OPTAKT: Ugens prædiken
Nyheder

12. søndag efter Trinitatis

Af Lisbeth Sinnet Froholdt, sognepræst, Vordingborg Kirke

Hvad er den vigtigste sætning i prædiketeksten? 

"Og folk kom til ham med en, der var døv og havde svært ved at tale, og de bad ham om at lægge hånden på ham." 

Hvorfor er den det? 

Nøgleordet er for mig det inkluderende fællesskab. Der skal to viljer til i et inkluderende fællesskab. Viljen skal komme fra den, der vil inkluderes og fra dem, som gerne vil inkludere. Ellers er det ikke inklusion. En inklusion kan ikke påtvinges. Man kan ikke presse en inklusion igennem, men man kan bane vej for inklusionen ved at skabe forståelse og accept fra begge sider.

Hvordan vil du på den baggrund gribe prædikenen an? 

Vi bygger på et samfund, hvor vi tager hånd om hinanden, også den svage. Den hjemløse, der står foran supermarkedet med Hus Forbi og gerne vil sælge bladet. Øjeblikkets irritation bliver afløst af en eftertænksomheds pause!

Dybest set bygger vores samfund på en ideologi, der handler om åndsfrihed og demokrati - men kan vi efterleve tankerne bag det inkluderende samfund

Vores grundholdning er, at vi gerne vil have alle med ind i fællesskabet. – Kan vi det? Vi har et håb om, at der er vilje til at være forskellige. Men viljen kommer ikke af sig selv. 

I Jesu formaning ”Effatha” ligger der først og fremmest en formaning til den udsatte, at han skal komme med det, der er hans, men også en formaning om, at fællesskabet skal kunne tage imod det. Der er tale om et give - modtageforhold. Når der er balance i dette forhold, er inklusionen en mulighed. 

Hvis man både kan se sig selv i øjnene og andre i øjnene på samme tid, er inklusionen vel mulig? 

Sommetider lykkes inklusionen. Sommetider lykkes den ikke.  

 

TEKSTEN:

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: 

 

Jesus drog igen bort fra egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas Sø midt igennem Dekapolis. 

 

Og folk kom til ham med en, der var døv og havde svært ved at tale, og de bad ham om at lægge hånden på ham. 

 

Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; og han så op mod himlen, sukkede og sagde til ham: 

 

»Effatha!« – det betyder: »Luk dig op!« 

 

Og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt. 

 

Jesus forbød dem at sige det til nogen; men jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det. Og de var overvældede af forundring og sagde: 

 

»Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.« 

 

Markusevangeliet 7,31-37