Arkiv 2022
Nyheder

Biskoppens prædiken til Folkekirkens Nødhjælps 100-års jubilæum

Læs biskop over Roskilde Stift Peter Fischer-Møllers prædiken til Folkekirkens Nødhjælps 100-års jubilæum lørdag den 28. maj 2022 i Roskilde Domkirke under Himmelske Dage 


Prædiketekst: Johannesevangeliet kapitel 8, vers 12 

Gud lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord. Amen. 

Som barn var jeg mørkeræd. 

Men jeg ville ikke gerne erkende det. Jeg syntes det var flovt. Så når min far om aftenen bad mig gå ud i skuret for at hente noget brænde, duede det ikke at sige, at det turde jeg ikke. Med hjertet oppe i halsen gik jeg ud ad bagdøren. Og lige så snart jeg havde lukket døren bag mig, gav jeg mig til at synge. Højt og falsk. 

Det hjalp lidt, mens jeg hurtigt fik samlet brændet i kurven. Men det var ikke langtidsholdbart. Nabobørnenes historier om børnelokkere rumsterede i baghovedet. Jeg skyndte mig så meget, jeg kunne i mørket og løb de sidste meter hen til døren. Jeg åbnede den og følte lettelsen over igen at være inde i lyset og den hjemlige tryghed.

Hvad var det, der var så skræmmende ved mørket? 

Jeg tror, det var følelsen af at være alene. Udleveret til en verden, man ikke kunne orientere sig i og som pludselig var fuld af lyde og stilhed, som kunne kalde de mest skræmmende fantasibilleder frem. I hvert fald var mørket ikke nær så slemt, når man var sammen med gode kammerater. 

Med tiden har jeg forvundet min mørkerædhed. 

Men frygten for at være alene, dømt ude, overladt til sig selv bor i mig, som i de fleste. 

Derfor er det virkelig et evangelium, et godt budskab, der møder os alle her i kirken: ”Du er aldrig alene i mørket”. 

Eller som Jesus udtrykker det i dag: ”Jeg er verdens lys. Den der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.” 

Det budskab udtrykte Jesus, ikke kun i ord, men også i handlinger. Det hørte og mærkede hans disciple og de andre, som fulgtes med ham. Han opsøgte dem, som følte sig alene i mørket, glemt, oversete, dømt ude. Han genkendte et glimt af Gud i ethvert menneske, han stod overfor. Han stoppede op, gav sig tid, lyttede og svarede. Han var som en ven i mørket. Han sagde: Kom og vær med her hos os. Du duer, som du er. Vi kan slet ikke undvære dig! Han brugte sit liv på det. Han brugte sit liv på at få os til at se på verden og andre mennesker i lyset af hans kærlighed. Han satte sit liv ind på det. Det kom til at koste ham livet. 

Men mørket og døden fik ikke gjort det af med ham. Han er Guds lys, Guds kærlighed og tilgivelse her i verden. 

Lyset som et glimt af kærlighed og medfølelse, tilgivelse og forsoning midt i en verden, hvor meget ligger i mørke. Sådan er det, Johannes fortæller om det i sit evangelium. 

Lige inden Jesus kalder sig selv for verdens lys, fortæller han om, hvordan byens folk kommer trækkende med en kvinde, der er grebet i ægteskabsbrud og beder Jesus fælde dommen over hende, vel vidende, at der i moseloven er fastsat dødsstraf ved stening for den slags. De spørger Jesus, hvad han mener. Han bøjer sig ned og skriver på jorden med fingeren. De er utålmodige, de vil have et svar. ”Den af jer, der er uden synd, kan jo kaste den første sten på hende!” siger Jesus, mens har fortsætter med at skrive på jorden. Mændene går én efter én. Jesus bliver alene tilbage med kvinden. ”Hvor blev de af?” spørger han. ”Var der ingen der fordømte? Heller ikke jeg fordømmer dig! Gå, og synd fra nu af ikke mere.” 

De oprørte mænd blev sat på plads af Jesu ord. Et skarpt og afslørende lys faldt fra ham over deres selvretfærdighed og dømmesyge. De måtte tænke om og prøve at finde en anden vej. Og kvinden, hvis liv havde hængt i en tynd tråd, blev reddet og mærkede i lyset fra Jesu omsorg for hende, at hun var mere værd end den usle løn, hun fik for at sælge sin krop, at der var andre veje for hende at gå her i livet. 

Jesus dømte ingen af dem ude, men fra ham faldt der nyt lys ind over deres liv, og nye veje åbnede sig for dem. 

Med hvilken ret talte og handlede han, som han gjorde. Hvilke vidner kunne han påberåbe sig, hvilke skriftsteder kunne han henvise til? Det ville hans skriftkloge modstandere gerne have klarhed over. Men de får ikke andet at holde sig til end hans ord og gerninger. De må nøjes med at se og høre dette menneske. Der var ingen glorie om hans hoved. Ingen mystisk udstråling fra hans krop, ingen guddommelige træk i hans ansigt, som kunne bevise noget som helst. Kun et menneske, som dig og mig, men netop igennem hans menneskelighed var det, at Gud kastede lys over verden og os mennesker. 

Vi kan nogle gange føle os som i et skyggeland. Et sted uden lys og luft, hvor vi har svært ved at finde retning og mening i vores liv. Men når vi er nået her hen til kirken, så lyser Jesus på os, gennem ham hører vi om Guds kærlighed, som intet her i verden, end ikke døden, nogensinde vil kunne skille os fra. Det er her, vi er nu. Men meningen er ikke, at vi skal blive siddende herinde på bænkene og hygge os med den historie. Nej, vi skal ud og finde nye veje sammen med andre. Gennemlyste af Guds grænsesprængende og livsfornyende kærlighed, bliver vi sendt ud af kirken, for at reflektere dette evangeliske lys videre ud i verden. 

Dette lys spejler selve skabelsens lys, og det vender radikalt og nyskabende op og ned på den kendte orden, så stenene lægges til side og fanger sættes fri, så der bliver bragt godt nyt til fattige og udråbt et jubelår som en forsmag på det Guds rige, som Jesus indvarslede. Det lys sendes vi ud af kirken med, ud i verden for at sætte det i stage, så det kan lyse over det liv, vi deler med hinanden og alt levende.

Sådan som vi forsøger at gøre det på mange forskellige måder her ved Himmelske Dage i Roskilde, sådan som kirker og kirkelige organisationer gør det i ord og handling herhjemme og ude i verden. Sådan som Folkekirkens Nødhjælp har gjort det i 100 år. 

Evangeliet gennemlyser os og verden, så sandheden ikke kan skjules, så fejl og mangler og det som er værre kan gennemskues. Og samtidig er evangeliets lys fuld af kærlighed og tilgivelse og kalder os til at søge forsoning. I denne forening af afsløring, tilgivelse og forsoning, ligger håbet gemt. Det håb vi nu skal synge om. 

Amen