord bort, der er sået i dem. De, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager imod ordet med glæde, når de har hørt det; men de har ikke rod i sig, de holder kun ud en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra. Andre er dem, der bliver sået mellem tidslerne; det er dem, som har hørt ordet, men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt. Men de, der bliver sået i den gode jord, det er dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, tredive og tres og hundrede fold.«  

Markusevangeliet 4,1-20