”Guds rige er der, hvor vi hele tiden bygger broer”

Tekst: Sidsel Drengsgaard
Foto: Rune Hansen
 

Peter Fischer-Møller stiller velvilligt op til fotografering. Han er altid god for at lægge armen om et medmenneske og bevillige et af sine brede, varme smil, når en fotograf står parat. Han stiller også op til fotosession på taget af Danske Bank, når hans kommunikationsmedarbejder mener, at der kan vi tage alletiders billeder.

Han sætter også beredvilligt tid af i kalenderen til afskedsinterviews. Ikke bare dette, du læser nu, men også i en række andre medier.

Men egentlig, betror han mig, over en kop kaffe ved det ovale bord på bispekontoret i Det Gule Palæ, så forstår han ikke helt, hvad alle disse billeder og spørgsmål om, hvad han er mest stolt af, skal gøre godt for.

”Det er ikke fordi, man ikke må være stolt. Men jeg tror, det falder mig mere naturligt at tale om de ting, jeg er taknemlig over,” siger han.

Helt grundlæggende er han taknemlig for alt det, han er blevet givet og betroet her i livet.

”Jeg har fået lov til at leve en enormt privilegeret tilværelse. Jeg har aldrig været i tvivl om mine forældres kærlighed, jeg har haft en god skolegang, fået en god uddannelse og livet har skænket mig mange overraskende og uventede muligheder,” siger han.
 

Med udsyn til verden

Én af de muligheder – og opgaver – han er blevet skænket er selvsagt det bispeembede, som han har bestridt de sidste 14 år, og som han med udgangen af august forlader. 

Et embede, der ifølge ham selv, fra dag ét føltes som en naturlig forlængelse af hans virke som først sognepræst i Terslev og Ørslev og siden også som provst for Ringsted-Sorø Provsti. Siden 1984 har han gjort tjeneste i Roskilde Stift.

Men selvom han har arbejdet indenfor den samme stiftsgrænse og i den samme folkekirke gennem hele sit arbejdsliv, har det ikke forhindret ham i at gøre det med et udsyn til verden.
 

I 2002 rejste han til Mexico under en studieorlov for at studere den lokale mayaindianske befolknings måde at fortælle om og udtrykke deres kristentro. Et projekt, der udsprang af hans interesse for Grundtvigs tænkning om vekselvirkningen mellem det folkelige og det kristelige.

En uafsluttet opdagelsesrejse

Han skrev i 1983 et teologisk speciale om Grundtvig med titlen ”Individ og fællesskab”, og i denne proces blev han udfordret af Grundtvigs tænkning om kristendommen som en fortsat udviklingshistorie, en endnu uafsluttet opdagelsesrejse i betydningen af dette, at Gud blev menneske i Jesus fra Nazareth.

”Vi er altså ikke færdige med at forstå, hvad kristendom er. Og i samtalen med dem, der tænker anderledes end os selv, bliver vi klogere,” siger Peter Fischer-Møller.

Det har han for alvor oplevet på egen krop, da han tilbage i 2010 takkede ja til en uventet forespørgsel.

”Jeg blev ringet op af Danmission og spurgt, om jeg ikke ville være formand for bestyrelsen. Det havde jeg slet ikke set komme, men jeg takkede alligevel ja,” siger han og citerer det ottende vers fra Johannesevangeliets tredje kapitel:

”Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden."
 

Vekselvirkningen mellem kristendom og kultur

Han griner et af sine velkendte, hjertelige grin og tilføjer:

”Netop Grundtvigs tanker om vekselvirkningen mellem kristendom og kultur, fik mig til at takke ja. Når jeg tøvede, hang det nok sammen med tidligere tiders kristne mission og dens sammenhæng med kolonialismen. Men mission må aldrig være den ene kulturs belæring af den anden, det bør handle om at udveksle perspektiver og på den måde lære nyt om sig selv.”

Og de møder og oplevelser som tiden i Danmission skænkede ham, ser han tilbage på som en uventet og stor gave.

”Mødet med andre kulturer og mødet med verdenskirken har udvidet mit perspektiv,” lyder det.

Det samme gør sig gældende for hans engagement i Danske Kirkers Råd og senest i religionsdialog-projektet RESAM.

Spandevis af dialogkaffe

På mange måder har dialog været det vigtigste redskab i Peter Fischer-Møllers værktøjskasse.

Også på de hjemlige breddegrader, hvor hans kalender er et vidnesbyrd om, at han altid tager sig tid til at tale med mennesker, der har noget på hjerte. At han tager sig tid til at være en del af det lokalsamfund, han er en del af. At han tager sig tid til at mødes med mennesker, som er meget uenige med ham. Han har drukket spandevis af dialogkaffe, endnu inden Özlem Cekic opfandt begrebet.

Spørger man ham, hvordan denne tilgang har påvirket hans daglige gøremål, lyder refleksionen:

”Eksempelvis når jeg tager ud til menighedsråd, der skal have ny præst, så forsøger jeg altid at komme uden en færdig holdning til, hvem, de skal vælge. Vi skal finde frem til det i dialog med hinanden. Det bedste resultat opnår vi, når der også er andre perspektiver end mit eget i spil.”

Netop mødet og samarbejdet med menighedsråd rundt i stiftet er endnu en af de glæder, som biskoppen tæller.

”Det er opmuntrende og glædeligt, at møde mennesker, der frivilligt løser en stor opgave, som de tager meget alvorligt,” siger han.

Dialog har ligeledes været et kodeord i arbejdet med arbejdsmiljø i folkekirken, som han også i årene før han blev biskop, har beskæftiget sig med som medlem af hovedbestyrelsen i Præsteforeningen.
 

