Arkiv 2022
Nyheder

1000-års jubilæum udsættes grundet corona

Grundet usikkerhed om corona-situationen udsættes Roskilde Stifts 1000-års jubilæum til sommeren 2022


Det er med beklagelse, at planlægningsgruppen bag fejringen af Roskilde Stifts 1000-års jubilæum har set sig nødsaget til at udsætte den planlagte jubilæumsfejring i weekenden den 28. til 30. januar 2022.  

"Vi havde set frem til en stor fest, hvor rigtig mange både skulle bidrage og deltage. Og vi vil så nødigt, at festen udebliver, hvis restriktionerne bliver forlængede, hvis folk er smittede og i isolation, eller hvis folk er forsigtige med at deltage i store arrangementer på grund af de høje smittetal. Alle skal have mulighed for at tage del i fejringen, og derfor har vi besluttet at udsætte den til sommer," siger biskop Peter Fischer-Møller.
 

Ny dato meldes ud hurtigst muligt

Lige nu arbejdes der på højtryk for at finde en alternativ weekend.

"Det er lidt af et puslespil kalendermæssigt, da vi jo går et år i møde med mange fejringer og aktiviteter i Roskilde Stift. Men det skal nok lykkes, og vi melder datoer ud, så snart de er på plads," lyder det fra biskoppen. 

Roskilde Stift er ikke ene om at måtte udsætte fejringer på grund af usikkerheden om corona-situationen. I den forgangne uge har vi blandet andet set, at kongehuset har udsat både dronningens regentjubilæum og kronprinsessens runde fødselsdag. 

 

Alle skal have mulighed for at tage del i fejringen, og derfor har vi besluttet at udsætte det til sommer.

Peter Fischer-Møller,
biskop over Roskilde Stift

 

"Det er virkelig ærgerligt, at vi må udsætte fejringen, men så må vi glæde os til, at vi kan fejre jubilæet til sommer i solskin og forhåbentligt uden restriktioner. Det bliver et brag af en fest, vi kan se frem til," siger Peter Fischer-Møller. 


Markér jubilæet lokalt

Hele 2022 er som bekendt jubilæumsår - og så snart restriktionerne lempes opfordres alle sogne til lokalt at markere jubilæet. 

"Vi havde tænkt, at jubilæumsfejringen i januar kunne være en katalysator for lokale fejringer, koncerter, foredrag eller anden aktivitet med fokus på de 1000 år. Nu kan det ske i omvendt rækkefølge; lokale aktiviteter kan kulminere i en fælles fejring i sommeren 2022," siger biskop Peter Fischer-Møller.

 


Jubilæumsfilm: Se den her

Tag med biskop Peter Fischer-Møller med på en rejse gennem stiftet – og gennem 1000 års historie – i denne film produceret i anledning af 1000-års jubilæet. 

På en lille halv time fortælles der finurlige og dramatiske historier fra dengang – og nu. 

Alle provstier og sogne er velkomne til at dele filmen på deres hjemmesider og vise den i forbindelse med arrangementer i kirke og sognegård.

Er der andre, der ønsker at dele eller vise filmen, kan de kontakte stiftets kommunikationsmedarbejder Sidsel Drengsgaard.