Arkiv 2021
Nyheder
Billede af præstekrave og headset på computertastatur

Præstens arbejde er ikke lukket ned - tværtimod

Selvom man ikke må mødes, som man plejer i kirkerne, er der nok at se til som præst. Det tager tid, når alt skal gøres på nye måder, lyder det fra sognepræst i Sankt Jørgensbjerg Kirke i Roskilde


Af Sidsel Drengsgaard


”Siden anden verdenskrig er der næppe sket så pludselige og omfattende ændringer af arbejdsvilkår, arbejdsorganisering, sociale relationer og arbejdsmarkedsforhold som under corona-pandemien.”

Sådan lyder det i indledningen til en netop offentliggjort forskningsrapport om arbejdslivet med corona. Projektet er finansieret af Velliv Foreningen og er et samarbejde mellem Aalborg Universitet og konsulentvirksomheden DISCUS.

Her undersøges Covid-19-pandemiens betydning for arbejdsliv og mental sundhed i udvalgte faggrupper, og et fællestræk for dem alle er, at arbejdslivet med restriktioner er et arbejdsliv med omskiftelighed, uforudsigelighed, krav til forandringsparathed og med stor travlhed.
 

Det tager tid at gøre alt på nye måder

Det kan sognepræst i Sankt Jørgensbjerg Kirke i Roskilde og præst på Psykiatrisk Center Sct. Hans, Mette Munk Bie, nikke genkendende til.

”Den gamle vittighed om, at præster kun arbejder om søndagen har fået nyt liv og blev intensiveret, da gudstjenesterne kun måtte vare en halv time,” fortæller hun.

Hun griner lidt, men det afløses af et suk.

”Selvom tiden, hvor vi fejrer gudstjeneste, er kortere end normalt, tager det lang tid at få en ny liturgi på plads.”

Hun forklarer, at det tager tid at udvikle nyt og at blive enige personalet imellem.

”Vi oplevede, at det vi i fællesskab havde planlagt, og som så brugbart ud på papiret, det fungerede ikke helt optimalt i praksis. Så måtte vi bruge tid på at justere og tilpasse.”

På samme vis er det blevet mere tidskrævende at undervise konfirmander. Det tager tid at finde ud af, hvordan man underviser hensigtsmæssigt på en skærm. Da restriktioner så blev lempet lidt, og konfirmanderne igen måtte komme til undervisning, var der megen logistik i forhold til afstand og afspritning.

”Det var dejligt igen at kunne mødes, men vi fandt hurtigt ud af, at vi slet ikke kunne gøre, som vi plejer. Det har været en stor udfordring at gøre undervisningen spændende og vedkommende, når klasserne ikke må blandes, og de skal sidde med én meters afstand. De kreative og legende elementer i undervisningen indskrænkes betragteligt med de mange restriktioner, der skal følges.”
 

Mette Munk Bie har været sognepræst ved Sankt Jørgensbjerg Kirke i 16 år. Hun fortæller, at det er tidskrævende, når alting skal gøres på nye måder på grund af skiftende corona-restriktioner.  


Corona-hverdagen er travl

Arbejdslivet med restriktioner er kendetegnet af omskiftelighed, uforudsigelighed og krav til forandringsparathed, kan man læse i forskningsprojektet fra Aalborg Universitet. 

Det oplevede Mette Munk Bie igen omkring jul. Med kort varsel blev julegudstjenesterne aflyst, konfirmander skal igen undervises på skærmen, og gudstjenesterne må kun være af en halvtimes varighed.

”Det er krævende både tidsmæssigt og mentalt hele tiden at skulle justere og nyorientere sig. Vi har planlagt så uendelig mange ting, der er blevet udsat eller aflyst. I julen var det virkelig sat på spidsen. Rundt om i kirkerne har rigtig mange lagt et stort arbejde i at planlægge skræddersyede løsninger til deres sogne, og så ender det hele med at blive aflyst aftenen inden,” siger hun.

I forskningsprojektet lyder det, at mange oplever stor travlhed.

Mette Munk Bie oplever også, at hun har travlt – bare på en anden måde.

Det tager tid, når alting skal gøres på nye måder.

Normalt holder præsterne gudstjenester på det lokale plejehjem til påske og jul. Her pakkede man i stedet hilsener med blomster og chokolade.

”Jeg brugte en del tid på at formulere en vedkommende hilsen, som udtrykte evangeliets håb og glæde i denne mærkelige tid og på den måde at gøre det tydeligt, at den lokale kirke er der, selvom alt er lukket ned. Det tog også tid at købe chokolade og bestille blomster og få det hele pakket og kørt ud til plejehjemmene,” fortæller hun.
 

Mange har brug for en snak med præsten

Mette Munk Bie mener, at en af kirkens fornemmeste opgaver er at skabe fællesskaber, og når man ikke må mødes udover til gudstjenester, er der behov for fællesskab på en anden måde. Det har man i Sankt Jørgensbjerg Kirke forsøgt at imødekomme med videohilsener, løb for børn og konfirmander og individuelle samtaler.