Vi skal tale om det, der ikke fungerer

I sin tid som biskop har han iværksat et årligt arbejdsmiljødøgn med deltagelse af biskop, stiftsjurist, provster og arbejdsmiljørepræsentanter. På nationalt plan har han været biskoppernes repræsentant i Folkekirkens Arbejdsmiljøråd og i den kirkeministerielle arbejdsgruppe for præsters psykiske arbejdsmiljø (APPA). Dertil har han siddet i styregruppen for et større projekt, som skal forbedre folkekirkens indsats i forhold til præsters psykiske arbejdsmiljø (Paraplyprojektet).

”Det er et vigtigt arbejde, der forsat skal være i fokus. Det er vi særligt blevet gjort opmærksomme på den seneste tid. Og hvor er det godt, at der bliver talt om det, der ikke fungerer, så der kan blive handlet på det,” siger han.

I denne sammenhæng har provsterne også en nøglerolle – og Peter Fischer-Møller har ofte sagt, at en biskop ikke kan bedrive meget uden sine provster.

”Samarbejdet med provstekollegiet har jeg glædet mig meget over, og jeg har arbejdet for at udvikle dette samarbejde. Det viste blandt andet sin styrke i corona-tiden, hvor vi holdt mange, mange online møder.”   

Der er lidt Pippi over ham

Og den måde Peter Fischer-Møller hurtigt tog online-mødeformen til sig under corona-nedlukningen siger måske også noget om ham. Der er lidt Pippi over ham:

”Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert godt finde ud af.”

Han kaster sig selvfølgeligt ud i nye projekter og samarbejder. I påsken 2020, hvor kirkerne var lukkede, drog han afsted på ”påske-tur” og prædikede under stor mediebevågenhed syv forskellige steder i det store stift. Og i forbindelse med stiftets 1000-års jubilæum sprang han ud som både tegneseriefigur og tv-vært. 

Og når nu vi har trukket Pippi-kortet, så synes det også, at han tilstræber at efterleve dette bonmot:

”Når man er ekstra stærk, har man en særlig forpligtelse til at være sød ved andre".
 

Det hele begynder med glæden

Sådan siger han ikke selv direkte, men i den klimakamp han utrætteligt har kæmpet, siden han tiltrådte, slår det stærkt igennem. Han mener, at vi i det rige, globale nord, har en særlig forpligtelse i forhold til de klimaforandringer, vi har været med til at skabe, men som rammer de fattigste lande hårdest. På samme måde skal hans generation tage ansvar for de kommende generationer i dette spørgsmål. Og han skal som biskop bruge den indflydelse, han er blevet givet.

”Et bispeembede kan være med til at give et arbejde legitimitet,” siger han. 

Men også når det gælder den grønne dagsorden, spiller dialogen en afgørende rolle; den teologiske samtale om, hvorfor vi skal påtage os dette ansvar – også i folkekirken – er ifølge biskoppen væsentlig. 

”Det hele begynder med glæden. Glæden over naturen som Guds skaberværk og gave til os. Det er kirkens helt særlige bidrag til klimakampen, der kan skabe motivation til handling.”

Og, Peter Fischer-Møller ville sikkert pege på, at Pippi ligner Jesus i hendes storsind, gavmildhed og omsorg for den svage part.

Jesus gik konsekvent på tværs

Han fremhæver også den fransk-amerikanske litteraturforsker og kulturteoretiker René Girard, som en stor inspiration for ham. Girards teori om ’mimetisk begær’ lyder, at menneskers begær er styret af efterligning. Det betyder, at vi mennesker begærer det, som de andre begærer, hvilket i sidste ende skaber rivalisering og konflikt. Heraf udspringer Girards teori om, at der i alle fællesskaber og samfund skabes syndebukke, for at vold og kaos kan isoleres, og samfundets orden genoprettes.    

Og lige præcis den tankegang, påpegede Girard, gjorde Jesus op med. Han var et uskyldigt offer, der blev dømt uden berettigelse, og dermed klargjorde han, at det er mennesket, og ikke Gud, der har behov for ofre, fordi det har konstrueret sit sociale fællesskab med udgangspunkt i imitativt begær – og dermed behovet for en syndebuk.

Jesus viser, påpeger Peter Fischer-Møller, en anden vej.

”Jesus gik konsekvent på tværs af alle de grænser, man var vant til at trække i samfundet mellem rene og urene, raske og syge, retfærdige og syndere. For ham var der kun én ting, der talte, og det var det menneske, han stod overfor, det menneske, han viste sin opmærksomhed og agtelse, det menneske, han ville have til at fatte det enkle og fuldstændigt revolutionært omvæltende: Du er et Guds menneske, kendt og elsket som du er.”
 

Lad os bygge en bro

Men, påpeger han, det ligger dybt i os mennesker at trække streger. Han kommer i tanke om Møllehaves tekst ’Vi trækker streger og sætter skel’, hvor det i andet vers lyder:

’Han fjerned grænser og sletted skel
og derfor slog de manden ihjel. 
I evangeliet får vi at vide,
han stilled sig på de uægtes side.’

Og salmen afrundes således:

”Og alle de der faldt uden for stregen
dem slog han følge med på hele vejen.”

”Når vi gør nogen til syndebukke, når vi skiller nogen ud som urene, syge, syndere, uværdige, så er det altså helt på egen regning og risiko. Gud har det ikke noget med at gøre, tværtimod, er Gud altid på offerets side,” samler han op.

Og denne tænkning, lyder det fra biskoppen, har været katalysator i hans virke.

”Jeg mener, at Guds rige er der, hvor vi hele tiden bygger broer. Og det har jeg forsøgt at gøre, når jeg har engageret mig i dialogen med mennesker, der tror og mener noget andet, end det jeg selv gør.”