OPTAKT: Ugens prædiken
Nyheder

24. søndag efter Trinitatis

Af sognepræst Asbjørn Hansen, Hjembæk-Svinninge Sogn.

Hvilken sætning i teksten er den vigtigste/mest centrale, mener du? 
”Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet.” 

Hvorfor er den det?  
Jesus vender vores opfattelse af liv og død på hovedet. Vi er vant til at forestille os døden som enden på vores liv. Men i Kristus kan vi gå fra død til liv. Hvad kan det mon betyde? 

Desuden angiver sætningen vigtigheden af at høre Jesu ord – at få sit liv koblet sammen med hans. For derved er vi også koblet sammen med Faderen, og det er vores håb både i livet og i døden. 

Hvordan forestiller du dig, at prædikenen på den baggrund skal gribes an? Jeg har 40 konfirmander i kirke den dag, så jeg må forsøge at relatere teksten til deres liv. 

Det kunne handle om at være holdt udenfor og blive budt indenfor i fællesskaber. Det var jo på mange måder det, mennesker oplevede, når de mødte Jesus. Han ”tog børnene i favn”, han hjalp dem, andre holdt udenfor, han besøgte de marginaliserede og spiste sammen med dem – dvs. han inkluderede dem, han omgav dem med kærlighed og accept. 

Dette kan fint sættes sammen med Paulus’ ord fra epistelteksten om at ”iklædes den bolig, vi har fra himlen”. 

Vores liv og vores selvbillede kan være miserabelt, slidt og beskidt, men når vi kobles med Jesus og Faderen, kan vi som den fortabte søn opleve at kunne smide det gamle, slidte tøj væk og blive iklædt festtøj (som konfirmanderne bliver på den store dag og dåbsbørn, når de bliver døbt). 

Den fortabte søn er også en beretning om, at vi ikke kan leve egoistisk og ansvarsløst. Vores liv har konsekvenser, og når vi afsløres og står afklædte, kan vi se, at vores eget ikke holder. Paulus skriver så, at vi hos Gud ”klædes på, så det dødelige bliver opslugt af livet”. 

Måske kunne man bruge Robert Jakobsens altertavle fra Hjerting kirke, hvor rustent jern er overtrukket med guld. Et fint billede på, at vores rustne liv af Gud iklædes det fineste guld.

 

Teksten:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Jesus sagde til dem: 

»Min fader arbejder stadig, og jeg arbejder også.« 

Derfor var jøderne endnu mere opsat på at slå ham ihjel; for ikke blot brød han sabbatten, men han kaldte også Gud sin fader og gjorde sig selv Gud lig. Jesus sagde til dem: 

»Sandelig, sandelig siger jeg jer: Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre; for hvad Faderen gør, det samme gør også Sønnen. For Faderen elsker Sønnen og viser ham alt, hvad han selv gør; og han skal vise ham endnu større gerninger, så I skal undre jer. For ligesom Faderen oprejser de døde og gør dem levende, således gør også Sønnen dem levende, han vil. Faderen dømmer heller ingen, men hele dommen har han overdraget til Sønnen, for at alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen. Den, der ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som har sendt ham. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den time kommer, ja, den er nu, da de døde skal høre Guds søns røst, og de, der hører den, skal leve. For ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv. Og han har givet ham magt til at holde dom, fordi han er Menneskesøn. I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer, da alle de, der er i gravene, skal høre hans røst og gå ud af dem – de, der har øvet det gode, for at opstå til liv, men de, der har gjort det onde, for at opstå til dom.

Johannesevangeliet 5,17-29