Fortsæt til hovedindholdet
Arkiv 2022
Nyheder

Biskoppens sidste landemode

I dag var biskop Peter Fischer-Møller vært for det traditionsrige Sankt Johannes Landemode for sidste gang, inden han takker af


Af Sidsel Drengsgaard
Foto: Rune Hansen

I en by, der summer af sommer, studenter og Tour de France-forventninger, var biskop Peter Fischer-Møller i dag vært for sit landemode nummer 15 i sin embedsperiode. Da han går på pension med udgangen af august, bliver det hans sidste landemode som biskop. 

Og han var helt i sit es, da han - i bispekåbe og med sit karakteristiske, hjertelige smil - fik processionen af præster, provster, stiftamtmand og borgmester på plads. Da domkirkens klokker stemte i, var han stadig i gang med at trykke alle fremmødtes hænder, men inden længe indtog han sin plads i processionen og ledte den fra Domkirkestræde, øst om koret, langs domkirkens sydside til indgangen i Søndre Våbenhus. 

En børnehave havde taget plads på en kantsten nær Konventhuset og så måbende til, da alle de kjoleklædte kom forbi, og flere andre, både en journalist fra Dagbladet Roskilde og nysgerrige forbipasserende, stoppede op og betragtede processionen. 
 

Stiftamtmand Henrik Horster, biskop Peter Fischer-Møller og borgmester i Roskilde Tomas Breddam leder processionen af provster og præster. I alt 50 med kjole og krave. 


Da alle var blevet bænket i domkirken lød salmesangen højt og klart i den gamle katedral:

"Giv mig, Gud, en salmetunge,
så for dig jeg ret kan sjunge
højt og lydelig,
så jeg føle kan med glæde:
sødt det er om dig at kvæde
uden skrømt og svig!"
(DDS 4)

Dagens liturg og prædikant, provst for Næstved Provsti, Anna Helleberg Kluge, ledte kyndigt menigheden gennem formessen, hvor også salmerne "Dit ord, o Gud, som duggen kvæger" (DDS 391) og "Kærligheds og sandheds Ånd!" (DDS 292) blev sunget. 
 

Dagens liturg og prædikant, provst for Næstved Provsti, Anna Helleberg Kluge.

Menigheden bestod - udover medlemmerne af processionen - af menighedsrådsmedlemmer fra stiftets kirker, øvrigt ansatte ved kirkerne og andre interesserede. 

Anna Helleberg Kluge gik fra alteret til prædikestolen, og menigheden "vendte rundt" på bænkene, så de både kunne se og høre dagens prædikant. 

Hun prædikede over evangelieteksten til 2. søndag efter trinitatis (anden tekstrække), Lukasevangeliet kapitel 14, vers 25 til 35. 

Her lyder det indledningsvist:

"Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel."

Anna Helleberg Kluge talte om, at alt værdifuldt i livet koster noget. Det må det gøre:

"For mennesker har brug for en sandhed at stå på, og hvis vi som kirke ikke tilbyder et sådant ståsted i det kristne gudsforhold, så må mennesker finde det et andet sted. I sport eller ekstrem sundhed for eksempel. Det er der mange, der allerede gør. Eller dyrker familien som en gud, og går til grunde, hvis de mister de menneskelige relationer, der bar hele eksistensen."

Hun fortalte om en busreklame, som Ateistisk Selskab for år tilbage lancerede. 

"Ateisterne skrev engang på deres busreklamer: 'Hvorfor skal det koste noget at tro?'. Lige siden har det ærgret mig. at folkekirken ikke prompte svarede med en modreklame: 'Hvad er kærligheden værd, hvis den ikke koster noget?'."

Hun rundede af:

"Det er Gud, som bærer vores liv, for der er ingen anden eller intet andet, der kan: Ikke dig selv, ikke dine evner, ikke et værdisæt, ikke din familie, ikke engang din elskede. Den tro kan man leve på, den tro kan man dø i. Den tro kan vi måske endda finde engagement til at give videre til andre med overbevisning." Fordi det koster noget - fordi det kræver af os, at vi giver afkald på alle de ting, vi har bygget vores selvværd op omkring: Sport, karriere, familie, værdier, politisk korrekthed og dyre håndtasker. Det, der koster noget, har værdi. Den der har ører at høre med, skal høre!"

Efter lovprisningen blev alle inviteret til nadverbordet, hvor man sang 
"O du Guds Lam!" (DDS 439) og "Nåden hun er af kongeblod" (DDS 695).

Efter altergangen blev velsignelsen lyst og gudstjenestens sidste salme blev sunget - "Herre, jeg vil gerne takke" (DDS 697) - og under postludiet fulgte menigheden efter processionen ud af Kongeporten. 

Festlighederne fortsatte ved en reception i Palægården, som alle var indbudt til. Efter festlighederne indledte biskoppen, stiftamtmanden og provsterne dagens forhandlinger i Landemodesalen.   

Og næste år - onsdagen før sankthans - vil provst i Slagelse Ulla Thorbjørn Hansen være vært for sit første Sankt Johannes Landemode som biskop over Roskilde Stift.

 

Der var dækket op til fest i teltet i palægården.  

Der nydes en forfriskning i palægården.

Også uden for teltet blev der talt lystigt.

Det er godt at mødes på kryds og tværs af stiftet. 

I dagens anledning - biskoppens sidste landemode som vært - havde præster og provster medbragt balloner til det traditionsrige gruppebillede foran Det Gule Palæ. 

10 af stiftets provster fotograferet sammen med biskoppen, stiftamtmanden og borgmesteren. Yderst til venstre i forreste række ses provst i Slagelse, Ulla Thorbjørn Hansen, der netop er valgt til ny biskop over Roskilde Stift. Hun bispevies i Roskilde Domkirke den 4. september 2022. Hun var forhindret i at deltage i gudstjenesten og er derfor ikke i ornat, men deltager i dagens øvrige program. 
 

Hvad er et Landemode?

Udtrykket Landemode kommer af det ældre danske ord landemote, som betyder landsmøde eller landsstævne.

 

Regelmæssige landemoder forordnedes i 1618 (jf. Danske Lov 1683). 

 

På landemodet, der indledes med gudstjeneste, kreeres stiftets nye provster, og stiftets økonomiske og andre anliggender forhandles. Forhandlingerne nedfældes i en landemodeakt.

 

Oprindeligt bestod landemodet kun af stiftets provster, biskoppen og stiftsamtmanden. Dog kunne landemodet indkaldes udvidet, hvormed stiftets præster også blev inviteret. Regeringen kan således opfordre biskopperne til at indkalde til udvidet landemode, hvis særligt vigtige spørgsmål skal drøftes. Dette skete ikke mindst i 1902, hvor J.C. Christensens forslag om menighedsråd blev drøftet.

 

I dag inviteres præster og almindelige folkekirkemedlemmer med til den indledende gudstjeneste.

 

Kilde: Den Store Danske