”Jeg kan jo ikke besøge folk, men jeg har stadig samtaler i sognegården eller i telefonen. De opgaver er ikke forsvundet. Tværtimod. Der er en del, der har brug for en snak med præsten, og det er stadig en mulighed, selvom alt er lukket ned. Det bliver bare på en anden måde,” siger hun.
 

En dag i præstens corona-kalender


Sådan kunne en dag i Mette Munk Bies corona-arbejdsliv se ud:

8.00: Læse og besvare mails

 

9.00: Personalemøde: Gennemgang af kalenderen, evaluering af afholdte arrangementer – virtuelt eller i kirken. Planlægning af kommende arrangementer.

 

10.30: Bisættelsessamtale

 

12.30: Præstemøde: Beslutning om at udskyde konfirmationerne til efteråret.

Aktiviteter for børn og voksne i fastetiden. Hvordan? Kontakt til plejehjem. Hvordan? Planlægning af Åben Kirke. Forberedelse til menighedsrådmøde.

 

14.00: Forberede virtuel undervisning af konfirmander

 

15.00: Samtale med organisten om søndagens salmer og musik. Samt salmer og musik ved kommende bisættelse

Mette Munk Bie har også oplevet – særligt under den første nedlukning – at alle samtaler tager længere tid.

”Det var ulykkeligt for mange, at de ikke kunne få hele familien og alle venner med til begravelse, vielse eller dåb. Jeg har brugt meget tid på at forklare, hvorfor vi ikke kunne omgå reglerne.”

En anden ting hun bruger mere tid på end før corona-krisen, er samtalen med kollegaer og menighedsråd.

”Vi er alle forskellige og har forskellige vilkår, og det har været nødvendigt kontinuerligt at bruge tid på at tale om, hvordan vi sammen håndterer de skiftende restriktioner. Fælles fodslag er utroligt vigtigt, da vi er afhængige af hinanden for at få kirkelivet til at fungere,” siger hun.
 

Erhvervspsykolog: Det er en vanskelig tid

Erhvervspsykolog ved FAR - Folkekirkens arbejdsmiljørådgivning Monique Hartmanns erfaring er, at det for mange præster og øvrige ansatte ved kirken er en vanskelig tid.

”Vi reagerer som mennesker forskelligt på corona-situationen, og vi har forskellige vilkår. Nogle er måske i risikogruppen eller har pårørende, der er det. Andre har måske børn, der skal passes derhjemme samtidig med, at man arbejder. Derfor kan det være svært at finde frem til aftaler, som alle kan acceptere,” siger hun.

Langt de fleste ønsker dog at være loyale overfor deres arbejdsplads.

”Vi er generelt sindssygt loyale overfor vores arbejdsplads, så det kan sluge utrolig meget energi at balancere mellem at passe på sig selv og leve op til de forventninger, man har til sig selv omkring sit arbejde,” forklarer hun. 

På samme måde kræver det energi konstant at omstille sig og tænke nyt.

”Nogle har oplevet corona-krisen som en mulighed for at gøre tingene på nye måder og trives godt med det, men generelt er vi mennesker vanedyr, og det koster os utroligt meget energi, når vi skal gøre ting på nye måder,” siger hun.

Hun forklarer, at hjernen er i fuldt beredskab, når den hele tiden skal gøre ting på nye måder og ikke kan falde tilbage på rutinen.

”Det kan gøre os udmattede og tyndslidte, og når vi er det, kommer der også flere sammenstød mennesker imellem. Det bliver sværere at sige pyt eller at se det fra en andens perspektiv.”
 

Vejen frem er fleksibilitet og tillid

Hun peger på, at fleksibilitet og tillid til hinanden er vejen frem – og igennem denne krise. 

”Det er vigtigt, at vi har tillid til, at vi alle gør det, så godt vi kan. Vi skal ikke stræbe efter en aftale, som skal gælde for alle. I stedet skal vi gøre det legitimt, at vi reagerer forskelligt og har forskellige behov.” 

Hun fortæller, at man i nogle kommuner har haft succes med en form for jobbank. Hvis nogle havde brug for aflastning, kunne de komme af med opgaver og andre, der havde mere overskud, kunne påtage sig ekstra opgaver.

”Det er vigtigt at udvise forståelse for hinandens situationer og åbent kunne tale om, hvilke behov vi hver især har. Det skal være i orden at melde fra, uden at man stemples som svag, ukollegial eller besværlig. Min erfaring er, at dem, der har brug for aflastning, kommer hurtigere igen, hvis det er tilladt at passe på sig selv,” siger Monique Hartmann.

Formår man at skabe et arbejdsfællesskab, hvor man både kan bede om hjælp og få hjælp af ens kollegaer, vil det også have betydning, når corona-krisen er løjet af.

”Det vil helt sikkert betyde, at man som fællesskab kommer stærkere ud af krisen,” lyder det fra erhvervspsykologen.