Arkiv 2022
Nyheder

Festgudstjeneste: Med håb skal vi gribe fremtiden

En fyldt Roskilde Domkirke fejrede festgudstjeneste i håbets tegn - og sagde på gensyn til Himmelske Dage i Aarhus Stift i 2025 


Tekst: Sidsel Drengsgaard
Foto: Rune Hansen

"Vi er strejfet af himlen, vi bærer den med
som et kærtegn og håb for i morgen."

Knap 1000 mennesker lagde stemme og gav kraft og fylde til disse strofer af håb, som salmedigter Arne Andreasen har skrevet til Himmelske Dage i Roskilde 2022. 

Og netop håbet stod og lyste stærkt til festgudstjenesten i Roskilde Domkirke i dag. Den er afslutningen - og kulminationen - på fire himmelske dage i Roskilde, som har budt på alt fra debatter med verdenskendte navne, store musikoplevelser, andagter og gudstjenester til et stort program for børn og unge. Og meget mere.

 

"Men først og fremmest skal vi rette vores tak mod himlen," sagde biskoppen under festgudstjenesten. 

 

Da biskop over Roskilde Stift og formand for Danske Kirkers Råd, Peter Fischer-Møller, fik ordet under gudstjenesten kunne han heller ikke sige tak nok. Tak for de mange store oplevelser, tak for det store arbejde, som rigtig mange har lagt i festivalen, tak til de mange internationale gæster, tak til Roskilde Kommune, for at lægge by til festivalen og tak til domkirken for nærmest at holde åbent døgnet rundt. 

"Men først og fremmest skal vi rette vores tak mod himlen," sagde han. 


Himmelsk Intrada

Domorganist Bine Bryndorf, domkirkens tårnblæsere og domkoret bandt gudstjenesten musikalsk sammen - og da gudstjenesten begyndte med en procession af biskopper og præster fra det meste af Danske Kirkers Råds bagland, spillede de et værk komponeret særligt til lejligheden af Mads Høck kaldet "Himmelsk Intrada". 

Herefter fulgte hilsen og bøn ved liturg, domprovst Anne-Sophie Olander Christiansen:

"Tak fordi, du åbnede dit rige, dit himmelske hvælv, og viste os, at der er en enhed i mangfoldighed. Vi er ikke ens, men vi er alle ét i dig. Og på denne, den sidste dag af de himmelske dage, beder vi dig, send os din ånd, så vi tager erfaringen af gensidig forståelse med os, når vi i dag drager hjem til de forskellige egne af verden, vi kommer fra."  

Hør radiotransmission fra gudstjenesten på DR P1

Rundt på kirkebænkene fandt man salmearket frem og stemte i på gudstjenestens første fællessalme "Den signede dag". Og de mange stemmer fik sangen til at løfte sig i den store, gamle domkirke. 

Og det var godt, at kirken er stor, for folk måtte finde siddepladser i både galleriet og på trapperne op til kapellerne, hvor man finder de kongelige grave. 

Efter en læsning fra Esajas Bog kapitel 55, vers 8 til 11 fulgte et musikalsk indlæg ved sanggruppen Rajery fra Madagaskar, som flere allerede havde mødt i forskellige sammenhænge under Himmelske Dage. De sang også hen mod slutningen af gudstjenesten, hvor menigheden spontant brød ud i klapsalver. 
 

"Brødre og søstre, her ved slutningen af de himmelske dage sendes vi ud på Guds mission, for at gribe fremtiden," sagde Kenneth Mtata, luthersk præst og generalsekretær i Zimbabwes kirkeråd, i sin prædiken. 


Efter en læsning fra Paulus' Brev til Filipperne kapital 2, vers 1 til 11, ved generalsekretær i Frikirkenet, Mikael Wandt Laursen, fulgte trosbekendelsen og endnu et værk komponeret særligt til Himmelske Dage af Niels la Cour, "Åndens enhed".
 

Vi skal gribe fremtiden

Evangelielæsningen fra Matthæusevangeliet kapitel 28, vers 16-20 ved Jan Risan, territorialleder i Frelsens Hær, blev fulgt af prædikenen, som blev holdt af luthersk præst og generalsekretær i Zimbabwes kirkeråd, Kenneth Mtata.

"Brødre og søstre, her ved slutningen af de himmelske dage sendes vi ud på Guds mission, for at gribe fremtiden," lød det. 

Og han tilføjede, at vi sammen skal gribe fremtiden i tillid til Gud, der sender os. I tro og med håb, skal vi gribe fremtiden. 

Læs hele Kenneth Mtatas prædiken - både på dansk og engelsk her
 

"Nu skal stafetten gives videre til næste værtsby og stift," sagde Anne Mie Skak Johansson, der sekretær for Landskomitéen for Himmelske Dage. 


Og i fremtiden - i 2025 - bliver der igen budt ind til Himmelske Dage. Et sted i Aarhus Stift, som vil være værter for den store begivenhed. 


Stafetten gives videre til Aarhus Stift

Det blev - efter en salme, en økumenisk kirkebøn, fadervor og velsignelsen - markeret ved en overdragelsesceremoni ledt af Anne Mie Skak Johansson, der sekretær for Landskomitéen for Himmelske Dage. 

"Nu skal stafetten gives videre til næste værtsby og stift," sagde hun, inden tre symbolske genstande blev givet videre. 

Formand for lokalkomitéen i Roskilde, sognepræst Elsebeth Garde Kjær, overdrog et kors til formanden for den nye lokalkomitéformand i Aarhus Stift, sognepræst i Mariager Sogn, Jakob Duevang Krogh Rasmussen.

Herefter overrakte generalvikar i den katolske kirke, Niels Engelbrecht, en bibel til kateket i den katolske kirke, Marianne Meyer. 

Og slutteligt blev en vinstok givet videre fra præst i Vineyard i Roskilde, Simon Hoel Mortensen, til generalsekretær i Frikirkenet, Mikael Wandt Laursen. 

Anne Mie Skak Johansson afsluttede de himmelske dage i Roskilde med ordene:

"Tilbage er kun at sige, tusind tak til Roskilde for det vi lærte og oplevede. Vi ses i Østjylland i 2025!" 

 

Der lød også en stor tak til Roskilde Kommune - og borgmester Tomas Breddam - for at lægge by til festivalen. Og for flere besøg undervejs, her ved festgudstjenesten i Roskilde Domkirke. 
 

Himmelske Dage


Danmarks største kirkefestival er en fælleskirkelig begivenhed, der finder sted hvert tredje år i Kristi himmelfartsferien. Her kan man opleve koncerter, talks, debatter, udstillinger, gudstjenester og vandreture mm. I 2022 er Roskilde Stift vært for festivalen, der er forankret i Danske Kirkers Råd. 

 

I 2025 er Aarhus Stift vært for Himmelske Dage.