Arkiv 2022
Nyheder

Følg med direkte, når bispevalget afgøres

Valgbestyrelsen har besluttet at live-streame afgørelsen af bispevalget. Følg med hjemmefra - eller måske fra sognegården


Af Sidsel Drengsgaard

Første valgrunde af bispevalget i Roskilde Stift afgøres onsdag den 11. maj 2022 klokken 12.00. 

Valgbestyrelsen har besluttet, at alle skal have mulighed for at se med direkte, når resultatet bekendtgøres umiddelbart efter klokken 12.00. Derfor live-streames begivenheden på stiftets facebookside, som du kan finde via dette link

Allerede klokken 11.30 begynder streamingen, så man kan koble sig på i god tid. 

"Vi håber, at rigtig mange har lyst til og mulighed for at se med, når første runde af valget afgøres. Det er en vigtig begivenhed for hele stiftet," siger formand for valgbestyrelsen Kirsten Vej Petersen.


En fælles begivenhed

Det har ikke været muligt at streame afgørelsen direkte fra stiftets hjemmeside, men det er altså muligt at sende direkte fra stiftets facebookside. 

Valgbestyrelsen opfordrer til, at man kan gøre det til en fælles begivenhed i eksempelvis sognegården at se afgørelsen sammen. 

"Så kan de, der ikke er på facebook eller ikke er så teknisk anlagt også få lejlighed til at se med," lyder det fra Kirsten Vej Petersen på vegne af valgbestyrelsen. 

Bliver der en anden valgrunde, sendes der også direkte fra afgørelsen af denne onsdag den 15. juni 2022 klokken 12.00. 

LÆS MERE OM BISPEVALGET HER