Arkiv 2022
Nyheder

Nytårskur om dåb

Alle præster i Roskilde Stift inviteres til nytårskur onsdag den 18. januar 2023. Mød blandt andre Leise Christensen og Anders Kaufmann

Denne inspirationsdag vil handle om dåbspraksis og dåbsteologi, om dåbens væsen og dåbens mange former i Den danske Folkekirke. Hvordan tænker vi om dåben, og hvilken teologi lægger vi i dåben?

Vi skal også høre om den udskudte dåb - konfirmanddåben. Hvordan vælges dåben til eller fra, og hvordan kan vi som kirke hjælpe med til at kvalificere både valget, dåbsundervisningen og dåbshandlingen til glæde for konfirmander, deres familier og det lokale sogn?

Oplægsholdere:

Leise Christensen, sognepræst i Skt. Johannes kirke i Århus, tidl. lektor i FUV, forfatter til bogen Johannesdåben- taler og Tanker, Eksistensen 2021.

Anders Kaufmann, medarbejder i Konfirmandcentret og har sammen med Kirkefondet lavet undersøgelsen Den udskudte dåb.

Praktisk information:

Roskilde Konvents Nytårskur 2023

Program

9.30: Ankomst og morgenkaffe

10.00: Velkomst v. biskop Ulla Thorbjørn Hansen

10.15: Leise Christensen: Dåb og dåbsteologi

Dåben er arveguldet i Folkekirken, og hver uge døbes et stort antal spædbørn, unge og voksne. Det

kalder på teologisk refleksion over dåbens væsen og vilkår, og hvad vi som præster siger i vores dåbstaler til højmesse, lørdagsdåb, konfirmanddåb og voksendåb.

12.00: Frokost

12.45: Anders Kauffmann: Giver konfirmanddåben mening- og for hvem?

Hvad sker der frem mod konfirmationsalderen, når forældrene har valgt, at deres børn selv skal vælge, om de vil døbes eller ej. Får de unge nogen hjælp til at træffe dette valg, eller er de overladt til sig selv? Hvad er det for en fortælling, børn og teenagere møder, når de dukker op i kirken enten som konfirmander eller juniorkonfirmander. Og hvordan oplever de unge det at blive døbt? Anders Kaufmann fra folkekirkens uddannelses- og videnscenter vil komme og fortælle om projektet ”Den udskudte dåb”, hvor præster fra forskellige dele af landet har arbejdet med konfirmanddåb og undervisning.

14.00: Debat og afslutning