OPTAKT: Ugens prædiken
Nyheder

3. søndag efter påske

Af Henrik Bach, sognepræst, Fårevejle Kirke

Hvad er den vigtigste sætning i prædikenen?

”Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.”

Hvorfor er den det?

Den rummer noget evigt menneskegyldigt. Ikke to liv er ens, men vi er til alle tider fælles om at opleve glæde og sorg, lykke og fortvivlelse, lidelse, død og håb, det er vore eksistentielle grundvilkår. Her får vi at vide, at både når vi er oppe og nede, går vi ikke vejen alene. Vorherre med os alle dage – ham, der selv har været allerlængst oppe, ude og nede. Det ligger der en stor trøst i.

Hvordan vil du på den baggrund gribe prædikenen an?

Jeg har tre dåb på søndag, om som enhver præst ved, er det noget man tager hensyn til i såvel salmevalg, som prædiken. De, der sidder på kirkebænken har forskellige forudsætninger samtidig med, at det glædelige budskab gælder og rammer ethvert menneske. Og sker det ikke ved præstens prædiken, så i teksterne, bønnerne, ritualet, musikken, sangen og alle billederne.

Hverken Vorherre eller kirkens mur skærmer mod alt det onde udenfor, heller ikke midt i glæden over at tre børn døbes. Lige nu dræbes, forfølges og fordrives kristne fra især den muslimske og kommunistiske del af verden – og danske politiker og biskopper har i misforstået hensyntagen, politisk korrekthed, eller eksporthensyn – måske en kombination af alle tre – vendt det blinde øje til på det skammeligste. Forfølgelserne tangerer genocide – folkemord - som en ny britisk rapport slår fast. Selv om de sørger lige nu, må man håbe, at de stakkels forfulgte kun har mistet troen på Vesten magthavere, og ikke Vorherre – for ”da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.”

I Fårevejle bliver ingen så vidt vides forfulgt pga. deres tro. Men derfor kan der godt sidde folk i kirken, som på anden måde af ramt – af sygdom, bekymring, eller tab. Ikke sjældent kommer pårørende til gudstjeneste den følgende søndag efter en begravelse. Til både de glade dåbsfølger, og de, der ”kun” er kommet til gudstjeneste, samt til kirkefolkene - herunder præsten – skal det lyde, at vi må stole på, at det ender godt.

”Mørket er en vej og lyset er et sted”, som det smukt lyder hos Dylan Thomas. Vi går ikke vores livs vej alene. Og selv om vi måske ikke kan se Vorherre lige nu, kan han se os. Tro er tillid til, at jeg ikke skal frelse mig selv, selv om jeg er medarbejder på mit eget liv og også har et ansvar for de andre. Det gælder såvel for nye, som for gamle dåbsbørn. Og med det glædelige budskab går vi ud i livet.

Teksten: 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes

Jesus sagde: 

»En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.« 

Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: 

»Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?« 

De sagde altså: 

»Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.« Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: 

»I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.«

Johannesevangeliet 16,16-22