OPTAKT: Ugens prædiken
Nyheder

1. søndag efter trinitatis

Af sognepræst Anders Damkjer, Haslev

Hvad er den vigtigste sætning i prædikenteksten?

Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra.

Hvorfor er den det?

Jeg opfatter den dybe kløft som et gennemgående tema. En kløft, der går både mellem den rige mand og Lazarus, men også gennem dem - og sætter tilværelsens modsætninger og uretfærdigheder på spidsen.

Det er den navnløse, men populære, over for den, som har et navn, men som ingen vil kendes ved. Og den, som lever mageligt og problemfrit, over for den, som lever i smerte og nød. Og den åndeligt 'livløse' fyldt med kræfter over for den kraftesløse, men (tilsyneladende) åndeligt levende. Et uretfærdigt og utåleligt forhold.

Den rige mand har tilsyneladende ikke øje for denne uretfærdighed, mens han lever. Lazarus kan kun få øje på uretfærdigheden. Hjerteløst og håbløst. Døden derimod kaster et smerteligt og bittert lys over kløften for den rige mand, mens den for Lazarus bliver til fred og en trøst, der siger: ”aldrig mere”. Det onde skilles fra det gode, og kløften er nu på sin rette plads.

Men kløften står alligevel tilbage som en anstødssten - for den rige mand, såvel som for læseren. Hvor er det store 'MEN HELDIGVIS…', som jo gerne skulle munde ud i den lykkelige slutning, om at Kristus har overvundet kløften helt og aldeles? Den anfægtelse er mere eksplicit i historien om Den rige rådsherre i Lukas 18, 18:

Da Jesus så, at manden blev fortvivlet, sagde han: »Hvor er det vanskeligt for dem, der ejer meget, at komme ind i Guds rige. Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.« De, der hørte det, sagde: »Hvem kan så blive frelst?« Han svarede: »Det, som er umuligt for mennesker, er muligt for Gud.«

Dér kommer håbet og redder dagen for den rige mand – og for disciplene, som trods deres jævne stand ikke føler sig bedre stillet. Men i lignelsen om den rige mand og Lazarus, får kløften lov til at stå tilbage.

Hvordan vil du på den baggrund gribe prædikenen an?

I Haslev har vi to læsninger, og til denne prædiken skal kærlighedsbudskabet fra Johannes' første brev lyde som baggrund. At vi elsker, fordi Gud elskede os først og ikke på grund af frygt. At vi allerede er elsket, og at det ikke er med en kærlighed, der går på kompromis med had, svigt og uretfærdighed. Det er derimod en kærlighed, der taler tydeligt om uretfærdighedens kløfter og smerter – og om at ”elske sin bror”. Det er loven og profeterne, der taler, men med den ubetingede kærlighed som grundtone.

Det er Kristus, der taler og lægger stemme til lignelsen, og dermed Guds kærlighed som grundtone, og ikke den frygt, som den rige mand lægger op til, når han beder Abraham om at lade en død genopstå for at advare om pinslerne. Og ikke helt ulig den rige mands bøn, kan den morbide tanke vel også ramme mange af os, at en spektakulær livskrise kunne ruske lidt op i os – som en klar profetisk røst, der som en slags nærdødsoplevelse bliver til klarsyn og forvandling. En anfægtelse til omvendelse.

Sådan ville lignelsen også lyde, hvis ikke det var med kærlighedens grundtone. Med sit bratte punktum er lignelsen da også en anfægtelse, men med den afgørende forskel, at den ikke kommer ud af frygt, men af kærlighed. Ikke som trusler om straf og uoverstigelige kløfter, men som indlevelse og anerkendelse af at tilværelsen indeholder sådanne kløfter, og en anerkendelse af, at det er ganske virkeligt og pinefuldt, når vi synes, det er for sent eller umuligt at rette op på.

At lade os anfægte med kærligheden som grundtone, indebærer at vi på samme måde som lignelsen stopper op. At vi ikke spoler hurtigt videre til en happy ending. Det ville være at sige ’pyt’ til Lazarus’ situation, og at underkende den rige mands desperate råb efter frelse – at underkende de kløfter, der er rent faktisk er menneskers smertefulde virkelighed.

Men til den anfægtelsen har vi ikke brug for frygten eller det spektakulære. Vi er allerede elsket med en kærlighed, der kan åbne vores øjne, og lade os anfægte af den smerte og kløft, der er lige ved vores dørtrin. Og det er den kærlighed, der allerede har trodset døden og kløften, som også kan lede os til, med små skridt, at følge efter.

 

TEKSTEN

Lukasevangeliet 16,19-31

Jesus sagde: 

»Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. 

 

Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. 

 

Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. 

 

Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. 

 

Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. 

 

Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. 

 

Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.« 

 

(Lukasevangeliet 16,19-31)