Ny biskop: ”Folkekirken skal være der! Det skal vi ikke overlade til andre”

Tekst: Sidsel Drengsgaard
Foto: Rune Hansen

Hvis vi skruer tiden godt tre måneder tilbage, var Roskilde vært for den store kirkefestival ”Himmelske Dage”. Byen, parker, kulturhuse og kirker summede af aktivitet, foredrag, musik og glade, engagerede mennesker.

Efterfølgende talte mange om, at den daværende bispekandidat, Ulla Thorbjørn Hansen, på sin ladcykel cyklede rundt, deltog, hilste og engagerede sig i samtaler. Hun var simpelthen bare til stede.

Og det siger måske en hel del om Ulla Thorbjørn Hansen, der søndag den 4. september 2022 bispevies i Roskilde Domkirke - og dermed bliver det 1000 år gamle stifts biskop nummer 65.

Vi skal nå ud!

En af hendes hjertesager er, at folkekirken i fremtiden – i mere udpræget grad – må være en sjælesorgens kirke.

”Og det skal forstås bredt. Sjælesorg er ikke kun den eksistentielle samtale mellem præst og medmenneske, men finder også sted i eksempelvis musik, prædikener, diakoni, samtale og undervisning,” forklarer Ulla Thorbjørn Hansen.

Hun er i denne sammenhæng inspireret af norske Tor Johan Grevbo, der er tidligere præst og professor emeritus i sjælesorg. Han mener, at sjælesorg kan stå som en samlende og udfordrende overskrift over alle kirkens livsytringer. 

”I sjælesorgsarbejdet – bredt forstået – kan vi som folkekirke også nå ud til de mennesker, der ikke har deres faste gang i kirken. Det har vi været og er gode til i et tilbud som babysalmesang. Det er spændende, hvad det næste tiltag bliver, der på samme måde skaber rum og resonans for kristentro,” siger hun.

Derfor ønsker Ulla Thorbjørn Hansen også at give plads til at være kirke på mange måder med plads til ånd, følelser og fantasi. Hun ønsker, at der skal være højt til loftet, så længe det er båret af kristendommens ”altid allerede elsket”, som musikeren Peter Bastian så rammende formulerer det i sin bog af samme navn. 

”Jeg har i valgkampen sagt, at ét udtryk for dette kunne være en ungdomskirke i hvert af stiftets provstier. Altså et sted, hvor der er plads til samtalerum og fællesskab for unge. Men det skal vi sammen finde ud af. Det er generelt vigtigt for mig at sige, at jeg ikke bliver en biskop, der kommer med alle svarene på forhånd. Jeg vil stille min erfaring og mine kompetencer til rådighed, så vi sammen kan skabe den bedste kirke fremover.” 
 

Lyttende – og retningsangivende 

Ulla Thorbjørn Hansen er særligt inspireret af den form for sjælesorg, som Tor Johan Grevbo kalder viatorisk sjælesorg.

En viator er på latin en person, der både er vejfarende – altså en medvandrer – og en budbærer.

”Man kan sige, at man som sjælesørger altid er på vandring og i proces. Man vandrer med et andet menneske, man er nærværende og man lytter og samtidig bringer man bud om noget større, når man bringer noget med sig fra kirken og kristendommen,” forklarer hun.

Og måske derfor var mange så glade for at møde Ulla Thorbjørn Hansen, når hun cyklede rundt, slog følge, deltog og samtalede under kirkefestivalen i Roskilde tilbage i maj.

For selvom hun ikke kommer med alle svarene på forhånd, når hun sætter sig i bispestolen, er hun alligevel ikke i tvivl om, hvilken retning hun vil i og hvad, hun uden tvivl vil sætte fokus på.
 

Det skal være godt for alle at arbejde i folkekirken

Arbejdsmiljø i folkekirken har hendes store bevågenhed. Og det har det haft, også før medierne satte fokus på det. I valgkampen har hun talt utrætteligt om det, ligesom hun også gjorde, da hun i 2020 bejlede til bispesædet i Helsingør. Her udtalte hun til Helsingør Dagblad:

”Arbejdsmiljøet står øverst på min dagsorden. Hverken præst, menighedsråd eller frivillig kan brænde for en sag eller være en overbevisende stemme i samfundet, hvis man samtidig skal kæmpe med problemer på arbejdspladsen. Det skal være godt for alle at arbejde og færdes i Folkekirken!”.

Og det mener hun stadig. Hun ønsker at bruge de etablerede kanaler og har allerede bedt om, at man sætter arbejdsmiljø på dagsordenen, når hun deltager i sit første stiftsrådsmøde.

”Et godt arbejdsmiljø begynder med, at vi taler om det og sætter det på dagsordenen. Og som udgangspunkt mener jeg, at en sund arbejdskultur bør være en selvfølge. Det er vigtigt at nævne, at det også fungerer godt mange steder, men det er tydeligt, at der fortsat er et stykke arbejde, der skal gøres.”

Hun peger på, at et godt arbejdsmiljø kræver, at alle parter arbejder sammen om at skabe det.

