OPTAKT: Ugens prædiken
Nyheder

21. søndag efter Trinitatis

Af Ole Bjerglund Thomsen, præst, Haslev Kirke

Hvilken sætning i teksten er den vigtigste/mest centrale, mener du?

Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning.

Hvorfor er denne sætning vigtigst:

Søndagens tekst rummer to fortællinger. Den sidste fortælling handler om, hvorvidt et figentræ skal hugges om, fordi det ikke giver frugt. Sædvanligvis ville øksen så blive fundet frem. Bum. Og så ligger træet der og kan slæbes væk og brændes af. Men her er en særlig omsorgsfuld gartner, som over for vingårdsejeren forsvarer figentræet og siger: Lad det nu lige stå. Så skal jeg nok pleje det, så godt jeg kan, og mon så ikke det giver frugt? Denne sætning er vigtigst, fordi den er udtryk for tillid, ja den er udtryk for, at her gives helt grundløst en chance til. Det er nåde. Det er et modsvar til al vores resultatmåling, KPI og hvad tidens management-vrøvl i øvrigt byder på. Her får man lov at være – også selvom man ikke præsterer maksimalt.

Overvejelser om teksten:

Den første del af teksten handler tematisk om, hvorvidt mennesker bliver ramt af ulykke på grund af, at de har handlet forkert. Altså om der er årsagssammenhæng mellem dårlige handlinger hos individet/slægten og ulykke. Nej! Siger Jesus. Der er ikke årsagssammenhæng. Og derefter får man fortællingen om figentræet, der skånes. Umiddelbart er der ingen sammenhæng mellem de to dele, men alligevel kan det sammenholdes sådan, at først afviser Jesus, at man straffes for dårlige handlinger, og derefter siger han, at man hos Gud altid får endnu en chance til.

De to hoveddele af teksten modsiger det bizarre samfund, vi lever i, hvor sunde og velfungerende mennesker på stribe lægges ned af stress, angst etc. Så sent som en morgen i denne uge har jeg haft en lang samtale med en familiemor, hvis karrierejob i en finansiel virksomhed har gjort hende syg. Ikke fordi hun ikke kunne lide arbejdet, men fordi en virkelighed, hvor man på ugebasis offentligt for hele afdelingen skal give sin egen præstation og kollegaernes præstation point på en tavle, gjorde hende utilpas.

Forståeligt må man sige. Ja, nærmest et sundhedstegn, at krop og psyke i samdrægtighed protesterer mod sådan en syg kultur. Ind i den virkelighed er der brug for, at vi som figentræer kan få lov til at være det, vi nu engang er, i stedet for hele tiden at skulle måles og vejes. Og Jesu pointe er: Lad nu det træ stå. Lad det menneske være. Giv det en chance. Det handler om omsorg, og jeg skal nok give det det enkelte menneske kærlighed, så det vokser og gror.

Det var en replik til tiden fra tekstens anden del.  

Senere samme dag læste jeg i avisen, at filosof og ledelsestænker Morten Albæk øser ud af sin livsvisdom ved at udgive (endnu) en bog. Denne gang i al (u)beskedenhed om meningen med livet. Han er sædvanligvis en mand, der er værd at lytte til. Ikke mindst når han stiller spørgsmålstegn ved den hastighed vi bevidstløst styrter afsted med i det moderne liv.

I dette interview til avisen havde han imidlertid en replik, der lignede forestillingen om, at mennesker selv er skyld i deres sygdom og ulykke. Han kommenterede nemlig stressbølgen, som blandt andet sættes i forbindelse med det grænseløse arbejde, med følgende slagfærdige formulering:

”Det er ikke arbejdet, der er grænseløst. Det er dig”.

Hans tanke er, at det ikke er arbejdets grænseløshed, der er problemet, men det er individets manglende evne til at sætte grænser. Har han ret? Måske. Men samtidig underkender han de formelle og uformelle strukturer, mennesker er underlagt i dag, når han placerer ansvaret for arbejdsrelateret sygdom hos den enkelte: Det er din egen skyld, at du får stress. Du kunne bare sætte grænser.

Jeg hælder til en anden tolkning, der ikke tynger den stresssyge mere end det, der allerede er tilfældet, nemlig at det er samfundet, vi har indrettet os i, der fremmer præstationskulturens præmisser. Her giver tekstens første del os en replik med på vejen, når Jesus siger: Mennesker er ikke selv skyld i deres ulykke. Men I kan tage at omvende jer! Hele bundtet! Måske er det et ord til os ind i vores tid: Find dog en anden vej!


Teksten

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

På den tid kom nogle og fortalte Jesus om de galilæere, hvis blod Pilatus havde blandet med blodet fra deres offerdyr. Og han sagde til dem:

»Mener I, at de var større syndere end alle andre galilæere, siden det gik dem sådan? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.

Eller de atten, som tårnet i Siloa styrtede ned over og dræbte – mener I, at de var mere skyldige end alle andre i Jerusalem? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.«

Så fortalte han denne lignelse:

»En mand havde et figentræ, som var plantet i hans vingård, og han kom og ledte efter frugt på det, men fandt ingen. Han sagde da til gartneren: I tre år er jeg nu kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ uden at finde nogen. Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til ingen nytte? Men han svarede: Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, kan du hugge det om.« 

Lukasevangeliet 13,1-9