Arkiv 2022
Nyheder

Heino fikser Himmelske Dage med festivalens yngste gæster

Heino, Heino, Heino, brølede børnene i Byparken, da Ramasjangs handymand nummer ét indtog scenen til stor begejstring for festivalens yngste gæster


Tekst: Sidsel Drengsgaard
Foto: Rune Hansen

Heino - som de fleste børn og deres forældre kender fra DRs børnekanal Ramasjang - besøgte Himmelske Dage fredag eftermiddag. 

For de der ikke kender Heino, er konceptet, kort fortalt, at Heino mener, at han er verdens bedste handymand. Han siger højt og gerne, at han kan fikse alt. Men, som de fleste børn i Byparken allerede vidste, er det faktisk sjældent, at det lykkes Heino at fikse så meget. 

"Nu kommer solen til at skinne resten af dagen, for nu er Heino kommet til Roskilde," sagde han. 

Og det ville faktisk ikke være så dårligt, hvis han kunne sørge for det, for inden han gik på klokken 14.30 på scenen i Byparken stod det bogstaveligt talt ned i stænger. Først var der kun en håndfuld børn klar, men ligeså langsomt, som regnen stilnede af, kom børn og deres voksne strømmende til. 

Og Heino fik dem til at råbe i kor: Heino, Heino, Heino. 

Og han fortsatte: Når jeg siger "Hei", så siger I "no". 

Også forsikrede han børnene om, at han kunne fikse alle problemer i hele verden, og nu ville han altså bygge en sol. Så den kunne skinne altid. Også om natten. Og tilføjede han, jeg løser også klimakrisen. 

Nogle børn var imponerede, andre mere mistroiske, og en pige i publikum råbte:

"Nej, Heino, man kan ikke bygge en sol!".

"Jo, det kan man i hvert fald. I morges tog jeg lige lagnerne af vores seng og hev gardinerne i vores soveværelse ned. Også vaskede jeg dem med 12 liter gul maling," sagde han selvsikkert. 

Også gik han ellers i gang med de øvrigt medbragte rekvisitter: En wienerstige, et kæmpe græskar, en spand og to knækkede gardinstænger.  

 

I sine bestræbelser på at bygge først en sol og siden en ven, fik Heino fra Ramasjang også tid til at lege ninja med sine knækkede gardinstænger. 

 

Men, altså, Heino måtte snart sande, at pigen i publikum nok havde ret. Men det fik ham ikke til at give op.

"Så bygger jeg bare en ven, der kan bygge en sol til mig. Så er det fikset," lød det fra Heino. 

Et par børn, der stod helt oppe ved scenen forsøgte at fange Heinos opmærksomhed:

"Men du behøver ikke bygge en ven. Vi kan være dine venner," tilbød de. 

Men, Heino ville altså selv bygge en ven. For han kan jo fikse alt.

 

Der var liv og glade dage i Byparken blandt festivalens yngste gæster. 

Men ak. Da vennen var bygget, stod den bare helt stille og ligegyldigt, hvor meget Heino kommanderede, blev der ikke bygget en sol. 

Også led Heinos selvtillid et knæk og han brød ud i sang:

"Hvem er sidder der på scenen - verdens uheldigste Heino. Alle siger bare 'bye bye' nu - til verdens uheldigste Heino."

Og beklagede han sig til børnene:

"Det var en dårlig sang. Se hvor dårlig jeg er. Og se min krop, den kan jeg bare smide til storskrald."

Men så bad han børnene om hjælp og fik dem til at råbe: "Vi bygger en sol, vi bygger en ven, vi bygger Heino op igen."

Og det hjalp, nu virkede Heinos krop igen og humøret steg, da Heino pludselig indså at børnene jo havde ret: De kunne være hans venner. 

"Og, det er jo jer, der er små sole, der skinner. Også gør det jo ikke noget, at det regner engang imellem, for I er her jo." 

Efter showet gav Heino sig tid til at blive fotograferet med alle fremmødte børn. 

Himmelske Dage


Danmarks største kirkefestival er en fælleskirkelig begivenhed, der finder sted hvert tredje år i Kristi himmelfartsferien. Her kan man opleve koncerter, talks, debatter, udstillinger, gudstjenester og vandreture mm. I 2022 er Roskilde Stift vært for festivalen, der er forankret i Danske Kirkers Råd. 

 

Læs mere her 

Besøg Himmelske Dages hjemmeside