Biskoppens prædiken til Himmelske Dages åbningsgudstjeneste

Prædikentekst: Johannesevangeliet kapitel 4, vers 5 til 15
 

Himmelske Dage i Roskilde!

Vi har ventet på det og forberedt os på det i tre år.

Det er himmelsk nu at komme i gang.

Her midt i foråret mellem solskin og byger og frisk blæst fra vest, er det let med Kong David at synge højt om Guds godhed, der når himlen.

Det er himmelsk at være samlet så mange mennesker her i Byparken. På tværs af landet. På tværs af verdensdele og kulturer. På tværs af kirkesamfund. Og altså – viste det sig lige før – på tværs af 1000 års historie.

Vikingerne slog sig ned her i Roskilde for mere end 1000 år siden. Fordi der var en god havn til deres vikingeskibe – og de ligger her endnu. Og fordi der var kilder her i byen. Her var rigeligt med frisk vand.

Nu vender deres børn tilbage til Roskilde igen.

Måske fordi de har fået at vide, at her er godt vand i kilderne. Det er der nu desværre ikke mere. Kildevandet er ikke længere drikkeligt

Måske fordi de vil have os med på togt.

Måske fordi de vil gribe fremtiden sammen med os.

Det var kong Harald Blåtand, der besluttede sig for at gøre Roskilde til noget særligt. Til et midtpunkt i sit vikingerige, der strakte sig fra England i vest til Halland i øst, fra Oslofjorden i nord til Gedser i syd. Og i dette vikingerige skulle det kristne evangelium nu vokse og udvikle sig, tænkte Harald. Og sådan begyndte fortællingen om manden fra Nazareth at blive delt mellem mennesker her på Sjælland.

Her i Roskilde, hvor kilder og brønde har betydet så meget, at byen ligefrem har fået navn efter det: RosKILDE, der har man nok lyttet særlig godt efter, når munkene nåede til fortællingen om, hvordan Jesus engang mødte en kvinde ved en brønd og talte om det livsvigtige friske kildevand – og om de allerdybeste kilder til det liv, vi deler med hinanden, og som giver os kræfter og mod til at gribe fremtiden.

Fremtiden. Er den ikke ret skræmmende?

Det tror jeg i hvert fald godt, den kunne være for et par vikingebørn for 1000 år siden. I et samfund uden skoler og hospitaler, og helt uden McDonalds og KFC.

Det ved jeg, at den også kan være for børn og unge i de her år med menneskeskabte klimaforandringen, som medfører havstigninger og oversvømmelser, storme og tørke, og som driver millioner af mennesker på flugt. Og med konflikter og krige rundt om på kloden og nu også i Ukraine i vores del af verden.

Men fremtiden er også spændende og håbefuld.

Spørg selv vikingebørnene, som har turdet drage på langfart så de er nået helt til os i Roskilde i dag.

Hvad skal der til, før vi tør gribe fremtiden.

Med sideblik til fortællingen om Jesus, der møder den fremmede kvinde ved brønden i Sykar, vil jeg fremhæve fire ting:

• Vi skal genkende hinanden som medmennesker på tværs af vores forskelligheder.
   
• Vi skal turde tale sammen, turde lytte til hinanden, og lade samtalen føre os steder hen, vi ikke selv havde kunnet forestille os.
   
• Vi skal vinde mod til at stå ved vores egne fejl og mangler, så vi ikke tror at alt der går galt er de andres skyld.
   
• Og vi skal ikke holde på liv og fortællinger for os selv, vi skal dele hvad vi har og får med hinanden, og særligt med dem, der har for lidt til at kunne klare sig selv.

Det er, hvad vi ser udfoldet i den lille fortælling om Jesus, der møder kvinden ved brønden i Sykar

Først hører vi, at Jesus på sin vandring rundt i Palæstina er blevet træt. Sådan fortæller evangelierne os, at samtidig med at vi tror, at Jesus er Guds søn, så er han altså et menneske som dig og mig, som kan blive træt af en lang vandring. Gud kender vores livsvilkår, han har været menneske som du og jeg.

Og han havde modet og viljen til at betragte og behandle de mennesker, han mødte, som ligeværdige medmennesker. Det var og er ikke nogen selvfølge. Her møder Jesus en samaritansk kvinde. Jøder ville normalt ikke have med samaritanere at gøre, fordi de betragtede dem som hedninger eller det, der er værre. Og så var hun jo en kvinde, og det var ikke almindeligt, at mænd og kvinder, som ikke i forvejen kendte hinanden, talte sammen.

Alligevel åbnede Jesus en samtale med hende, og den førte så vidt omkring, at vi som læsere kan blive helt rundtossede. Men Jesus følger kvindens tankegang og samtalen tager en drejning, som hverken kvinden eller Jesus havde forudset. Sådan er det med gode samtaler, de fører os steder hen vi ikke kendt og får os til at tænke nye tanker – måske også om en fremtid vi skal prøve at gribe sammen.

Og så var der en tredje grund til, at man undrede sig over, at Jesus gav sig til at tale ligeværdigt med denne kvinde. Det var fordi hun havde været noget sjusket med sit liv, fordi hun havde haft mange forskellige mænd – måske var det derfor, hun kom ud til brønden i middagsheden. Fordi hun gerne ville undgå byens andre kvinders blik.

Det viser sig, at Jesus faktisk ved det, alligevel vil han tale med hende. Og det, at Jesus vil tale med hende, vil have med hende at gøre, på trods af hendes fejl og mangler, giver hende mod til at være ærlig. Hun er gennemskuet, men ikke afvist. Hun er kendt og accepteret, som hun er, af Jesus og dermed af Gud selv. Du dur, som du er. Der er brug for netop dig. Vi kan slet ikke undvære dig. Det er evangeliet til den samaritanske kvinde og til dig og mig i kortform. Med det i ryggen behøver vi ikke bruge vores tid og kræfter på at dække over vores egne fejltagelser, men kan rejse os op og tage imod fremtiden for at gøre den til et godt sted at være – også for andre end os selv.

Den sidste pointe er, at det her ikke er noget, vi skal holde for os selv. Evangeliets glæde er til deling. Ja, vores kristne tro lever ved at blive delt. Som vi gør det, når vi holder Himmelske Dage i Roskilde i dag og de kommende dage. Når vi lytter og fester og glæder os sammen. 

Amen