OPTAKT: Ugens prædiken
Nyheder

2. påskedag 

Af Anne Kathrine Clausen, Skt. Nikolai kirke, Holbæk

Hvad er den mest centrale sætning i prædikenteksten, mener du?

De sagde til hinanden: »Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?« 

Hvorfor er den det?

Fordi det bristede hjerte og håbet på trods på en eller anden måde skal være gennemgående i min prædiken. Og så fordi sætningen sætter ord på den genkendelse, som disciplene har følt instinktivt ved mødet med Jesus og ved at høre ham tale – den genkendelse, som de ikke har erkendt med deres forstand eller fornuft, og som fornuften jo også umiddelbart ville bortforklare. 

Jeg har længe til min Påskeprædiken har været inspireret af et salmebroderi, som min veninde, sognepræst Tora H. Henriksen, har lavet til et projekt i Viborg Domkirke. 

Hun har broderet linjen ”Kom hjerte, med hvad dødt du har” (DDS 224) og illustreret ordene med tegningen af et hjertediagram, hvor pulsslaget først slår regelmæssigt, dernæst dør ud, og så endelig vender tilbage. 

Det er en smuk illustration af Påsken og af opstandelseshåbet for mig. 

Hvordan vil du på den baggrund gribe prædikenen an?  

Det viser sig altid først, når jeg begynder at skrive. Lige nu forventer jeg at starte med salmelinjen, beskrive broderiet og derfra bevæge mig over i evangelieteksten for at udfolde dens temaer; sorg og mismod, undren og følgeskab, gryende håb og glæde ved genkendelsen og gensynet – uanset at Jesus forsvinder for deres øjne. 

Og når prædiken slutter, skal håbet gerne stå tilbage – håbet på trods og troen på, at opstandelse og nyt liv er muligt, selv for bristede og knuste hjerter. Jeg vil gerne slutte med afslutningen af salmeverset, som jo er mødet med den opstandne – ligesom vi har i evangeliet. 

Hvis jeg kommer til at inddrage noget fra hverdagslivet, bliver det formentlig oplevelser fra min gang i Kirkens Korshærs Varmestue, hvor de knuste hjerter fylder meget, og hvor håbet kan have trange kår. Dér lærer man meget om, hvad tro og håb kan betyde, – som når én siger til mig: 

”Jeg tror jo ikke på Gud, men det gør du. Så vil du ikke godt bede en bøn for min gamle mor?” 

Jeg er så heldig at få lov at se, at opstandelse og nyt liv er muligt ikke bare i det hinsides, men også her midt i dette liv, om ikke andet, så i glimt – f.eks. i oplevelsen af forløsning og af, at himlen åbner sig over os, når et menneske tager imod Guds tilgivelse, og får fornyet mod på livet helt konkret gennem absolutionsritualet. 

 

TEKSTEN:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt det, som var sket. 

Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham. Han spurgte dem: 

»Hvad er det, I går og drøfter med hinanden?« 

De standsede og så bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede: 

»Er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?« 

»Hvad da?« spurgte han. De svarede: 

»Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket – hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham. Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke.« 

Da sagde han til dem: 

»I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?« 

Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne. De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham tilbage og sagde: 

»Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.« 

Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden: 

»Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?« 

Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde: 

»Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.« 

Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet. 

Lukasevangeliet 24,13-35