OPTAKT: Ugens prædiken
Nyheder

6. søndag efter påske

Af Jørgen Lund, sognepræst, Ølsemagle

Hvad er den vigtigste sætning i prædiketeksten?

”Når Talsmanden kommer…sandhedens ånd…skal han vidne om mig”.

Hvorfor er den det?

Det er den, fordi det så bliver muligt at tale om, hvad der er sandhed, kristeligt forstået.

Jesus taler om, at Han vil sende sin ånd, talsmanden, Sandhedens ånd, altså Helligånden.

ja, siger vi moderne mennesker, Det er vel kun sandt, hvis det er sandt for mig, og hvad er iøvrigt sandhed?

Allerede PILATUS reagerede sådan.  Da Jesus sagde til ham, at Han kom af sandheden, spurgte Pilatus netop: Hvad er sandhed?

Ja, sandheden er i hvert fald ikke afhængig af, at nogen tror på den, som det er så moderne at hævde.

For Helligånden er et stykke virkelighed og kan som sådan hverken være sand eller usand.  Den er der bare...

På samme måde som et regnvejr bare er der uden at man kan tale om, at det er sandt eller usandt.  Et regnvejr er ikke en sandhed; det er et FÆNOMEN - et stykke virkelighed, som man kan PÅSTÅ noget om, feks. at det regner.

Denne PÅSTAND kan så være sand eller usand.  Dvs. sandhed er altså en egenskab ved en påstand om virkeligheden.

At tro at noget er sandt, er at tro, at det også var sandt, selvom jeg ikke troede det.

For hvis jeg nu ikke troede det - altså mente at det var løgn - ville det være dødt for mig - færdigt!

Tror jeg på noget, tror jeg altså også på, at det er sandt.

Sandheden lever af at erkendes som det, den er; løgnen dør af at erkendes som det, den er. Sådan fortsætter Helligånden også sit arbejde uden at være afhængig af, at nogen tror på den. 

Hvordan vil du på den baggrund gribe prædikenen an?

Jeg vil gribe prædikenen an på den måde, at jeg vil udfolde forskellen på almindelige sandheder p.d.e.s., der alle må respektere korrespondensteorien, som siger, at der skal være korrespondens mellem påstanden om virkeligheden og virkeligheden selv

– Og sandheden om Gud p.d.a.s.

For de almindelige sandheders vedk. begynder det med en iagttagelse af virkeligheden som man efterfølgende knytter en sand eller usand påstand til.

Anderledes forholder det sig, når det drejer sig om at tro på Gud.  Dér kan jeg ikke først ved iagttagelse eller bevis vide, at Gud eksisterer, hvorefter jeg så kan vælge at tro mere eller mindre heftigt på Ham.  Her begynder det med troen.

Her kan prædikenen så tage flere spændende drejninger:

1)  Sandhedens ånd vidner om, at Jesus Kristus er sandheden.

Men hvis sandheden kun kan være en egenskab ved påstande, altså nogle ord - Hvordan kan sandheden så være en person: Jesus?

Der kommer Joh. evangeliet os til hjælp ved at fremhæve Jesus som Ordet, der fik kød og blod. Og om ord kan man jo sige, at de kan være sande eller usande.

2)  Jesus siger, at Han vil sende Helligånden som skal vidne om Ham.

Men Helligånden VIDNER jo ikke alene om Kristus – den ER også Kristus. Den er Kristi egen ånd.

Derved vokser Helligånden pludselig en hel kategori – fra at vidne om Kristus til at VÆRE Kristus. Vi taler jo også om den treenige Gud: Faderen, Sønnen og Helligånden.

Spørgsmålet er så, om det er muligt at vidne om sig selv – som også farisæerne anklager Jesus for…

3)  I grunden er Gud jo Ånd. Men af forskellige grunde valgte Ånden at tage menneskelig skikkelse – at blive menneske – i Jesus Kristus.

Da Han så opgav sin ånd (!), tog den bolig i et andet legeme, og det er kirken, og det er os (kyriakón, "det som hører Herren til").

”I skal også vidne”, siger Jesus. Hvordan gør vi det? Hvornår gør vi det? Og hvad sker der med os, når vi får den?

 

TEKSTEN

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Jesus sagde: 

»Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig. Men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen. Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra. De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig. Men sådan har jeg talt til jer, for at I, når den tid kommer, skal huske på, at jeg har sagt det til jer. Men jeg sagde det ikke til jer fra begyndelsen, fordi jeg var hos jer.«  

Johannesevangeliet 15,26-27 ; Johannesevangeliet 16,1-4