Arkiv 2021
Nyheder
Billede fra kursus om salmesang med konfirmander. Kursusdeltagere sidder i rundkreds.

Syng salmer med kroppen

Sognepræst og redaktør af Stiftsbladet Otto Lundgaard deltog i stiftskursus om at synge salmer med konfirmander. Her fortæller han om kurset


Af Otto Lundgaard
 

TRAMP-TRAMP-KLAP!  TRAMP-TRAMP-KLAP!  Al-leeee go-deeee gaver! 

TRAMP-TRAMP-KLAP!  TRAMP-TRAMP-KLAP!  Al-leeee go-deeee gaver! 

Sådan lød bordverset til frokosten, da vi - en lille snes præster og konfirmandundervisere - på en onsdag i september var samlet til FUV - Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenters stiftskursus, der handlede om konfirmander og salmesang. 
 

Konfirmander skal finde salmeskatten

Salmesangen lød ikke helt, som den plejer, og det havde sine grunde. 

Hjemme i sognene er tusinder af nye konfirmandelever klar til at begynde på et nyt år, og da salmesangen er et fast element i undervisningen, handler det også her om at få konfirmanderne med. 

Desværre er langt fra alle præster og undervisere heldige at have organisten med til undervisningen og må derfor stå alene i jagten på salmeskatten - den, som konfirmanderne gerne skal finde og vinde samt tage med sig ind i livet.


Body-percussion og ekkosang

Kursets leder, organist og korleder Christine Toft Kristensen, havde tilrettelagt et levende og engageret program, som deltagerne greb - og det både med hjerte, mund og hænder. 

Konfirmandsalmehits blev sunget som ekkosang - altså med gentagelser af verslinjerne - samt rytmisk med klap i hænderne og på kroppen, teknisk set kaldet ”body-percussion”. 

Et memory-spil med verslinjerne fra ”Menneske, din egen magt” lærte deltagerne på kurset at gå i dybden med salmernes indhold. 

Leg kan også give stof til eftertanke samt hjælpe på indlæringen.


Kursusleder: Man kan deltage med kroppen

Spørger man kursusleder Christine Toft Christensen, om konfirmanderne ikke bare kan lære at synge salmer traditionelt, lyder svaret:

"Det kan de måske i princippet også, men kurset er et forsøg på at lægge et ekstra lag på salmesangen og give dem noget, som på en eller anden måde appellerer til dem i deres musikalske verden. Overskriften for kurset er, at præsten ikke synger for konfirmanderne, men synger med konfirmanderne, og det vil sige selv deltager," forklarer Christine Toft Kristensen.

Hun fortsætter:

"Og det kan godt være, at konfirmander ikke synger mere med, men i hvert fald deltager de. Måske ikke nødvendigvis med sang, men de er med i salmesangen i og med, at de deltager med kroppen," 

Christine Toft Kristensen er til efteråret aktuel med en bog om emnet. Den hedder ”Syng med konfirmander” - eller ”Syng MED, konfirmander”, alt afhængigt af hvor man vil lægge vægten. 


Deltager: Metoderne virker! 

En af deltagerne, Anita Obeling Kring, er netop begyndt som kateketisk medarbejder i Holbæk Provsti, hvor hun blandt andet skal hjælpe præsterne i konfirmandundervisningen. 

Kurset er hendes tredje af slagsen, og også dette svarer til hendes forventninger:

"Man bruger nogle andre metoder til at øve salmer med. Og de virker! - især når man har en organist med også. Nu skal jeg hjem og se, om de så virker uden organist," siger hun. 

Og det virker ikke grænseoverskridende at kaste sig ud i leg og klap for at lære salmer?

"Vi er nødt til at prøve tingene af i et sikkert rum, inden vi kaster os ud i det." 

Anita Obeling Kring understreger dermed vigtigheden af selv at have deltaget i alle slags øvelser for at få konfirmanderne til at synge med. Og selv være blandt de aktive deltagende.

Se invitation til kurset via dette link

Otto Lundgaard


Sognepræst i Ringsted Sogn og redaktør af Stiftsbladet.