OPTAKT: Ugens prædiken
Nyheder

Påskedag

Af Morten Pedersen, sognepræst, Vor Frue sogn, Kalundborg

Hvad er den mest centrale sætning?

”Han er opstået, …”

Hvorfor er den det?

Fordi Jesu opstandelse er grundlaget for et eksistentielt håb hos mennesker. Da kvinderne efter sabbatten går ud for at salve Jesus, går de derud i tilbageblikket. Fysisk går de forlæns, mentalt går de baglæns. Deres tanker er fyldt af alt det, som de har mistet. Deres tanker er i minderne – i tabet – i alt det som er slut. Fyldt af tabet går kvinderne ud til graven for at gøre noget. De går ud for at salve Jesu lig. Kvinderne går ud til Jesu grav for at gøre de sidste ting færdige omkring Jesu liv. Men det viser sig, at døden ikke kunne holde på Jesus. ”Han er opstået”. Kvinderne fik aldrig gjort Jesu liv på denne jord færdigt. De fik aldrig salvet Jesu døde legeme med vellugtende salver.

Hvordan vil du på den baggrund gribe prædikenen an?

Jeg vil lade mig inspirere af kvindernes fysiske og mentale orientering. Mange af os ligner kvinderne. Når vi mister, forsøger vi ofte at gøre noget, mens vi mentalt går baglæns. Når vores kære dør, får vi travlt med at planlægge begravelse, finde gravsted og informere om tid og sted for begravelse og begravelseskaffe. Alt dette gør vi, mens vi mentalt går baglæns i minderne og måske bladrer i fotoalbummene.

Men da kvinderne hører englens ord; ”Han er opstået”, sker der noget i forhold til den retning, de mentalt er orienteret i. Fortvivlede, dvs. uden håb møder de mentalt graven i tilbageblikket, men de flygter derfra mentalt fremtidsorienteret. De bliver rystet og ude af sig selv. Englens ord gør, at de ikke kan blive i sig selv og i tilbageblikket. Englens ord gør kvinderne mentalt fremtidsorienteret.

Jesu opstandelse betyder, at død, langfredagsmørke og fortvivlelse aldrig er det sidste. Kvinderne gik ud til Jesu grav, for at gøre noget færdigt. Men Jesu opstandelse betyder, at Jesus bytter det jordiske og tidsorienterede begreb færdig ud med evighed.

Påskedag samles vi i kirker for at fejre det, vi forstår ligeså lidt af som kvinderne, der hører englens ord i Jesu gravhule, og samtidig kan vi ligesom kvinderne heller ikke leve foruden uden dette ufattelige budskab.

Jesu opstandelse bevirker, at samtidig med, at kvinderne bærer på minderne fra alt det, de har oplevet sammen med Jesus i deres hjerter, kan de leve videre mentalt fremadrettet. I deres horisont er kommet et lys af håb.

Man siger ofte, at kvinderne kommer ud til en tom grav. Men det gør de ikke. Graven er godt nok tom i forhold til, at kvinderne forventer at møde Jesu afsjælede legeme. Men graven er ikke tom, for midt i mørket og fortvivlelsen bliver de mødt af en engel, der får dem til at se en vej videre, hvor de ellers ikke troede, der var en vej videre at gå. 

Det er opstandelse.

Hvad enten vi er i begyndelsen af livet eller midt i livet eller tænker, at vi er i gang med livets sidste etape på denne jord, kan vi alle komme til at opleve fortvivlelsens og tabets altødelæggende mørke. Et mørke vi kan blive indfanget i og måske endda selv holder fast i, samtidig med at vi ikke kan holde ud at være i det uden et opstandelseshåb. Alle kan vi på livets vej komme til at opleve et mørke, hvor vi har brug for en engel, der får os til at se et lys i mørket – eller får os til at tro på en vej videre, som vi ikke af os selv kan få øje på.

Også på vores dødsleje har vi brug for en revne af lys for at kunne give slip. For ved menneskelivet gælder den virkelighed, som Karen Blixen citerer et sted fra en schweizisk sang, kun ”Den lever frit, som kan dø”. Uanset hvilken form for mørke vi mennesker kan blive ramt af, må vi lade os gribe af Jesu opstandelse. For med sin opstandelsen har Kristus har banet en vej for os gennem mørket. Der er én der er gået i forvejen for dig.

Derfor glædelig påske.

 

TEKSTEN:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: 

Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: 

»Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« 

Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: 

»Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« 

Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange. 

Markusevangeliet 16,1-8