OPTAKT: Ugens prædiken
Nyheder

Langfredag

Af Mie Møller Jeppesen, sognepræst, Tømmerup Sogn

Hvad er den vigtigste sætning i teksten?

Men fra den sjette time faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Elí, Elí! lemá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«

Hvorfor er den det?

Hele kosmos er i røre i Jesu sidste time – det er som om selve jorden sørger over Jesu korsfæstelse. I sine korsord er Jesus helt menneske. Nogen har ment, at Han citerede Salme 22, men det negligerer ordene. Når Jesus dør for os, og hele jorden formørkes, er Han helt menneske, der føler sig forladt og overladt til døden.

Hvordan vil du på den baggrund gribe prædikenen an?

Jeg har normalt for vane ikke at prædike Langfredag. I stedet afholder vi en liturgisk gudstjeneste, båret på tekster og musik. Det er ikke en tradition, der er nedarvet til mig, eller, som jeg kender fra min barndom; det er et valg, jeg som regel træffer, fordi Langfredag gør én helt mundlam.

Man bliver mundlam, fordi det er sorgens store dag. Det er den grimme forløsning, enden på det, der blev sat i gang Palmesøndag. Nu er det sket – nu er Han død. Der er en meget lang lørdag i vente, hvor Ham, der elskede os så højt, bare ligger i sin grav.

Der er en sang, jeg kender fra min barndom i det frikirkelige miljø, der hedder ”Barabbas”. Det er Langfredag, fortalt fra Barabbas’ synspunkt. Det er historien om Jesus og Barabbas, der, menneske til menneske, oplever den her store uretfærdighed. Barabbas er helt fortvivlet, men Jesus virker rolig. Hele tiden stiller Barabbas spørgsmålet: ”Hvorfor?”

”Hvorfor?” er Langfredags spørgsmål. Det vil være klangbunden i min prædiken.

Det er den menneskelige reaktion, når tæppet bliver revet væk under os. Hvorfor? Barabbas spørger: ”Hvorfor skulle han gå i døden? Hvorfor blev det ikke mig?”. Jesus spørger ”Hvorfor har du forladt mig?”.

Jeg vil fremhæve, at vi har en tendens til, at der ikke er noget, der må gøre ondt i dag. At vi har et hav af smertestillende, fordi smerte ikke er en velkommen gæst. Men det sker jo alligevel, at tilværelsen gør ondt, og vi føler os forladte, ligesom Jesus gjorde det i sin sidste time.

Vi kan ikke tage en Panodil Zapp, og så er Langfredag et fjernt minde. Vi må gennemleve det uudholdelige hver påske, mundlamme. Vi må se på smerten Langfredag som en fødselsve, hvor ”Hvorfor?” er nødt til at blive råbt ud i smerte. For det er en nødvendig smerte. Den her grimme forløsning er hele essensen: Ingen Påskedag uden Langfredag.

TEKSTEN (frit valg mellem én af de følgende to tekster):

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Da de havde hånet Jesus, tog de kappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham. På vejen derud traf de en mand fra Kyrene, som hed Simon, ham tvang de til at bære hans kors. 

Da de kom ud til det sted, der hedder Golgata – det betyder Hovedskalsted – gav de ham vin at drikke, som var blandet med malurt, men da han smagte det, ville han ikke drikke det. 

Og da de havde korsfæstet ham, delte de hans klæder mellem sig ved at kaste lod om dem. Så satte de sig dér og holdt vagt over ham. Over hans hoved havde de anbragt anklagen imod ham, den lød: 

»Det er Jesus, jødernes konge«. 

Sammen med ham blev der korsfæstet to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. Og de, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: 

»Du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv, hvis du er Guds søn, og stig ned fra korset!« 

Også ypperstepræsterne og de skriftkloge og de ældste hånede ham på samme måde og sagde: 

»Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge, lad ham nu stige ned fra korset, så vil vi tro ham. Han har stolet på Gud, lad Gud nu udfri ham, hvis han vil vide af ham. Han har jo sagt: Jeg er Guds søn.«

Også røverne, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham på samme måde. Men fra den sjette time faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Elí, Elí! lemá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« 

Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: 

»Han kalder på Elias.« 

Straks løb en af dem hen og tog en svamp og fyldte den med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke. Men de andre sagde: 

»Lad os se, om Elias kommer og frelser ham.« 

Men Jesus råbte atter med høj røst og opgav ånden. Og se, forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Og jorden skælvede, og klipperne revnede, og gravene sprang op, og mange af de hensovede helliges legemer stod op, og de gik ud af deres grave og kom efter hans opstandelse ind i den hellige by og viste sig for mange. 

Men da officeren og hans folk, der holdt vagt over Jesus, så jordskælvet og det andet, der skete, blev de rædselsslagne og sagde: 

»Sandelig, han var Guds søn.« 

Der var også mange kvinder, der så til på afstand, de havde fulgt Jesus fra Galilæa og sørget for ham. Blandt dem var Maria Magdalene, Maria, Jakobs og Josefs mor, og Zebedæussønnernes mor.

Matthæusevangeliet 27,31-56

 

--- Eller ---

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: 

Da de havde hånet ham, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham. Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus. 

De førte ham ud til stedet Golgata – det betyder Hovedskalsted. De ville give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke. 

Så korsfæstede de ham og delte hans klæder ved at kaste lod om, hvem der skulle have hvad. Det var den tredje time, da de korsfæstede ham. Og indskriften med anklagen imod ham lød: 

»Jødernes konge«.

Sammen med ham korsfæstede de også to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger:

»Og han blev regnet blandt lovbrydere.« 

De, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: 

»Nå, du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage,  frels dig selv og stig ned fra korset!«  

Også ypperstepræsterne og de skriftkloge hånede ham på samme måde og sagde til hinanden: 

»Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Kristus, Israels konge – lad ham nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro!« 

Også de, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham. Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: 

»Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« 

Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: 

»Hør, han kalder på Elias.«   

Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde: 

»Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.«

Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede. Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han: 

»Sandelig, den mand var Guds søn.«

Markusevangeliet 15,20-39