OPTAKT: Ugens prædiken
Nyheder

Søndag septuagesima

Af Lars Ulrik Jensen, sognepræst, Jyderup og Holmstrup

Hvad er tekstens mest centrale sætning?

”Du har stillet dem lige med os.”

Hvorfor er den det?

Det evangelium Jesus kommer med rammer altid dybt ind i vores selvforståelse. Det gjaldt også de blinde, der så, de lamme, der gik, de spedalske, der blev rene, de døve, der hørte, de døde, der stod op, og de fattige for hvem evangeliet, blev forkyndt. Efter at deres liv var blevet genoprettet kunne de rette ryggen. Men det menneskelige fordærv viser sig også blandt dem, som før var udstødte, så de forurettet kan sige om dem, der før så ned på dem, forurettede dem og måske ligefrem forfulgte dem: ”Du har stillet dem lige med os.”

Sætningen: ”Du har stillet dem lige med os”, ramler lige ind i vores forurettelseskultur, hvor vi synes, at vi har ret til at se ned på dem, der er sene til at se lyset. Holdningen viser sig, når vi siger: ”Jeg har altid ment, at…” eller ”Jeg er opdraget til, at…”Indirekte fortæller vi hovedrystende vores omverden, at vi har haft de rette holdninger og er bedre opdraget end opkomlinge, der først ser sagens rette sammenhæng, når det brænder på.

I bund og grund handler lignelsen om vingårdsarbejderne om Guds nåde. Lignelsens afgørende finte er, at vingårdsejeren siger til sin forvalter, at de sidste skal betales først. Hvis de første havde været først i køen, ville de ikke have vidst, at de fik samme løn, som de sidste - og så ville de ikke være nået til indsigten - du har stillet dem lige med os. Guds nåde er også sandhedens nåde. Det er en nåde, der altid først vil afklæde os, åbenbare vores forlegenhed, når det handler om at være gode nok til at betræde de hellige haller. Først derefter får vi en ny klædning, en ny identitet.

Hvordan vil du på den baggrund gribe prædikenen an?

Jeg tror, at jeg vil begynde med en beskrivelse - måske erindret, måske fra litteraturen, måske fra historien - af skadefryd over en af ”de sidste dages hellige”, der først i ellevte time omvender sig. Måske vil jeg forestille mig, at Præsident Trump på falderebet indser, at han er nødt til lovgive fremsynet om klimaet. Man vil anse det for at være et billigt trick for at blive siddende også efter 2020, begræde hans sendrægtighed og stadig ikke anse ham for at være ”en af vores”. Lidt den samme behandling fik koldkrigere Reagan også, da han satte sig for at ville skabe fred i verden. Ahr, tænker man, kan det nu også være helt rigtigt? Men det handler ikke om rigtigheden. Det handler om vores evne til at ville dømme én ude.

Dernæst vil jeg nok sætte lignelsen om vingårdsarbejderne ind i den sammenhæng, Matthæus har sat den i. Matthæus har nemlig lige fortalt om hvordan de tolv, der har fulgt Jesus, skal sidde på tolv troner i Himmelen. Og efter lignelsen om vingårdsarbejderne kommer den kostelige beretning, om Jakob og Johannes’ mor, der vil have Jesus til at love, at netop hendes sønner får de fornemste pladser ved hans højre og venstre side i Guds rige. Ved at placere lignelsen om vingårdsarbejderne imellem de to tekster, der handler om disciplene, sætter Matthæus tingene i perspektiv for os, når vi tror, at vi tilhører indercirkelen.

Jeg vil så slutte prædikenen med at tale om selvforståelse, om det vanskelige arbejde Gud har for med os. Det er en kamp på mindst to fronter. For det første kæmper Gud med vores tendens til at sætte os selv i centrum, når det gælder gudsforholdet. Det er rigtigt nok, at vingårdsejeren kalder en af de første for ”min ven”. Men venskabet er ikke eksklusivt. Det leder over til det næste. Gud kæmper for det andet med vores tendens til at dømme nogle ude og andre inde. Men Guds rige er ikke et meningsfællesskab af rettroende. På den måde skal vi være glade for vores folkekirke, der på trods af eller måske snarere på grund af sine mange rumlerier netop er rummelig eller favnende som Thorvaldsens Kristusfigur er det.

Ham dér! Hører han til? Hende dér?

 

TEKSTEN:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Jesus sagde: 

»Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: 

Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. 

De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: 

Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? 

De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. 

Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. 

Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: 

Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: 

De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: 

Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.«  

Matthæusevangeliet 20,1-16