OPTAKT: Ugens prædiken
Nyheder

14. søndag efter Trinitatis

Af Birgit Svendsen, sognepræst Rye og Kirke Sonnerup sogne

Vigtigste sætning i teksten på søndag:

”Vil du være rask? (...) Tag din båre og gå”.

Tanker og refleksion om prædikenen:

”Vil du være rask”?

Jesu spørgsmål til den syge mand, der lå ved kanten, kommer bag på ham i en sådan grad, at han svarer på noget helt andet, end det, han bliver spurgt om! Han bliver så forbavset, at han snakker helt udenom.

”Herre”- siger han, ” Jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig”!

Manden kommer med andre ord med en forklaring på, hvorfor han stadigvæk og hver eneste dag i 38 år har ligget der ved Bethesda Dam, - men han svarer ikke på det spørgsmål, som Jesus stiller ham. For det svar, som spørgsmålet kræver, er blevet væk for ham for længe siden. De mange års tilværelse som lam er blevet livsholdning, en vane, et mønster med høje kanter.

Fysisk tilstede i livet er han blevet fraværende i tilværelsen sammen med andre mennesker.

Vil du være rask?

Noget af et provokatorisk spørgsmål stillet til en mand, der har været syg i så mange år?

Men når Jesus stillede det spørgsmål til ham, var det jo fordi, han lige akkurat vidste, hvordan det var fat med ham.

Fysisk syg, ja men også ramt på sjælen.

Det er måske gået sådan til: Først har han inderligt håbet på helbredelse for sin lammelse og da denne ikke er indtrådt, er det med tiden blevet til en mere flaksende længsel for til sidst at ende i afmagt og resignation.

Det hele kunne så også være lige meget. ”Jeg har ikke et menneske, der kan hjælpe mig op i vandet til mig”.

Vi kender det jo alt for godt, dette med at mærke tyngden af vores liv, der gør, at vi ligesom lukker af, lukker os inde i os selv. For nogle er det ligesom den lamme- en sygdom, som vi ikke ved egen kraft kan løsne os fra og heller ikke kan acceptere.

For andre er det ansvaret for arbejdet, familien, ja livet i det hele taget, der tynger – vores egen drøm om, at livet skal være perfekt og vi selv selvkørende og selvstændige.

Vi lukker af, men har – gudskelov ofte – ligesom den lamme bevaret et gran af håb, en længsel efter et andet liv.

Hvorfor skulle han ellers have placeret sig ved kanten af dammen?

Vil du være rask?

Vil du - vover du langt om længe, at lade dig røre, sætte i bevægelse, blive en del af et fællesskab - ikke perfekt, fejlfrit, men et fællesskab, hvor vi deler mere eller mindre liv og dagligdag? Som dem, vi er?

Et provokatorisk spørgsmål – ja – men jo ikke stillet af hvem som helst.

For netop i Jesu mund lyder sætningen helt anderledes end i alle andres. Sådan som facit i mellemregningen i et regnestykke kan ændres totalt af det fortegn, som sættes foran. Hans fortegn er altid kærlighedens fortegn. For han bar, ja han bærer ustandselig tilliden, modet, kærligheden og agtelsen for det andet menneske ind i vores tilværelse. Hvor vi ofte er fraværende for hinanden, bærer han Guds nærvær ind i verden.

Rejs dig tag din båre og gå.

Den lamme rejste sig virkelig og rakte ud efter båren - rakte ud efter det liv, som Gud havde givet ham gennem Jesu ord.

Tag din båre og gå siges også til os dig og mig og vi har alle en båre, der skal bæres. 

For den lamme var det erindringen om 38 års lammelse.

For andre kan det være mindet, erindringen om det, der var, eller det eller dem vi savner så voldsomt, eller det liv, vi længes så inderligt mod og som vi dagligt halser efter i et evigt præstationsræs. Fordi vi tror, at kun det perfekte er godt nok.

Det hører med alt sammen, erindringen, skylden, sorgen, stressen, men vi er ikke længere bundet til at blive i det evig og altid - for også til os lyder ordene:”Tag din båre og gå” – Tag imod Guds nærvær, som du møder hver gang du lytter til hans ord og derved får rakt en mulighed for at komme ud over din selvkredsen og i stedet rette opmærksomheden mod verden og de andre omkring dig.......

Rejs dig tag din båre og gå- der er mange, der har brug for netop os- dig og mig!

   

Teksten:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem. Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Betesda; den har fem søjlegange. I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge, som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet. Til tider fór Herrens engel nemlig ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den første, der kom ned i vandet, efter at det var bragt i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led af. Dér lå der en mand, som havde været syg i 38 år. Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: »Vil du være rask?« Den syge svarede: »Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.« Jesus sagde til ham: »Rejs dig, tag din båre og gå!« Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring. Men det var sabbat den dag; derfor sagde jøderne til ham, som var blevet helbredt: »Det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din båre.” Han svarede dem: “Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå.« De spurgte ham: »Hvem var den mand, der sagde til dig: Tag den og gå?« Men han, som var blevet helbredt, vidste ikke, hvem det var; for Jesus var gået sin vej på grund af menneskemængden på stedet. Senere mødte Jesus ham på tempelpladsen og sagde til ham: »Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.« Manden gik tilbage og fortalte jøderne, at det var Jesus, der havde gjort ham rask.

Johannesevangeliet 5,1-15