OPTAKT: Ugens prædiken
Nyheder

Trinitatis søndag

Af Jeanette Capion, sognepræst Kongsted, Rønnede

Hvad er den vigtigste sætning i prædikenteksten?

"Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden."

Hvorfor er den det?

Det er den vigtigste sætning af flere årsager. Først og fremmest er det den sætning, der bærer dramaet i sig. Her bliver forskellen mellem den troende og den ikke-troende (mellem det jordiske og det himmelske) sat på spidsen. Vi går ud af pinsen med Jesu ord om, at vi ikke må forfærdes og være modløse – og her søndagen efter kastes vi så direkte ind i det, vi alle frygter mest: kontroltab.

Den, der tror (er født på ny af Ånden), kan høre vinden suse. Troende hører altså mere end den ikke-troende. Vi må tro, at den vind er fra Gud - og at der, uden for vores kontrol, der er vi i Guds vold/ hånd. Og kan vi ikke det, så er det vi får ufatteligt svært ved ikke at være modløse og forfærdede.

Hvordan vil du på den baggrund gribe prædikenen an?

Det er 50 året for månelandingen i år – og i anledningen af, at det også er fuldmåne på Trinitatis søndag, laver vi en aftengudstjeneste med udgangspunkt i månelandingen. 

Jeg tænker, at hele månelandingsprojektet må have krævet tro. At sætte sig ind i sådan en maskine og ikke vide om det bærer eller brister. Her gjaldt det om at kunne høre vinden suse.

Jurij Gargarin, som var første mand i rummet, hørte ikke vinden suse. Ude i rummet så han ingen Gud. Han så kun jorden. Hverken mere eller mindre.
Gargarin landede aldrig på månen.

Men de der gjorde, de så noget andet. Noget mere. Buzz Aldrin, der var med på den første Apollo-mission, indstiftede nadveren inden Armstrong to det første store skridt for menneskeheden.

3 år efter at Apollo 11 landede på månen og Neil Armstrong blev første mand på månen, faldt Apollo 17 ned på månen i 1972 og astronaut  Gene Cernan blev sidste mand på månen – indtil videre.

Gene Cernan ligesom Jurij Gargarin, den russiske kosmonaut, troede ikke på Gud. Men da Gene Cernan kom ud i rummet, så han noget helt andet end Gargarin:

Videnskab og teknologi fik mig frem til månen. Men da jeg kom frem, kunne videnskab og teknologi ikke forklare, hvad jeg så og følte. Når du kigger på jorden, så roterer den majestætisk og mystisk om sin akse. En akse, som du ikke kan se, men som må være der. Der er ikke en snor, der holder den oppe. Jorden bevæger sig med formål. Den bevæger sig logisk. 

Guds fingeraftryk.

Det er for smukt til at være sket ved et tilfælde. 

Der må være noget, som hverken du eller jeg kan forstå, når det kommer til verdens skabelse eller livets mirakel.

Der er en skaber.

Der er en Gud.

En eller anden, nogen, noget – en værende, en kraft – placerede vores lille jord, solen og månen midt i et stort mørkt tomrum.

Prædikenens tese: At høre vinden suse uden at vide, hvor den kommer fra eller hvor den bærer os hen kan være angstprovokerende. Men hvis vi tør tro, at vindens susen er mere – at den er Guds ånd, så åbnes vores øjne for en skønhed og en storhed, som vores viden eller blotte øje ikke kan se. 
Vi får en fornemmelse af, at der er en sammenhængskraft.

Og når vi tør tro dette, så er det, at vi kan tage imod den fred, som Kristus har givet os. Så er det, at vores hjerter ikke længere forfærdes eller overvældes af modløshed.

Strøtanke: Mange af de astronauter, som tog til månen, havde en eller anden form for religiøs oplevelse. Alle denne verdens farisæere vil nok forsøge at forklare det med manglende lufttryk eller lign. Vi kan finde videnskabelige forklaringer på mangt og meget i forsøg på at kontrollere den vind, som vi ikke ved, hvor kommer fra eller hvor er på vej hen.

Men måske, bare måske, var det Guds Ånd? Måske bare, bare måske, hørte de vinden suse?

Jeg tænker, at jeg vil slutte af med en anden astronauts ord, nemlig den yngste mand til at gå på månen, Charles Duke:

Jeg gik tre dage på månen. Jesus vil gå med mig for evigt.

TEKSTEN:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Der var et menneske, en af farisæerne, ved navn Nikodemus, medlem af jødernes råd. Han kom til Jesus om natten og sagde til ham: 

»Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.« 

Jesus svarede ham: 

»Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.« 

Nikodemus sagde til ham: 

»Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?” 

Jesus svarede: 

»Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.« 

Nikodemus spurgte ham: 

»Hvordan kan det gå til?” 

Jesus svarede: 

»Du er lærer i Israel og forstår ikke det? Sandelig, sandelig siger jeg dig: Vi taler om det, vi ved, og vi vidner om det, vi har set, men I tager ikke imod vort vidnesbyrd. Tror I ikke, når jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske? Ingen er steget op til himlen undtagen den, der steg ned fra himlen, Menneskesønnen. Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.«

Johannesevangeliet 3,1-15