OPTAKT: Ugens prædiken
Nyheder

Palmesøndag

Af Rikke Milan Nielsen, sognepræst Gunderslev og Skelby

Hvad er den vigtigste sætning i prædikenen?

”Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl”

Hvorfor er den det?

Sætningen rummer for mig hele palmesøndags evangelium. Den viser kristendommens bevægelse: Vi skal ikke bane os vej til Gud. Gud kommer til os.

Hvordan vil du på den baggrund gribe prædikenen an?

Der findes dage, hvor glæden er så stor, at vi ikke kan forestille os, at noget som helst eller nogen kan slå os omkuld. Der er øjeblikke i livet, hvor alting synes at lykkes, og hvor glæden fylder så meget, så man tror, at det aldrig holder op. Det kan være, når man bliver forældre, eller når man møder kærligheden. Da kan det føles, som om man kan gå på vandet.

Sådan må de også have haft i Jerusalem, den dag Jesus red ind i deres by. Nu kunne alt kun blive bedre. Glæden var så stor, at den nok skulle varer for evigt. Her var jo den mand, som Gud havde udvalgt til at genrejse deres land. Den mand, kongen, frelseren, som de havde ventet på i generationer. 

Men vi ved godt, at intet varer evigt – heller ikke glæden. Det gjorde den ikke dengang i Jerusalem, og det gør den heller ikke i vores liv.

I Jerusalem kommer der en fredag efter søndag. Det er det skræmmende ved palmesøndags glæde. Vi, der hører ordene i dag, ved jo godt, hvordan det ender. Vi ved, at få dage efter hænger kongen på æslet død på et kors.

I vores liv bliver festdage til hverdag. Vi ved af erfaring, at der nok skal komme dage, hvor glæden ikke fylder det hele, måske endda dage, hvor glæden synes helt forsvundet. Ingen af os kommer udenom hverdagens hårde dage, livets tunge tab eller den svære smerte.

Derfor er det så befriende, at ”Se din konge kommer til dig”.

Palmesøndags tekster og påskens historie i det hele taget fortæller, at det er, når livet gør ondt og er tungt og besværligt, at Gud kommer tættest til os. De fortæller, at Gud i Jesu skikkelse gav afkald på sin ophøjethed og blev menneske og gik så langt som ind i døden for at være der, hvor vi er. At han gjorde det for at kunne komme os helt nær og for at være sammen med os midt i det hele -  både når glæden bruser og bobler i os, men også når livet gør ondt, er tungt og besværligt.

Gud kommer til os!

 

Teksten:

Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: 

”Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.” 

Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: ”Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.” Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: 

”Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste! ” 

Matt 21,1-9