OPTAKT: Ugens prædiken
Nyheder

2. søndag i fasten

Af Jakob Grandjean, Karrebæk Sogn

Hvilken sætning i teksten er den mest centrale, mener du?

»Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.«

Hvorfor er den det? 

Den sætning rummer umiddelbart det hele, eller i det mindste det jeg gerne vil ”angribe”, min vinkel, på søndagens prædiken.

Hvordan forestiller du dig, at prædikenen på den baggrund skal gribes an? 

Forbarm dig – det er det største ønske til enhver tid – selv en nok så lykkelig tilværelse rummer sider, oplevelser der må siges at være påført os, eller værre sider, oplevelser, vi foresager.

Både Herre og dæmon er omkring os eller i os. Opløft jeres hjerter til Herren. Det er ordene i nadverindledningen. Det er essentielt at vi for at forstå, for at tage til os, indtage ordet i kød. Brødet er transformeret til Herrens kød, legeme og vinen til blod. For rigtigt at annamme, tage til os, opfatte det vidunderlige, det uovertrufne smukke der ligger i miraklet må vi åbne hjertet og føle.

Det kan være ufatteligt svært at slippe logik, rationalitet og alle vores indbildte krænkedhedsfølelser.

Alle de oplevelser vi har haft der giver tvivl, på såvel skaberen som os selv, låser os i situationen. Indkroger os, et herligt ord, der viser os sammenrullede i egen krop og tanke for alene, kun os selv.

Forbarm dig, Herre – det kan løfte os, rette os ud så vi ser udover os selv. Det kan frigøre os, det kan løsne os fra alt det der holder os fra det frimodige, fra det, ja det guddommelige; det tilgivende, det overbærende og den indbyrdes kærlighed.

Det er lidt af ordene ved vielser; men det er jo også der det tydeligst siges at vi er skabt til hinanden – ikke for hinanden; men til hinanden.

For hinanden rummer en mulighed for underkastelse; men til hinanden er ligeværd – indbyrdes ligeværd.

Og her udfoldes hele pointen i teksten.

Denne kana'anæisk kvinde, en hedning, en kvinde – én i den grad uværdig, en i heldigste forstand ligegyldig person henvender sig til Mesteren selv! Opstandelse! send hende væk! Indtil dette øjeblik er selv Vor Frelsers egen opfattelse elitær. I sin renhed tilhører han alene de værdige - ok, de fortabte får – men kun af Israels hus!

SÅ skete det – budskabet går videre – nu, med den kana’anæiske kvindes bøn; ”Forbarm dig over mig, Herre”, hendes tillid, tro overbeviser hun Herren om at frelsen også går til de udstødte, de fremmede, dem der ikke passer ind.

Det er vores indkrogethed der sætter grænser, det er vores krænkethed der bygger mure, det er vores idiotiske selvindbildte bedrehed der for os til at forlade fællesskaber (Brexit?) - Det er der dæmonen, Satan, løgneren, lokkeren, smigreren, underslæberen og bedrageren sætter ind.

Så Herre – forbarm dig over os og lad os høre dit ord, så vi kan få fælles fodslag og med indbyrdes kærlighed, lighed modstå alle falske løfter og give den kærlighed du giver os videre.

 

TEKSTEN:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kana'anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: 

»Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.« 

Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: 

»Send hende væk! Hun råber efter os.« 

Han svarede: 

»Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.« 

Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: 

»Herre, hjælp mig!« 

Han sagde: 

»Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« 

Men hun svarede: 

»Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.« 

Da sagde Jesus til hende: 

»Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.« 

Og i samme øjeblik blev hendes datter rask. 

Matthæusevangeliet 15,21-28