OPTAKT: Ugens prædiken
Nyheder

Juleaften

Af Knud Munck, sognepræst, Kalvehave og Stensby sogne

Hvad er den vigtigste sætning i prædikenen?

”Han kommer med fred til mennesker på jorden”.

Hvorfor er den det?

Jeg kunne have valgt mange sætninger som den vigtigste: ”Pludseligt blev de badet i et guddommeligt lysskær”, eller ”I dag har I fået en Messias”. Men jeg har valgt sætningen med freden, fordi fred for mig lige nu er det vigtigste tema. Både fred i familien, fred i lokalsamfundet og fred i verden.

Der er ikke langt fra fred til krig. Der er ikke langt fra juleaftenidyllen til Stefanus´ stening, som vi hører om 2. juledag. Her bliver idyllen brat afbrud, når vi får fortællingen om den gudsfrygtige mand, der oplever, at der ikke er langt fra det kristne budskabs fremsigelse til den jødiske folkemængdes vrede og raseri. Stenens bane følger altid den korteste vej, og jødernes sten rammer præcist. Blodet flyder, og Stefanus dør.

Der skal tilsyneladende ikke meget til, før en konflikt optrappes. Der skal ikke meget til, før en tilfældig valgt sætning kan resultere i impulsiv vrede og vold. Vold avler modvold, og så har vi balladen. Der opstår uvenskab eller decideret krig. Mennesker kommer op i det røde felt og råber ukvemsord efter hinanden. Derefter kan der være lang vej til tilgivelse og forsoning - og fornyet sameksistens.

Vi hører om, hvordan freden og idyllen bliver brud igen og igen. Konflikterne fortsætter tilsyneladende i en uendelighed. Hvis ikke de stridende parter lærer at lægge de uheldige hændelser bag sig og forsoner sig med hinanden, kommer der aldrig fred på jorden.

Hvordan vil du på den baggrund gribe prædikenen an?

Jeg vil reflektere over, hvorfor der opstår vrede og vold? Det kan min prædiken nok ikke give det fulde svar på, men jeg håber, jeg kan sætte nogle gode tanker i gang mellem mennesker, der lever i ufred eller konflikt. Fred, ikke-vold, tilgivelse og forsoning vil blive emnerne for min juleprædiken. 

Jeg vil fra Kalvehave Kirke kigge ud af vinduet og se, om jeg kan få øje på Lindholm, den ø ude i bugten, der nu – sandsynligvis - skal være asylcenter. Jeg håber ikke den politiske beslutning, der truer med at blive gennemført, vil føre til konflikt og vold på dette ellers så fredelige sted. ”Vi vil fred her til lands”, men kan vi i denne situation løse en konflikt og bidrage til freden? Det er det store spørgsmål.

Jeg tror ikke, ufreden opstår, fordi mennesker er født onde, men en fastlåst tankegang gør os ofte ude af stand til at tænke ud over sig selv og sætte os ind i næstens verden. Stolthed og forståelse bliver hinandens modsætninger. Uforsonlige fronterne trækkes op. Skyerne bliver sorte.

Jeg vil slutte dog min prædiken med at tænde et håb. En barnefødsel tænder altid et håb. Et barn i en krybbe ikke mindst.

Til allersidst vil jeg citere et par vers fra ”Luk julefreden ind”, en nyere julesalme, som jeg godt kan lide:

Og lam og løve, de vil slutte fred

Tæt ved krybbens fod, der lægger de sig ned

Lad lyset brænde i vort sind

Luk julefreden ind.

 

Gud, lad din engel dale til vor jord

Og lad julefreden sænkes, hvor vi bor

Når lyset brænder i vort sind

Har freden fundet ind.

 

Teksten

På den tid gav kejser Augustus ordre til, at der skulle holdes en folketælling i hele Romerriget. Det var den første folketælling, der blev holdt, mens Kvirinius var guvernør i Syrien. Alle skulle rejse hjem for at blive registreret i den by, deres familie kom fra. 

Det gjaldt også Josef, der rejste fra byen Nazaret i Galilæa til Betlehem i Judæa. Det var Davids by, og Josefs familie nedstammede direkte fra David. 

Josef blev skrevet på folketællingslisten sammen med sin forlovede Maria. Hun var højgravid med sit første barn, og mens de var i Betlehem, fødte hun sin søn. Hun lagde et tæppe om ham og lagde ham til at sove i en foderkrybbe i en stald, for der havde ikke været plads til dem andre steder.

I nærheden var der nogle hyrder, der overnattede på marken, mens de vogtede deres får. Pludselig blev de badet i et guddommeligt lysskær, og en af Guds engle stod foran dem på marken. De var lammet af frygt, men englen sagde:

»I skal ikke være bange, for jeg kommer med en god nyhed. Den vil blive til stor glæde for folk. I dag har I fået en frelser. Det er Messias, jeres herre, og han er blevet født i Betlehem, Davids by. I kan kende ham på, at han ligger i en foderkrybbe med et tæppe om sig.« 

I det samme var der en hel hær af himmelske væsener sammen med englen, og de sang:

»Vi hylder Gud i den højeste himmel. Han kommer med fred til mennesker på jorden, til dem, som han har udvalgt.«

Luk.2, 1-14, fra: Den Nye Aftale, s.98-99: