OPTAKT: Ugens prædiken
Nyheder

20. søndag efter Trinitatis

Af Jesper Svendsen, sognepræst Holsted Kirke, Næstved

Hvilken sætning i teksten er den vigtigste/mest centrale, mener du?

"Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud. Hvem af de to gjorde deres fars vilje?"

Hvorfor er den det? 

Fordi vi mennesker af verden er altid spændt ud i mellem vor modsigelser. Som Paulus prægnant siger: "Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt. Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg". 

Så ham der sagde nej, men alligevel overvandt sig selv og gjorde det, er på mange måder et billede på en almengyldig problemstilling vi mennesker dagligt står i. 

Hvordan forestiller du dig, at prædikenen på den baggrund skal gribes an? 

Evangeliet stiller menneske meget frit i den forstand, at den der hører ordet, må afgøre sig! Vil du eller vil du ikke?

Derfor skal forkyndelsen også gøres til en afgørelse bland menigheden. Ikke en viljesagt, men en trosagt, at det er ud fra troens overskud, at mennesket skal lade afgørelsen finde sted.

I bund og grund, er det jo ikke en handling, men en overgivelse, der bliver menneskets gerning over for ens næste, næstekærligheden. Kærlighedens gerning er en overgivelse til, ikke at stoppe det troen/tilliden til Gud får til at spire i én, men derimod lade det passerer gennem en og lade den kærlighedens gerning, som man modtog den fra Gud, blive ens næste til del.

Teksten:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Jesus sagde: »Men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud. Hvem af de to gjorde deres fars vilje?« De svarede: »Den første.« Jesus sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham.

Hør endnu en lignelse! Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?« De svarede ham: »Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.« Jesus sagde til dem: »Har I aldrig læst i Skrifterne: ›Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens eget værk, det er underfuldt for vore øjne?‹ Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse.«

Matthæusevangeliet 21,28-44