Fortsæt til hovedindholdet
Arkiv 2023
Nyheder

Roskilde Stiftsråd sender udtalelse til kirkeministeren

Stiftsrådet opfordrer indtrængende regeringen til at genoverveje planerne om at afskaffe store bededag

Roskilde Stiftsråd

Roskilde Stiftsråd

Tilkendegivelse fra Roskilde Stiftsråd om forslag til afskaffelse af store bededag

På et ekstraordinært indkaldt stiftsrådsmøde mandag den 16. januar 2023 har Stiftsrådet vedtaget følgende udtalelse:

Roskilde Stiftsråd har med forbløffelse og bekymring fulgt regeringens og kirkeministerens udmeldinger og fremlæggelse af forslag til lovgivning om at sløjfe store bededag som helligdag og fridag.

Store bededag er ud over at være en helligdag, en dag som traditionelt er en af kirkens store festdage, nemlig konfirmationerne.

Stiftsrådet undrer sig på denne baggrund meget over den manglende kontakt til folkekirken og biskopperne forud for lovgivningsinitiativerne i et for kirken så centralt anliggende og oplever, at det har sat relationen mellem stat og kirke under stort pres. Det giver anledning til bekymring for det fremtidige samarbejde.

Siden grundlovens indførelse har der ellers hersket et tillidsfuldt forhold mellem stat og kirke. Set i det lys, er hændelsesforløbet omkring store bededag ganske alvorligt.

Stiftsrådet opfordrer indtrængende til, at lovinitiativerne omkring store bededag bliver genovervejet, og at der snarest påbegyndes en egentlig dialog og forhandling med biskopperne.

Stiftsrådet støtter fuldt op om de tilkendegivelser, som både biskopperne og Landsforeningen af Menighedsråd har fremført over for regering og kirkeminister.

På vegne af Roskilde stiftsråd

Bodil Therkelsen

Formand