OPTAKT: Ugens prædiken
Nyheder

11. søndag efter Trinitatis

Af Thomas Øgaard Olsson, Nørrevangskirken, Slagelse

Hvad er den vigtigste sætning i prædikenteksten?

”Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen”

Hvorfor er den det?

At stå for sig selv og ikke ville kigge op – altså stå og kigge ned - er den første bevægelse når du søger Gud. Du kan ikke bede: ”Gud, vær mig synder nådig” før du ved, hvem du selv er.

Hvis det er svært at erkende sin skyld, så er det godt at andre uden blusel vil udbasunerer den. Ramt af sandheden kan man bukke sit hoved i skam og Gudsfrygt, og håbe på Guds nådige tilgivelse. 

Hvordan vil du på den baggrund gribe prædikenen an?

Teksten er lagt smukt tilrette, bolden ligger på pletten og vågner man søndag morgen iført en spillertrøje for FC-Luther, er det bare at sparke den ind med en god klassisk ”lov og evangelium-prædiken”.

Loven er tugtemester til Kristus. Min syndighed lægges for dagen, hvor nedladende farisæren end er, er han min ven i dag.

Jeg er helt klart bedst til lov-delen. Det er fedt at give den fuld gas med alle sine idiosynkrasier. Faktisk er det synd at der ikke bliver udbudt en Master i farisæisme.

Når men, hvor skal man begynde? Udenlands? Verden er fyldt med narcissistiske demagoger, grådige diktatorer, politiske populister, ny udsprungne fasister og religiøse fanatikere. På hjemmebanen er der også rigeligt at tage fat på. Min yndlingsaversion for tiden er ” influencers” primært yngre eller helt unge kvinder der sponseret af et firma eller en sugar daddy fortæller andre, hvad der er hot or not.

Jeg ved godt det bare er tidens reklamesøjle, men det levendegjorte har en dragende og uhyggelig virkning, der skaber et ”jer er alt eller intet” behov hos målgruppen. Prøv at fortælle et ungt menneske at de er alt fordi mor, far og Gud elsker dig, når en eller anden glimmertrunte i ført slippers fra Hermes, undertøj fra Agent Provocateur og makeup fra Mac eller Nars, giver den gas på sin blog.

 

TEKSTEN:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

 

Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: 

 

»To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. 

 

Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. 

 

For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.« 

 

Lukasevangeliet 18,9-14