”Vi skal sammen tage det lange seje træk, hvor vi fremmer en ordentlighedens kultur. En kultur, hvor vi roser det, der bliver gjort godt i stedet for at kritisere det, der bliver gjort dårligt. En kultur, hvor vi taler med hinanden fremfor om hinanden. Og en kultur, hvor vi kræver opmærksomhed, når noget halter, eller nogen ikke har det godt, og hvor der bliver gjort noget ved det.”

Betydningsfulde medvandrere

Det at være vejfarende, kan man sige, har været et livsvilkår, som Ulla Thorbjørn Hansen har haft fra barnsben. Hun er vokset op i en kernefamilie med en lillesøster og en storebror.

Hendes far var KFUM-spejder og Ulla Thorbjørn Hansen fortæller, at ordentlighed og ”klassiske spejderdyder” som ”en aftale er en aftale”, prægede barndomshjemmet, hvor der også blev læst højt af Seidelins børnebibel. I det hele taget var det et hjem, hvor der blev læst meget. Både skøn- og faglitteratur. Det var også et hjem, hvor hun og hendes søskende blev taget med i kirke.

Hendes far var direktør og senest erhvervschef i Sorø kommune, og på grund af hans arbejde flyttede familien flere gange i løbet af hendes opvækst. Moren var sygeplejerske og kunne nemt finde arbejde, der hvor de kom frem.

Således er hun født og døbt i Birkerød, konfirmeret i Sct. Mikkels Kirke i Slagelse, student fra Aalborghus Gymnasium og teolog fra Københavns Universitet. Herefter har hun gennem de seneste 26 år virket som præst ved kirker i både Helsingør og Roskilde Stift.

Så i en tidlig alder har Ulla Thorbjørn Hansen oplevet værdien i at slå følgeskab på både korte og lange livsstrækninger.

Som 6-årig blev hun inviteret ind i en klassekammerats hjem, hvor familien var engageret i en frikirkelig sammenhæng.

”De bød mig velkommen og her oplevede jeg en familie, der tog troen alvorligt og praktiserede den. Det gjorde indtryk på mig.” 

Som 10-årig flyttede hun og familien fra Gl. Holte til Slagelse, men netop som hun var blevet konfirmeret skulle familien igen flytte. Denne gang til Aalborg.

”I Slagelse havde jeg en fantastisk klasselærer, Rita Andreassen, der vel tænkte, at det kunne være hårdt for mig, at jeg skulle flytte. I lang tid samlede hun breve fra mine klassekammerater og sendte dem til mig. Da det ebbede ud, fortsatte vi som pennevenner,” husker Ulla Thorbjørn Hansen.

Hun bliver stille et øjeblik – og man kan mærke, at det havde betydning, at klasselæren slog følge med hende på denne strækning.

”Her var der en voksen, som virkelig så mig. Og da hun sidenhen døde, fik jeg lov til at bisætte hende.”

En anden, der fik betydning for hendes livsvanding, mødte hun i metodistkirken, hvor hun gennem flere år sang i et gospelkor.

”Her var der en præst, Fletcher Thaarup Nyberg, der flere gange sagde til mig; du skal da være præst. Og hans ord fik betydning for mit valg om at skifte fra en karriere i bankverdenen til en hverdag som teologistuderende,” husker hun tilbage.

I flere år, fortæller hun, skrev de sammen – og han underskrev som regel sine breve med ordene: ”Din i Kristus forbundne”

En del af sit studium læste hun i Australien, hvor den daværende præst i den danske kirke, Henrik True, flittigt lånte hende teologiske værker og tog sig tiden til at samtale med hende om både tro og teologi.

”De samtaler betød meget for mig, og var blandt andet med til at skabe en teologisk selvbevidsthed hos mig,” fortæller hun. 
 

En biskop, der slår følgeskab

Ligesom Ulla Thorbjørn Hansen har oplevet, at mennesker har vandret med hende, ønsker hun at være en biskop, der både slår følgeskab og har et budskab at bringe.

”Jeg vil gerne være en tilgængelig biskop for både menighedsråd og præster. Jeg vil gerne være både lyttende og tydelig,” slår hun fast.

Og på samme måde ønsker hun, at så mange mennesker som muligt må opleve et relevant tilbud om medvandring i folkekirken.

Inspireret af den tysk-amerikanske teolog og filosof, Paul Tillich, ønsker hun, at vi i kirken skal kunne tale om Gud, så det er meningsfuldt for det moderne menneske.

”Vi skal stille os selv spørgsmålet: Hvordan kan det kristne budskab forstås, forkyndes og modtages af mennesker i dag, uden at de går glip af det essentielle i budskabet? Det er vigtigt, at folkekirken også tilbyder fællesskaber eksempelvis til unge, der ikke vil være spejdere eller synge i kor, men stadigvæk gerne vil samtale om tro eller eksistens,” siger hun.

Og det gælder ikke kun de unge – men alle mennesker. Kirken skal stille sig til rådighed for meningsfuld medvandring, når behovet er der. 

”Folkekirken skal være der! Det skal vi ikke overlade til andre.”