Mit møde med broder Theodor i drivhusets paradisiske omgivelser

Af Otto Lundgaard
Foto: Rune Hansen

Jeg troede, jeg var lokalkendt. I stedet kom jeg ud på en mindre pilgrimsvandring ad trædestier gennem højt græs for at finde det sted, jeg søgte: Glashaven i Sankt Hans Have ved Roskilde Fjord. Men turens mål viste sig at være anstrengelserne værd, da jeg omsider nåede frem, og munken Broder Theodor tog åbent imod i Sankt Hans Haves drivhus paradisiske omgivelser.

Omgivet af figenbuske og med spæde, lysegrønne drueklaser hængende ned fra det høje glasloft delte han ud af sin tro. Så det kunne mærkes. Stemningen i glashaven var lattermild, præget af nærvær og fred. Og ligesom solen, der bankede på oven over det grålige skylag, meldte den flerstemmige fuglesang i naturområdet om håb og liv.
 

Et sted, hvor man føler sig respekteret

Trods de to til tre kilometers afstand, der var fra Himmelske Dages centrum ved domkirken og til Sankt Hans Have, så havde et halvt hundrede tilhørere fundet vej derud til fods og på hjul.

Folk sad på bænke, på stole og langs de store vinduespartier. Og lyttede. Og delte.

Broder Theodor var sekunderet af tidligere sognepræst i Roskilde Domsogn, Paul Kofoed Christiansen, der spurgte til Assisi, hvor Broder Theodor har sit daglige virke.
 

”Du har skrevet, at mange kommer til Assisi som turister og drager hjem som pilgrimme. Jeg ved også, at der er mennesker, som drager hertil i 14 dage eller en måned, hvis de har et stort spørgsmål i deres liv, som de gerne vil arbejde med og finde ro til. Byen har mange klostre og kirker. Der er i det hele taget megen spiritualitet i Assisi, ligesom du også er blandt dem, man har kunnet kontakte. Hvad er det særlige, Assisi gør ved sine besøgende?”

Broder Theodor svarede: 

”Jeg tænker, det særlige ligger i at opleve et sted, hvor man føler sig respekteret. Den måde, vi taler om tro på, er noget som mange mennesker oplever som noget nyt – som de også bliver betaget af.  Historien om Gud og mennesker er stor, men den har plads til os alle sammen. Og den fornemmelse vil vi gerne give folk, der kommer her.”
 

Ingen er født som munk

Broder Theodor er ikke født som munk. Det er der ingen, der er. Men som det fremgår af bagsidenoterne til Broder Theodors fortælling om sit liv, der kunne købes i Glashaven, stod det heller ikke skrevet over hans vugge, at han skulle ende som katolsk munk i Assisi. Alligevel valgte han efter et særdeles begivenhedsrigt og omtumlet liv at blive franciskanerbroder, altså munk, da han havde rundet de 40 år.

En tilhører spurgte, hvad drivkraften var for den hellige Frans af Assisi, som også valgte at lægge sit liv om, og for Broder Theodor. 
 

Franciskanerbroderen svarede roligt og ligefremt:

”Min drivkraft må du snakke med Vorherre om, og det har vi slet ikke nogen diskussion om. For Frans var det nok den tid, han levede i. Den var usikker, der var mange sekteriske bevægelser og ufred. Men han følte, at det at være den sjove fyr, som han faktisk var, en klovn, der samlede folk på torvet - det kunne han godt mærke ikke var nok. Det kender vi jo alle sammen. Vi står på et eller andet tidspunkt og stiller os selv det spørgsmål; hvordan skal mit liv være? Fest, sjov og ballade har jeg selv nydt i mine unge dage, men det er ikke nok. Så vi er jo søgende på en eller anden måde. I forskellige retninger. Det har jeg også været. Selvom jeg måske ikke på det tidspunkt var særlig bevidst om, at jeg var søgende.”
 

En munk, der gør indtryk

Mit besøg hos broder Theodor i drivhuset blev afrundet af en taksigelse fra en kvinde, der formentlig var den yngste tilhører:

”Jeg har haft æren af at møde dig flere gange i mit liv. Da jeg var 10 år gammel, besøgte jeg dig med min klasse i Gråbrødre Kloster, og der sagde du to ret så centrale ting, som jeg har lagt mig på sinde,” fortalte kvinden. 

”Du har sagt: Nogle gange er det bedre at gøre noget og så tage skraldet bagefter, og det var vi så nogle, der tog mere til os end andre, og det blev også påpeget af min lærer, der var med den dag.”

Tilføjelsen fik forsamlingen til at bryde ud i latter, også Broder Theodor.

”En anden central ting for os var det menneskesyn, du delte. Du fortalte, at det er i mødet med mennesker, der lever helt anderledes, end vi gør, hvor vi oplever, hvor ens vi alligevel er. Det var meget centralt for os, der ikke er så gamle. Og så fik jeg lov at møde dig, da jeg var 18 år, og det var i Assisi, hvor du igen sagde de to ting, at vi skal huske at handle og tage skraldet samt huske vores menneskesyn.”

”Og i dag er det så den tredje gang, jeg møder dig og fik dine ord gentaget. Og det tager jeg med mig. Og jeg kan fortælle, at den måde, vi er unge på i dag, der lever vi på, at der er mange ting, vi tror, vi skal opnå, og så glemmer vi menneskesynet, men vi glemmer også, at nogle gange skal man bare leve det liv, der bliver givet – og så tage skraldet bagefter.”