OPTAKT: Ugens prædiken
Nyheder

1. søndag i advent

Af Mads Zachodnik, sognepræst, Store Tåstrup Sogn

Hvad er den vigtigste sætning i teksten?

Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!«

Hvorfor er den det?

Sikke en velkomst. Jesus er ventet med længsel. Og der er stor glæde og store forventninger til Jesus blandt dem, som venter ham. Men det varer ikke længe. Inden ugen er omme, står skaren og råber ”Korsfæst ham”. Skarens forventningerne gik måske mest på, at de skulle bekræftes i deres egen tro og praksis. Men de skulle opdage, at deres egne forventninger til Guds søn ikke blev indfriet. Så spændet mellem forventningen og skuffelsen var stor. Dét spænd vil jeg nok udforske lidt og italesætte.

Hvordan vil du på den baggrund gribe teksten an?

Der er masser af eksempler på oplevelser af, at vores forventninger ikke indfries. Tillid svigtes, løfter brydes, ansøgninger afslås, ønsker overses – hvert menneske har sine egne eksempler at drage frem.

Og når så forventningerne til andre ikke indfries, så vender man dem ryggen. Hvis det ikke fanger os fra første sekund, så zapper vi videre - fralægger vi os ansvar og interesse. Det gælder både blandt mennesker og ting. Men er det nogle gange vores forventninger, som er forkerte i forhold til, hvad andre kommer med, mere end det er de andre eller det, de kommer med? I stedet for forventning burde vi møde andre med tillid til, at de kommer med noget godt, og med et ønske om forståelse.

Derved gør vi ”den indbyrdes kærlighed levende iblandt os”, som bedes om søndagen.

Det er trods alt heller ikke altid, at vi selv kan indfri andres forventninger til os (eller egne forventninger). Men vi kan jo håbe på deres barmhjertighed og overbærenhed. Hvorfor er vi anderledes overfor andre, end os selv?

Nu starter vi kirkeåret – og sikkert med forventninger til, hvad det nye bringer os. Bliver vi og vort eget bekræftet i årets tekster? Hvis ikke, så skal vi måske justere vores forventninger. For kongen kommer til hver af os. Så brug kirkeåret på, at finde ud af, om dine forventninger til Jesus er de samme, som det, han lover dig.

Og lad være med at zappe videre til næste ”levende billede”, hvis du forventer noget andet af den konge, som kommer til dig søndag efter søndag i kirkeårets tekster.

Det gjorde skaren langfredag tidlig morgen, zappede videre. Men gør du ligeså så kommer du heller ikke videre, end til korsfæstelsen.

For at gøre håbet til en levende forventning i din hverdag, så du skal videre til påske morgen – for det er opstandelsen, der indfrier Guds løfte til mennesket og gør Jesu komme julenat til et levende håb.

 

Teksten:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: 

»Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« 

Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: 

»Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« 

Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: 

»Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!«

Matthæusevangeliet 21,1-9